tirsdag 21. maj 2024 15:30

ITD støtter EU-Kommissionens kritik af Østrig

EU-Kommissionen har givet Italien medhold på en række punkter i en klage om urimelige regler i forbindelse med transport på Brenner-motorvejen. ITD er enig i, at østrigerne blokerer for EU’s frie bevægelighed og støtter op om EU-Kommissionens udmelding, og håber at der nu endelig kan komme en afgørelse på sagen.

I årevis har Tyrol indført hindringer for trafikken på Brenner-motorvejen, i form af kørselsforbud og blokafvikling til tider med køer på op til 80 kilometer. Brenner-motorvejen gennem Østrig er den vigtigste vejforbindelse mellem Italien og Tyskland, og ruten er derfor af afgørende betydning for europæiske transporter, herunder og for mange danske virksomheder.

 

Men de mange regler, kørselsforbud og lange køer har længe besværliggjort transporten for de chauffører og vognmænd, der kører til Italien. Derfor håber International Transport Danmark (ITD), at der snart bliver grebet ind over for Østrig.

 

”Det er fint, at EU-Kommissionen bakker op om italienernes klage, men det ville ærlig talt også være mærkeligt, hvis de ikke havde gjort det. Vi mener, at en række af de tiltag, som Østrig har indført, nærmer sig ren chikane. Derfor havde jeg gerne set, at EU allerede havde indledt en retssag mod Østrig, især når Kommissionen er enig i at der er tale om hindringer af den fri bevægelighed”, fortæller Europapolitisk chef i ITD, Maria Feldberg.

 

Ifølge Italien har Østrig overtrådt EU-retten ved at indføre en række foranstaltninger, som begrænser trafikken på Brenner-motorvejen.

 

EU-Kommissionen udtaler i en pressemeddelelse, at den er enig i, at nogle af de foranstaltninger, der er indført i Østrig, begrænser transporten ad motorvej A12 og A13 og dermed den frie bevægelighed for varer i EU. Det gælder bl.a.:

 

  • Forbud mod natkørsel
  • Det sektorale kørselsforbud
  • Vinterkørselsforbud
  • Blokafvikling

 

Kommissionen anerkender ganske vist enkelte af Østrigs forklaringer på, hvorfor de har indført de mange regler og forbud, f.eks. miljøhensyn og trængsel. Men Kommissionen mener, at de østrigske foranstaltninger mangler sammenhæng og derfor ikke kan retfærdiggøres i forhold til de tilsigtede mål.

 

Samtidig vurderer EU-Kommissionen, at der er en større sandsynlighed for, at nogle af Østrigs foranstaltninger vil påvirke udenlandske virksomheder i højere grad end de østrigske.

 

”Det er for mig klokkeklart, at Østrig er gået langt over grænsen for, hvad der er rimeligt i forhold til trafikken gennem Brenner-passet. Jeg håber, at Italien vil indbringe sagen for EU-domstolen, og jeg håber også på, at den danske regering vil bakke Italien op, for der skal snart trækkes en streg i sandet i forhold til østrigernes ageren”, siger Maria Feldberg.  

 

Efter Kommissionens vedtagelse af den begrundede udtalelse kan Italien nu indbringe sagen for EU-Domstolen. Det forhindrer dog ikke at parterne i mellemtiden kan finde en mindelig løsning på tvisten, hvilket dog indtil nu ikke har været muligt, da Østrig ikke har været indstillet på at lempe på restriktionerne.

SENESTE ITD NYT
fredag 30. januar 2026

Tilbagebetaling af vejafgift på fritagne køretøjer på vej

Har du betalt vejafgift for et køretøj, der senere er blevet fritaget med tilbagevirkende kraft, kan du efter planen se frem til at få pengene retur i næste uge.

Tilbagebetaling af vejafgift på fritagne køretøjer på vej >
fredag 30. januar 2026

Ændrede vilkår i pulje til grøn omstilling: Det skal du være opmærksom på

Vejdirektoratet gennemfører ændringer i vilkårene i puljen til grøn omstilling af tung vejtransport. Vi giver dig her et overblik over ændringerne, som både giver dig mulighed for mere fleksibel udbetaling af tilskud og præciserer reglerne for ens projekter med forskellig støtteprocent.

Ændrede vilkår i pulje til grøn omstilling: Det skal du være opmærksom på >
torsdag 29. januar 2026

International Transport Danmark sætter stævning af ministerier i bero

Brancheorganisationen International Transport Danmark sætter sin stævning af Transportministeriet og Skatteministeriet i bero. Det sker, fordi organisationen er i dialog med transportministeren om en revideret bødemodel for den kilometerbaserede vejafgift, oplyser branchedirektøren.

International Transport Danmark sætter stævning af ministerier i bero >