mandag 07. juli 2025 14:30

25-timers-reglen afskaffes: Fantastiske nyheder for branchen

Efter længere tids opfordring fra ITD afskaffer Transportministeriet nu 25-timers-reglen. Ophævelsen af parkeringsreglen træder i kraft den 1. januar 2026. “Et nødvendigt opgør med en håbløs regel,” udtaler formand for ITD, John Agervig Skovrup.

Transportministeriet har i dag meldt ud, at 25-timers-reglen for parkering på statens motorvejsrastepladser bliver afskaffet fra den 1. januar 2026. Afskaffelsen sker, fordi reglen har skabt ulige konkurrencevilkår for danske vognmænd og været tung at administrere. Det oplyser transportminister Thomas Danielsen i en pressemeddelelse.

 

Parkeringsreglen blev indført i 2018 for at forhindre langtidsparkering på de statslige rastepladser langs motorvejsnettet. Men i stedet for at løse problemet har den skabt nye – og alvorlige – udfordringer. Derfor hilser ITD nyheden om afskaffelsen velkommen, fortæller ITD’s formand, John Agervig Skovrup:

 

“Det er en fantastisk nyhed for branchen! 25-timers-reglen har i årevis skabt frustration og uretfærdige arbejdsvilkår for danske vognmænd og chauffører. Nu har ministeren lyttet – og det er vi rigtig glade for.”

 

En tung administrationsregel

I dagens pressemeddelelse erkender transportministeren, at 25-timers-reglen har ført til ulige konkurrenceforhold, fordi alt for få af de udenlandske chauffører reelt betaler deres p-afgifter. Samtidig har reglen været tung at håndhæve og administrere – uden at have nogen mærkbar effekt på parkeringssituationen.

 

ITD har gentagne gange advaret mod 25-timers-reglens konkurrenceforvridende konsekvenser. John Agervig Skovrup uddyber:

 

"Det er helt uacceptabelt, at 25-timers-reglen i praksis straffer danske chauffører og vognmænd, mens de udenlandske går fri. Reglen og de meningsløse dummebøder rammer mennesker, der bare passer deres arbejde. Derfor er det på høje tid, at den afskaffes." 

 

Fremover skal politiet føre tilsyn

Fra 1. januar 2026 bliver det igen politiets opgave at føre tilsyn med parkeringsreglerne på rastepladserne, hvilket ITD hilser velkommen. Transportministeriet har dog ikke meldt ud, om de fremover vil målrette midler til flere kontroller af ugehvilet.

 

“Vi har hele tiden sagt, at midlerne bør gå til kontrol, der virker – ikke til meningsløse og konkurrenceforvridende parkeringsbøder. Derfor er vi ærgerlige over, at ministeren ikke med det samme flytter midlerne til tungvognspolitiet, som kan udføre målrettede kontroller. En praksis, vi ved virker,” udtaler John Agervig Skovrup. ITD’s formand understreger dog, at ITD tager glædeligt imod nyheden.

 

I praksis modtager Færdselsstyrelsen bevilling til varetagelse af p-kontroller langs motorvejsnettets rastepladser frem til den 1. januar 2026. Efter nytår overgår kontrolopgaven til politiet.

SENESTE ITD NYT
tirsdag 31. marts 2026

Begrænsede åbningstider hos Toldstyrelsen i påsken

Vær opmærksom på, at Toldstyrelsens Vejledning og Servicedesk har ændrede åbningstider i påsken, og at flere toldsteder har lukket eller begrænsede åbningstider i perioden. Toldstyrelsen anbefaler, at du eller din chauffør medbringer en stregkode til angivelsen for at sikre en hurtigere og mere smidig ekspedition.

Begrænsede åbningstider hos Toldstyrelsen i påsken >
mandag 30. marts 2026

DIWASS: Erhvervets bekymringer hørt

Vi har via Miljøstyrelsen gjort EU-Kommissionen opmærksom på vores bekymring for en alt for presset implementering af DIWASS. Vores henvendelse har resulteret i, at EU-Kommissionen nu henstiller til, at medlemsstaterne udviser fleksibilitet og fortsætter med den nuværende praksis for grønlistet affald.

DIWASS: Erhvervets bekymringer hørt >
mandag 30. marts 2026

Næste skridt for digital afhentning i de tyske Nordsøhavne

Fra uge 13 2026 er der taget endnu et skridt i den digitale procedure ved afhentning af containere i Hamborg, Bremerhaven og snart også Wilhelmshaven.

Næste skridt for digital afhentning i de tyske Nordsøhavne >