onsdag 31. maj 2023 13:50

ITD beder transportministeren tage affære i sag om chikane af alpetransporter

Lastbiler, der holder i kø i timevis, ingen adgang til sanitære forhold og mad og drikke samt et hav af regler og restriktioner. Det er hvad vognmænd og chauffører udsættes for på Brenner-motorvejen, når turen går gennem Østrig. ITD mener, der er tale om chikane mod gennemkørende lastbiler og opfordrer til, at transportministeren støtter Italien og Tyskland i ønsket om, at få Kommissionen til formelt at starte en sag mod Østrig om forholdene.

Køerne snegler på Brenner-motorvejen, og det er ikke sjældent, at de når en længde på hele 80 kilometer.

 

For Brenner-motorvejen gennem Østrig er den vigtigste vejforbindelse mellem Italien og Tyskland, og dermed er den af afgørende betydning for mange europæiske transporter, herunder mange danske virksomheder. 

 

Men de mange regler, kørselsforbud og lange køer besværliggør transporten for chauffører og vognmænd, der har mange ture til Italien.

 

- Vi hører om chauffører, der afholder sig fra at spise og drikke i flere timer, fordi der ikke er adgang til sanitære forhold i de mange timer de holder i kø på motorvejen. Det er jo helt uholdbart, siger Stefan K. Schou, adm. direktør i ITD, som også peger på, at kilometer lange køer af lastbiler heller ikke er gavnligt for hverken klima eller miljø.

 

Derfor har ITD-direktøren kontaktet transportminister Thomas Danielsen op til Rådsmødet for transport, der finder sted torsdag i denne uge. I brevet opfordrer ITD til, at Danmark officielt bakker Italien og Tyskland op i ønsket om, at Europa-Kommissionen indleder en sag mod Østrig om forholdene for alpetransporterne.

 

Et hav af restriktioner

For et af de væsentlige problemer med kørslen på Brenner-motorvejen er de mange restriktioner, som Østrig har indført i forsøg på at mindske trafikken på motorvejen.

 

Restriktionerne indebærer blandt andet:

 

  • Kørselsforbud for tunge køretøjer med dårligere Euro-klasse end Euro-klasse VI.
  • Natkørselsforbud for tunge køretøjer af alle Euro-klasser.
  • et sektorale kørselsforbud, hvor flere varegrupper ikke må transporteres ad vej.
  • Blokafvikling. Her doserer man fra klokken 05.00 (når natkørselsforbuddet slutter) hvor mange lastbiler, der i timen kan køre ind i Østrig på A12 via grænseovergangen ved Kufstein. I 2023 er der planlagt blokafvikling på 43 dage.

 

Disse restriktioner kommer oveni de mere generelle kørselsforbud i weekender og på helligdage samt i forbindelse med kørselsforbud i Tyskland og Italien.

 

- Det er ren chikane. Restriktionerne er eskaleret gennem de seneste år, og det er på høje tid, at der bliver grebet ind over Østrigs mange kørselsforbud i Tyrol. Som vi ser det, er det i strid med europæisk lovgivning, og vi forventer, at Europa-Kommissionen formelt starter en sag mod Østrig for krænkelse af traktaten, siger Stefan K. Schou.

 

Nyt system ikke en løsning

Østrig har senest bekendtgjort, at de påtænker at indføre et nyt slot-system, hvor man skal booke tid til at køre på motorvejen i forvejen.

 

ITD tvivler dog på, at dette er en reel løsning på de massive problemer med alpetransporterne.

 

- Der er helt klart nogle praktiske udfordringer ved sådant et forslag, blandt andet, at vores medlemsvirksomheder ofte sent får transportopgaverne ind og derfor ikke ville kunne nå at bestille et slot. Og så kan der opstå udfordringer undervejs som for eksempel kø, som gør, at chaufføren ikke når det bestilte slot. Så igen må vi sige, at dette er endnu en sten på vejen, der besværliggør transporter gennem Østrig, siger Stefan K. Schou og slår fast at situationen er uacceptabel.

 

- Jeg håber, at transportministeren kan se det absurde i Østrigs ageren i sagen om alpetransporterne. Der er brug for handling i form af en advarsel til Østrig, om at få stoppet deres chikane af udenlandske transporter omgående. Man kan passende påbyde dem, at tillade natkørsel samt ophæve deres sektorale kørselsforbud med et samme, slutter Stefan K. Schou.

 

SENESTE ITD NYT
fredag 20. februar 2026

23 chauffører hædres med IRU-æresdiplom: ”Man bliver da stolt”

Denne gang har i alt 23 chauffører fra ITD-medlemsvirksomheder modtaget det prestigefyldte æresdiplom fra IRU.

23 chauffører hædres med IRU-æresdiplom: ”Man bliver da stolt” >
torsdag 19. februar 2026

Norge øger længdegrænse for modulvogntog

Fra mandag den 23. februar 2026 må du køre med 30 cm ekstra længde på modulvogntog i Norge, hvis lastbilen har en EU-godkendt aerodynamisk front. Dermed følger Norge den danske model, som trådte i kraft ved årsskiftet.

Norge øger længdegrænse for modulvogntog >
onsdag 18. februar 2026

Kraftigt snevejr lukker flere centrale veje i Rumænien

Snefald og kraftig blæst har i dag, onsdag den 18. februar 2026, ført til omfattende lukninger på motorveje og landeveje i det sydlige, centrale og østlige Rumænien. Vi giver dig her overblikket over de berørte strækninger.

Kraftigt snevejr lukker flere centrale veje i Rumænien >