mandag 02. december 2024 17:15

ITD: Høje bøder og skrappe sanktioner må ikke ramme lovlydige vognmænd

Kontrol er godt, og snyd skal straffes, men planerne om endnu højere bødesatser og om at afvise køretøjer ved Storebælt risikerer at ramme de forkerte. Det er hovedbudskabet i et nyt høringssvar, som ITD netop har sendt til Transportministeriet.

Transportminister Thomas Danielsen fremlagde i starten af det nye folketingsår et udkast til et lovforslag om en række ændringer, der skal forebygge snyd og sikre en effektiv håndhævelse af reglerne om den kilometerbaserede vejafgift, som netop har været i høring. ITD betoner i sit svar behovet for en fair og lige håndhævelse af reglerne, så lovlydige danske vognmænd ikke risikerer tårnhøje bøder pga. menneskelige fejl eller indplacering i den forkerte CO2-emissionsklasse.

Højere bødestraffe rammer især danske vognmænd
ITD har sagt det før, senest i en direkte henvendelse til transportministeren: Planerne om at forhøje det vejledende bødeniveau fra 4.500 til 9.000 kroner per overtrædelse per dag risikerer at ramme skævt. Ikke mindst fordi, der ikke er noget bødeloft. Vognmænd, der ikke har nogen intention om at snyde, men f.eks.senere opdager problemer med køretøjets On Board Unit, eller at det er blevet indplaceret i den forkerte CO2-emissionsklasse i Motorregistret, risikerer derfor principielt en veritabel bøderegn for overtrædelse af vejafgiftsloven.

ITD opfordrer i sit høringssvar til, at Danmark lader sig inspirere af andre lande såsom Belgien, hvor man har en differentieret bødetakst, der tillader en fleksibel håndhævelse af reglerne. Vognmænd, der har alle intentioner om at overholde lovgivningen, bør ikke kunne rammes lige så hårdt som virksomheder, der bevidst forsøger at omgå reglerne. Særligt ikke, da erfaringer fra bl.a. parkeringsområdet viser, at systematisk snyd er mest udbredt blandt udenlandske biler, hvor myndighedernes inddrivelsesmuligheder er dårligere. Uden et regelsæt og en håndhævelse, der tager hensyn til kontekst og intention, vil konkurrencen mellem lovlydige danske vognmænd og udenlandske virksomheder, der bevidst ignorerer den danske lovgivning, blive endnu mere ulige. Myndighederne bør derfor udvise konduite i håndhævelsen af reglerne.

Det gælder også i forhold til Sund & Bælts sanktionsmuligheder, der spænder fra at kontakte vognmanden og gøre opmærksom på eventuelle fejl i f.eks. køretøjsudstyret eller CO2-emissionsklassen, til med det samme at indgive en politianmeldelse. Særligt i indkøringsfasen med den kilometerbaserede vejafgift, der træder i kraft ved årsskiftet, bør det første redskab i værktøjskassen så vidt muligt være dialog.

Effektiv og ensartet kontrol er vejen frem
Den eneste måde at sikre den frie og lige konkurrence på transportområdet er, udover effektive inddrivelsesmuligheder, en systematisk kontrolindsats. ITD opfordrer derfor i sit høringssvar til, at den planlagte kontrolfrekvens i forhold til kilometerbaserede vejafgift øges væsentligt: Køretøjer, der ikke har betalt afgift, bør i udgangspunktet fanges i den automatiske eller mobile kontrol mindst én gang per 24 timer. Dermed vil problemer, der ikke skyldes intentionelt snyd, også blive opdaget hurtigt, og lovlydige danske vognmænd vil undgå at blive idømt voldsomme bødestraffe. 

SENESTE ITD NYT
mandag 26. oktober 2026

Polen lemper krav om SENT-registrering for visse typer metalskrot

Fra den 28. oktober 2026 ophæver Polen kravet om registrering i SENT-systemet for transporter af en række typer metalskrot. Ændringen gælder 19 specifikke affaldskoder.

Polen lemper krav om SENT-registrering for visse typer metalskrot >
fredag 23. oktober 2026

Sikkerhedskontrolleret luftfragt: Få overblik over godkendelsesprocessen

På Trafikstyrelsens hjemmeside kan du nu finde en mere udførlig beskrivelse af processen for at blive godkendt som transportør af sikkerhedskontrolleret luftfragt.

Sikkerhedskontrolleret luftfragt: Få overblik over godkendelsesprocessen >
torsdag 22. oktober 2026

Nye kørselsregler for lastbiler på E45/E20 ved Kolding fra i dag

Vejdirektoratet oplyser i dag, den 22. oktober, at lastbiler fra dags dato ikke længere må benytte det overledte spor gennem vejarbejdet på E45/E20 Sønderjyske Motorvej ved Kolding i sydgående retning.

Nye kørselsregler for lastbiler på E45/E20 ved Kolding fra i dag >