tirsdag 02. juli 2024 09:02

Ændringer til vejskat er sendt i høring

Fra den 1. januar 2025 træder der en ny kilometerbaseret vejafgift i kraft. Denne var egentlig vedtaget ved lov, men som ITD tidligere har meldt ud, vil der komme et nyt lovforslag med ændringer og præciseringer til det vedtagne. Ændringerne kommer som følge af en politisk aftale om at forhøje dieselafgiften med 50 øre pr. liter, samtidig med at kilometersatsen for vejafgift midlertidigt reduceres.

Forslaget, som er sendt i høring, indeholder ændringer til blandt andet satsen for vejafgift samt præciseringer til, hvilken vægtklasse køretøjet kommer i.

Forslaget vil efter sommerferien skulle fremlægges i Folketinget, som skal vedtage det for, at ændringerne kan træde i kraft. ITD gør derfor opmærksom på, at det, som er sendt i høring, ikke er endeligt vedtaget, og der tages forbehold for, at der kan komme yderligere ændringer.

 

Følgende ændringer fremgår af forslaget, som er sendt i høring:

 

Foreslået ændring i satser

Der foreslås følgende satser på vejafgiftsbelagte strækninger.

 

Kr./km  12.000-17.999 kg 18.000-32.000 kg Over 32.000 kg
Øvrig Miljøzone Øvrig Miljøzone Øvrig Miljøzone
CO2-emissionsklasse 1 0,86 1,29 1,00 1,50 1,10 1,65
CO2-emissionsklasse 2 0,79  1,19 0,92 1,38 1,01 1,52
CO2-emissionsklasse 3 0,69 1,04 0,82 1,23 0,91 1,37
CO2-emissionsklasse 4 0,46 0,69 0,53  0,80 0,58 0,87
CO2-emissionsklasse 5 0,13 0,20  0,13 0,20 0,13 0,20

 

Forslaget præciserer desuden, at den forhøjede afgift gælder i miljøzoner efter lov om miljøbeskyttelse, men med undtagelse af motorveje eller veje som udgør en del af det transeuropæiske vejnet (TEN-T).

 

 

Efter den politiske aftale vil satserne gælde til og med 2027. Man må derfor forvente, at satserne vil stige igen fra 2028 og igen i 2029, hvor den midlertidige nedsættelse ophører.

 

Foreslået præcisering af vægtklasser

Taksten afhænger af køretøjsvægten, som er inddelt i tre forskellige klasser. Det præciseres i forslaget, at det er motorkøretøjets teknisk tilladte totalvægt, der er afgørende for, hvilken vægtklasse køretøjet kommer i. Den teknisk tilladte totalvægt fremgår af felt F.1 på registreringsattesten.

At det er motorkøretøjets teknisk tilladte totalvægt, som er afgørende, gør, at det ikke er relevant, hvilket påhængskøretøj der køres med, eller hvad vogntogets tilladte totalvægt er. En treakslet sættevognstrækker med en teknisk tilladt totalvægt på 26.000 kg. vil eksempelvis komme i den mellemste vægtkategori, uanset om den kører med en sættevogn eller ej. Dette er forskelligt fra praksis i mange andre EU-lande.

At det er den teknisk tilladte totalvægt, som er afgørende, betyder, at en eventuel nedvejning af køretøjet ikke vil have betydning for, hvilken vægtklasse køretøjet indplaceres i.

 

Foreslået periode for køb af rutebillet

Det foreslås, at rutebilletten vil kunne købes op til 14 dage i forvejen og vil kunne annulleres indtil gyldighedsperioden starter. Den vil senest skulle købes, før turen starter. 

 

Foreslået mulighed for fritagelse for visse køretøjer

For visse køretøjer vil der kunne søges om fritagelse fra vejafgiften, hvis det kan godtgøres, at køretøjet ikke anvendes til godstransport. Det vil eksempelvis være veteranbiler og cirkuskøretøjer. Køretøjet vil skulle registreres som fritaget for vejafgift i Køretøjsregistret, hvilket allerede er tilfældet i dag. Udenlandske køretøjer vil på samme måde kunne ansøge om fritagelse ved skattemyndighederne.     

 

 

Foreslået dieselafgift

Det foreslås at dieselafgiften forhøjes med 50 øre pr. liter eksklusiv moms. De 50 øre vil være efter 2024-niveau, svarende til at forhøjelsen fra 1. januar 2025 reelt vil være 52 øre pr. liter eksklusiv moms. Den samlede afgift fra 1. januar 2025 vil herefter være 210,0 øre pr. liter.

Afgiften vil blive reguleret årligt efter nettoprisindekset.

 

For yderligere information er medlemmer meget velkomne til at kontakte ITD eller se mere på ITD’s side om vejafgift.

 

ITD melder ud, når der er mere nyt – og selvfølgelig også når ændringerne bliver vedtaget.

SENESTE ITD NYT
tirsdag 17. juni 2025

Kørselsforbud i juli og august 2025

Flere europæiske lande har dage med kørselsforbud i juli og august 2025. Du kan finde oversigten på ITD’s hjemmeside.

Kørselsforbud i juli og august 2025 >
fredag 13. juni 2025

Pulje til grøn omstilling af tung vejtransport 2025

Den 3. september 2025 åbner puljen, der skal hjælpe danske transportvirksomheder med at skifte fra diesel til el og brint. I den forbindelse inviterer Vejdirektoratet til online informationsmøde den 26. juni.

Pulje til grøn omstilling af tung vejtransport 2025 >
fredag 13. juni 2025

Ny synslov vedtaget: Tidssvarende og mere overskuelige regler på vej

Folketinget har netop vedtaget en ny synslov, der samler det eksisterende regelvildnis i én samlet lovtekst. ITD hilser den nye lov velkommen og glæder sig især over, at mange køretøjer ikke længere skal køres tomme tilbage til Danmark alene med henblik på syn.

Ny synslov vedtaget: Tidssvarende og mere overskuelige regler på vej >