torsdag 02. september 2021 14:51

Urimelig kritik af de private transportvirksomheder

Transportminister Benny Engelbrecht advarer i dagens udgave af Børsen om, at det vil blive på bekostning af ordnede løn- og arbejdsvilkår, hvis det politisk besluttes at sende postvæsenets opgaver i udbud. ITD undrer sig over meldingen, som man er lodret uenig i.

Inden længe skal Transportministeren og Folketingets partier finde sammen om en løsning, der tager stilling til, hvordan fremtidens postbefordring skal skrues sammen. I den anledning advarer ministeren i dag i Børsen om, at det risikerer at blive på bekostning af ordnede løn- og arbejdsvilkår, hvis man sender opgaven i udbud til private aktører i stedet for igen at overlade opgaven til det underskudsgivende PostNord.

 

Ifølge ministeren står valget mellem, at skatteyderne pålægges at betale endnu flere penge til det skrantende og underskudsgivende PostNord. Gør de ikke det, vil alternativet være, at de, der skal befordre posten, går til en ussel løn og har miserable arbejdsforhold. ITD undrer sig over denne besynderlige melding fra ministeren, som man er lodret uenig i:

- Det er fuldstændig uforståeligt, at ministeren på denne måde tillader sig at bringe de private konkurrenter til PostNord i miskredit ved at påstå, at det bliver på bekostning af ordnede løn- og arbejdsvilkår, hvis man sender opgaven i udbud. Det er en helt uacceptabel udmelding og en hån mod de mange, stærke private transportvirksomheder, som – i modsætning til PostNord – klarer sig i den fri konkurrence uden at få tilført midler fra skatteborgerne. Det virker mest af alt som en yderst dårlig undskyldning for at fastholde, at PostNord for enhver pris skal bringe brevene ud – uden at teste om det private marked kan gøre det bedre og billigere. Det er bekymrende, at ministeren herved viser, at han åbenbart vil gå meget langt for at beskytte PostNord på bekostning af skatteborgerne og de private transportvirksomheder.

ITD har længe kæmpet for, at det skal testes, om befordringspligten kan varetages mere effektivt og billigere netop ved at lade de private aktører komme til i et udbud. Konkret har ITD opfordret Danmark til at følge Finland og overlade det til et frit marked at sikre udbringning. I Finland er de stadig færre forsendelser i stadig større grad overgået til et frit marked, og staten kun træder til med målrettet støtte for de forsendelser, som ikke kan bringes ud på markedsvilkår. Derved sænkes omkostningerne til landsdækkende postudbringning markant, og der sikres gennemsigtighed i statens udgifter.

- Vi er overbeviste om, at brevudbringningen kan ske langt bedre og billigere, så skatteyderne ikke ender med regningen. Derfor er det også uforståeligt, at ministeren tilsyneladende igen uprøvet er parat til at sende regningen for PostNords alt for høje omkostninger videre. Det er vel kun ret og rimeligt at man undersøger, om brevene kan sendes ud med en så lille omkostning som muligt. Lad dog de private aktører bevise, at de ikke – som ministeren påstår – behøver at underbetale medarbejderne for at levere brevene. Hvis de private kan og vil løfte opgaven, så er der jo ingen grund til at bruge millioner og atter millioner af skattekroner på at få PostNord til at varetage opgaven.

Det har i årevis været skatteyderne, som betaler regningen for at give PostNord lov til fortsat at have befordringspligten. Lige nu er EU-Kommissionen i gang med en omfattende undersøgelse af, om støtten til PostNord er i overensstemmelse med statsstøttereglerne.  

 

SENESTE ITD NYT
mandag 12. maj 2025

Fristen for energisyn nærmer sig

Tanker du i gennemsnit mere end 281.000 liter diesel om året, og tanker du din diesel i Danmark? Så er du omfattet af det lovpligtige energi- og klimasyn. Energisynet skal være gennemført senest den 1. august 2025 og klimasynet senest den 1. august 2026.

Fristen for energisyn nærmer sig >
fredag 09. maj 2025

Vejafgift: Derfor skal du ikke betale afviste indsigelser

ITD ser mange vognmænd, som vælger at betale deres afviste indsigelser – ofte under pres fra rykkerbreve og trusler om politiindblanding. Men det bør de ikke gøre, lyder den klare opfordring fra ITD.

Vejafgift: Derfor skal du ikke betale afviste indsigelser >
fredag 09. maj 2025

Afviste indsigelser? Vi anbefaler, at du ikke betaler

Kun hver femte indsigelse mod vejafgiftsbøderne resulterer i en bødeannullering. Er du en af dem, der har fået afvist dine indsigelser, så er vores klare opfordring, at du undlader at betale din bøde – også selvom du bliver truet med rykkere og politiindblanding. Læs mere om dine muligheder her.

Afviste indsigelser? Vi anbefaler, at du ikke betaler >