fredag 01. september 2023 13:36

ITD: Kommuner udsætter private indsamlingsvirksomheder for unfair konkurrence

Kommunerne bør holde sig til deres myndighedsopgave og stoppe med at tilbyde indsamling af husholdningslignende affald fra virksomheder. Alligevel oplever flere vognmænd, at kommunale selskaber henter affald fra virksomheder i større mængder, end det er tilladt for kommuner. Dermed tager kommuner opgaver fra vognmændene og udsætter dem for unfair konkurrence, lyder det fra ITD.

Det er i strid med reglerne, hvis kommuner og kommunale selskaber henter affald hos virksomheder i større mængder, end hvad der svarer til almindeligt husholdningsaffald.

Det følger af de nye regler for erhvervsaffald, som trådte i kraft ved årsskiftet.

Alligevel oplever mange vognmandsvirksomheder, at kommuner gang på gang går lige til grænsen – og måske over grænsen – når de tilbyder at indsamle affald fra private virksomheder i kommunen.

- Vi får flere og flere henvendelser fra vognmænd, som er frustrerede over, at kommunerne påtager sig affaldsindsamling, som vognmændene mener bør varetages af private indsamlingsvirksomheder, siger Stefan K. Schou, adm. direktør i ITD, International Transport Danmark.

Det er kun lovligt for kommunen at hente affald fra virksomheder, hvis den mængde affald, kommunen henter, er sammenlignelig med art og mængde fra en normal husholdning. Ellers skal det kommunale affaldsselskab henvise til en privat vognmand, der kan udføre opgaven.

Alligevel tilbyder flere kommunale forsyningsselskaber ugentlige tømninger af 400- til 770-liters containere til virksomheder i kommunerne. Og det er meget mere, end hvad der svarer til mængden fra en normal husholdning, mener ITD.

Allerede i 2021 udtrykte ITD på vegne af vognmændene bekymring over reglerne til den ansvarlige myndighed, Energistyrelsen. Her gjorde ITD opmærksom på det problematiske i, at mindre virksomheder, der genererer husholdningslignende affald i art og mængde, gives frit valg til at vælge kommunale indsamlingsordninger til genanvendeligt affald. For det skader den fri konkurrence.

- Vi vil derfor endnu engang opfordre til, at der laves en meget mere klar vejledning fra myndighederne om reglerne, og indtil da må kommunerne være tilbageholdende, siger Stefan K. Schou og fortsætter:

- For vi mener i bund og grund, at indsamling af erhvervsaffald er en opgave, som bør løses af private vognmænd, hvor den kan løses mest effektivt. Kommuner bør i stedet koncentrere sig om deres myndighedsopgaver, f. eks. at føre tilsyn med, at regler og love overholdes, lyder det fra direktøren.

 

Fakta

I 2023 trådte nye regler på affaldsområdet i kraft. Reglerne betyder, at kommuner nu kan tilbyde mindre virksomheder afhentning af deres affald i de samme 10 affaldsfraktioner, som tilbydes for kommunens husstande. Det gælder dog kun, hvis virksomheden producerer affald i art og mængde, der svarer til en husholdnings affaldsmængder, og kun hvis afhentningen sker til markedspris og i samme materiel og med samme frekvens, som når der hentes affald hos kommunens borgere.

Har en virksomhed en eller flere fraktioner, hvor affaldet i art og mængde overstiger en husholdnings mængder, skal kommunen overlade opgaven til en privat affaldsindsamler.

SENESTE ITD NYT
torsdag 14. august 2025

Har du styr på momsen?

Fristen for at indberette og betale moms den 1. september 2025 nærmer sig. Læs med her og bliv klogere på Skattestyrelsens råd til at komme godt i mål med momsregnskabet – før, under og efter indberetning.

Har du styr på momsen? >
tirsdag 12. august 2025

Nyt om vejafgift i Holland

Fra 1. juli 2026 indfører Holland en ny kilometerbaseret vejafgift. Fra denne dato kan man ikke længere benytte eurovignetten, men skal betale en kilometerbaseret vejafgift. Det kan gøres via en køretøjsenhed.

Nyt om vejafgift i Holland >
tirsdag 12. august 2025

Nyt ITD-netværk ruster næste generation af vognmænd

Sparring, erfaringsdeling og målrettede faglige input er nøgleordene for ITD’s nye netværk “Næste Generation”. Netværket er henvendt den næste generation af vognmænd: Dem, der lige har overtaget en virksomhed og dem, der står over for det.

Nyt ITD-netværk ruster næste generation af vognmænd >