fredag 19. september 2025 17:57

Tryghed i trafikken: Lastbilkaravanen sluttede i Padborg

350 elever fra Lyreskovskolen fik en uforglemmelig dag med store lastbiler, blå blink og stort sceneshow, da årets Lastbilkaravane fredag blev afsluttet i Padborg.

Fredag formiddag blev parkeringspladsen foran International Transport Danmark i Padborg omdannet til et stort trafiksikkerhedsshow, da Lastbilkaravanen rundede sin årlige kampagne af. 0. til 5. klasserne fra Lyreskovskolen fik en skoledag fyldt med læring om trafiksikkerhed, musik og oplevelser i selskab med fire store lastbiler.

 

Bag kampagnen står brancheorganisationen International Transport Danmark (ITD), som i mere end ti år har gennemført Lastbilkaravanen. Kampagnen er gratis for skoler og kommuner og giver hvert år tusindvis af børn viden og oplevelser i trafiksikkerhed.

 

”Lastbilkaravanen er vores måde at give noget tilbage til lokalsamfundene og samtidig vise, hvor vigtig transportbranchen er. Vores medlemmer stiller lastbiler til rådighed, og vi giver børnene læring om trafiksikkerhed, de forhåbentlig aldrig glemmer. På den måde håber vi, at vi kan være med til at forhindre færdselsulykker,” udtaler Stefan Schou, direktør i International Transport Danmark.

 

Politikere støtter op om indsatsen

Danmarksdemokraternes transportordfører, Kenneth Fredslund Petersen, deltog i finalen i Padborg for at bakke op om Lastbilkaravanen. Som tidligere chauffør kender han til livet på landevejen og ved, hvor alvorlige de blinde vinkler kan være. Derfor glæder det ham, at børnene får lov til at opleve trafiksikkerhed helt tæt på:

 

”Som tidligere chauffør ved jeg, hvor kritiske blinde vinkler kan være. Uanset hvor meget teknologi vi bygger ind i lastbilerne, kræver det, at alle i trafikken er opmærksomme. Derfor er det stærkt, at Lastbilkaravanen lærer børnene at færdes trygt – jeg bakker fuldt op om indsatsen,” udtaler Kenneth Fredslund Petersen.

 

Borgmesterkandidat fra Venstre i Aabenraa Kommune, Thomas Andresen, deltog også i Lastbilkaravanens finale hos ITD. Han fremhævede kampagnen som et vigtigt bidrag til den generelle trafiksikkerhed i kommunen:

 

”Padborg er et område med meget tung trafik, og derfor er det helt essentielt, at børnene lærer at færdes trygt omkring de store køretøjer. Her giver Lastbilkaravanens koncept virkelig god mening, fordi trafiksikkerhed formidles gennem leg, musik og læring. Det gør børnene dybt koncentrerede, og det sætter sig på en helt anden måde, end hvis de kun fik teori,” udtaler Thomas Andresen.

 

I 12 år har Lastbilkaravanen sat fokus på trafiksikkerhed for børn. I uge 38 besøgte kampagnen fem skoler over hele landet – altid med lastbiler, leg og læring på programmet.

 

SENESTE ITD NYT
onsdag 01. april 2026

Østrigsk kørselsforbud med tre dages varsel skaber kaos

Med blot få dages varsel har Østrig indført kørselsforbud i påsken. Det skaber uforudsigelige vilkår for vognmændene og forsinker transporter på tværs af Europa, advarer International Transport Danmark (ITD).

Østrigsk kørselsforbud med tre dages varsel skaber kaos >
onsdag 01. april 2026

Østrig: Kørselsforbud i påsken og sommeren 2026

Østrig har fastsat en række kørselsforbud i påsken og hen over sommeren for køretøjer eller vogntog over 7,5 ton. Få overblikket her.

Østrig: Kørselsforbud i påsken og sommeren 2026 >
onsdag 01. april 2026

Deltag i webinar og bliv klar til nyt krav om ELO

Snart bliver det obligatorisk at anvende en såkaldt ELO-stregkode ved transporter mellem Frankrig og Storbritannien. Den 7. april har du mulighed for at deltage i et webinar og få styr på de nye regler, før de træder i kraft den 20. april 2026.

Deltag i webinar og bliv klar til nyt krav om ELO >