onsdag 28. maj 2025 09:42

Unge fritidsjobbere kan være vejen til flere chauffører

Vognmænd giver arbejdsdrenge som Magnus et lærerigt og praktisk indblik i deres erhverv samt chaufførfaget. Det er vigtigt for vores branche, som i høj grad skriger på arbejdskraft til fremtiden, fortæller John Skovrup i det nye afsnit af ITD’s podcast “Vognmanden”.

I det nyeste afsnit af ITD’s podcast “Vognmanden” møder vi 13-årige Magnus, der går i 7. klasse på Bække Skole. I sin fritid arbejder han som arbejdsdreng hos John Skovrup, som er formand for ITD. Her får han lov til at skrue, feje, vaske og lytte med, når der bliver fortalt historier fra vejene og nørdet lastbilteknik.

 

I en ny analyse fra IRU konkluderes det, at der på nuværende tidspunkt mangler over 426.000 chauffører på europæisk plan. Det er en mangel, der i høj grad også kan mærkes i Danmark, hvor rekruttering af chauffører i følge STAR mislykkes i over 26% af alle tilfælde. Samtidig nærmer en stor andel af danske chauffører sig pensionsalderen, og i følge IRU er kun 7% af de danske chauffører under 25 år. For at imødekomme disse rekrutteringsudfordringer understreger John Skovrup vigtigheden af at åbne branchen op for nye, unge talenter:

 

“Da jeg startede med at have en arbejdsdreng, var det også fordi, jeg synes, at der påhviler mig et ansvar: Hvis jeg gerne vil have, at unge mennesker søger ind i den her branche, så bliver jeg også nødt til at prøve at åbne mine døre, så de kan få noget viden om vores fag.”

 

Et fritidsjob med retning mod førerhuset

Tjansen hos John er ikke bare et hvilket som helst fritidsjob for Magnus. Udover at det lige nu er “drømmejobbet”, så er det nemlig også et praktisk indblik i den branche, han forestiller sig, han gerne vil være en del af som voksen. Derfor er opfordringen til danske vognmænd fra Magnus heller ikke til at tage fejl af: ansæt en ung fritidsjobber, hvis I har tid og mulighed.

 

Magnus har fra start gået til sine opgaver hos John med gå-på-mod og interesse, og derfor har han langsomt fået ansvar for flere og flere ting. Han arbejder mellem otte og ti timer i måneden alt efter, hvordan det passer ind i Johns forretning. De to har tydeligvis fundet et fællesskab i deres store passion for lastbiler, og som John fortæller i podcasten, mærker han tydeligt Magnus’ engagement:

 

“Det betyder meget mere for mig, end jeg lige havde tænkt, at der er et ungt menneske, der går så meget op i lastbilerne – han er en holdspiller og en del af vores team i Bække. Det er sgu fedt at mærke.”

 

Lyt med til det nyeste afsnit af “Vognmanden” på Spotify eller Apple Podcasts.

SENESTE ITD NYT
onsdag 18. februar 2026

Kraftigt snevejr lukker flere centrale veje i Rumænien

Snefald og kraftig blæst har i dag, onsdag den 18. februar 2026, ført til omfattende lukninger på motorveje og landeveje i det sydlige, centrale og østlige Rumænien. Vi giver dig her overblikket over de berørte strækninger.

Kraftigt snevejr lukker flere centrale veje i Rumænien >
onsdag 18. februar 2026

Motorvej A7 ved Hamborg spærres i kommende weekend

Fra på fredag den 20. februar kl. 22.00 til mandag den 23. februar kl. 05.00 er A7 spærret i begge retninger mellem Stellingen (26) i det nordlige Hamborg og Heimfeld (32) i det sydlige Hamborg. Skal du gennem Hamborg i weekenden, skal du derfor benytte en alternativ rute.

Motorvej A7 ved Hamborg spærres i kommende weekend >
tirsdag 17. februar 2026

Få styr på de nye digitale krav ved indrejse i Storbritannien

Fra den 25. februar 2026 bliver visum til Storbritannien håndteret digitalt som eVisa. Det gælder for personer, der skal have visum til den konkrete rejse, mens øvrige rejsende fortsat skal have en godkendt ETA. Det er derfor vigtigt at afklare, hvilken indrejsetilladelse, der gælder, og hvad du konkret skal gøre, hvis du eller din chauffør er visumpligtig og skal overgå til den digitale løsning.

Få styr på de nye digitale krav ved indrejse i Storbritannien >