tirsdag 28. februar 2023 12:39

Klimarådet vil brandbeskatte lastbiler, men glemmer sammenhængskraften i landet

Klimarådet foreslår i ny rapport at hæve afgiften på diesel for at nå Danmarks klimamål. Det skal supplere den kommende kørselsafgift og mindske grænsehandel med diesel. Men forslaget er skrivebordstænkning og tunnelsyn, når det er værst. Fortsætter man med at brandbeskatte vejgodserhvervet, vil det kvæle branchen og ramme sammenhængskraften i landet, lyder det fra ITD.

I sin nye statusrapport foreslår Klimarådet bl.a., at Danmark hæver dieselafgifterne for at komme grænsehandel med diesel på den danske side af grænsen til Tyskland til livs.

 

På den måde vil rådet sikre CO2-reduktioner fra vejgodstransporten, som kan bidrage til, at Danmark når sine nationale reduktionsmål.

 

Men forslaget fra regeringens uafhængige eksperter møder kun hovedrysten hos ITD.

 

-Jeg har sjældent set så uopfindsomt og verdensfjernt et forslag, som det klimarådet nu kommer med. For selvfølgelig vil det give CO2-reduktioner, hvis man bare bliver ved med at hæve afgifterne og gør det umuligt at drive vognmandsforretning i Danmark. Det kan enhver jo regne ud, siger John A. Skovrup, bestyrelsesformand i ITD, Brancheorganisation for den danske vejgodstransport og fortsætter.

 

-Men det er tilsyneladende ikke gået op for de såkaldte eksperter, at vi står midt i en dieselkrise og en økonomi med tårnhøj inflation, som har sat sig fast. Det er allerede ved at give dødsstødet til vognmænd over hele landet, og det vil ramme samfundet, og de virksomheder som er afhængige af godstransport, hårdt, hvis vognmændene må dreje nøglen rundt på grund af endnu flere afgifter, siger John A. Skovrup og minder om, at transportbranchen bidrager med ca. 80 mia. i BNP og beskæftiger 91.000 mennesker i Danmark.

 

Med forslaget vil klimarådet skabe bedre balance mellem dieselpriserne i Tyskland og Danmark, og dermed mindske antallet af tyske lastbiler, som tanker diesel i Danmark. Men det er en ensporet tankegang, der glemmer, at vejgodstransport er et internationalt erhverv.

 

-At hæve dieselpriserne i Danmark vil jo bare medføre, at brændstoffet bliver tanket i et andet land, og det hjælper jo ikke klimaet. Til gengæld vil det koste danske arbejdspladser. For de de danske vognmænd har slet ikke samme støtteordninger, som man har i Tyskland, hvor der er afsat milliarder til at hjælpe vejgodstransporten over på grønne teknologier, siger John A. Skovrup.

 

Vejgodserhvervet står i forvejen over for en række nye afgifter, som vil gøre det dyrere at drive vognmandsforretning i Danmark. F.eks. den kommende kørselsafgift for lastbiler, det nye kvotesystem for transportsektoren, ETS, og et fortrængningskrav for alternative brændstoffer, som vil fordyre diesel markant.

 

Og ifølge bestyrelsesformanden taler rækken af nye afgifter for sig selv.

 

-Den endeløse række af afgifter, som vi står over for, vil kvæle erhvervet, hvis der ikke gives noget tilbage. Og det sætter jeg min lid til, at regeringen og transportminister Thomas Danielsen, også kan se, når de læser denne rapport, siger John A. Skovrup.

 

 

SENESTE ITD NYT
fredag 30. oktober 2026

Bulgarien: Midlertidige kørselsrestriktioner på A2 ved Sofia

Fra i dag, den 30. oktober, til den 9. november gælder der på udvalgte tidspunkter kørselsrestriktioner for lastbiler over 12 ton på A2 Hemus mellem Sofia og Botevgrad. Restriktionerne skyldes akut reparationsarbejde i Topli Dol-tunnelen.

Bulgarien: Midlertidige kørselsrestriktioner på A2 ved Sofia >
torsdag 29. oktober 2026

Vognmanden: Hvad betyder usikkerheden i landbruget for vognmændene?

Transportbranchen mærker også konsekvenserne af landbrugets usikre fremtid. I det nye afsnit af Vognmanden fortæller Rasmus De Klerk Jørgensen fra HV-Transport om, hvad der er på spil for danske vognmænd og livet i landdistrikterne.

Vognmanden: Hvad betyder usikkerheden i landbruget for vognmændene? >
torsdag 29. oktober 2026

Nye kontaktveje til Toldstyrelsens Kundecenter fra 2. november

Fra den 2. november 2026 ændrer Toldstyrelsen kontaktvejene til Kundecentret for spørgsmål om told og toldsystemer. Fremover kan du benytte en ny kontaktformular til skriftlige henvendelser, mens telefoniske henvendelser samles på ét nummer.

Nye kontaktveje til Toldstyrelsens Kundecenter fra 2. november >