mandag 05. maj 2025 15:38

Vejafgift: Ekspert vurderer, at vognmændene har en god sag

Manglende proportionalitet i statens sanktionspraksis gør vejafgiftsbøderne ulovlige. Derfor indgav ITD tidligere på året en klage til EU-Kommissionen. Avisen Danmark har talt med Sune Klinge, forsker i forholdet mellem dansk ret og EU-ret, som udtaler, at vognmændene står med en stærk sag.

I marts kunne ITD offentliggøre, at brancheorganisationen har klaget til EU-Kommissionen, da statens bødepraksis ifølge EU-lovgivning er direkte ulovlig.

 

Der er per 23. april 2025 udstedt over 28.000 vejafgiftsbøder, der alle er takseret til 4.500 kr. per dag per overtrædelse. Netop dette – at bøden altid følger den vejledende sats på 4.500 kr.  er et klokkeklart brud på EU-lovgivningen. Lovgivningen forudsætter nemlig, at alle udstedte bøder skal være proportionelle med overtrædelsens karakter og alvor.

 

På trods af ITD’s mange opfordringer herom har staten siden dag ét kategorisk afvist at lade vejafgiftsbøderne afspejle, om der er tale om hændelige fejl eller forsætligt snyd. For at få myndighederne til at tage det nødvendige ansvar indgav ITD derfor en klage til EU-Kommissionen, hvori brancheorganisationen kræver, at staten stopper sin ulovlige bødepraksis, og at alle ulovligt udstedte vejafgiftsbøder annulleres.

 

Ekspert: Vejafgiftsbøderne bryder med EU-retten

I en artikel bragt i Avisen Danmark fredag den 2. maj vurderer Sune Klinge, lektor i jura ved Københavns Universitet og forsker i forholdet mellem dansk ret og EU-ret, at vognmændene har en stærk sag. Sune Klinges vurdering understøtter ITD’s egne juridiske argumenter og bekræfter, at klagen til EU-Kommissionen hviler på et solidt retligt grundlag.

 

Med afsæt i tidligere afgørelser fra EU-Domstolen konkluderer Sune Klinge nemlig, at én fast bødesats for overtrædelser af vejafgiftsloven ikke er lovlig. “Med andre ord kan man ikke bare fastsætte én sanktion, der ikke tager højde for, hvor slemt reglerne er blevet overtrådt,” udtaler han til Avisen Danmark. Skulle man have fulgt EU-lovgivningen, skulle man i stedet “have indført et spænd i bødernes størrelser, så alle ikke straffes lige hårdt”, forklarer forskeren.

 

Sune Klinge uddyber, at han her og nu ville anbefale vognmændene at undlade at betale bøderne, hvis han var deres advokat. Han beskriver, at konsekvensen af dette vil være en straffesag, hvor vognmændene kan påberåbe sig EU-retten. Dommeren kan så forelægge spørgsmålet for EU-domstolen for at få en vurdering af, om bøderne er i strid med EU-retten. Den proces vil være den hurtigste, og det er deraf, Sune Klinges anbefaling kommer.

 

Formand for ITD, John Agervig Skovrup, understreger, at ITD følger sagen helt til dørs. Han udtaler: "Jeg håber, at EU-Kommissionen sikrer en forholdsvis hurtig og smidig proces. Den situation, vognmændene befinder sig i, har allerede varet alt for længe. Deres retssikkerhed er sat over styr: De bliver mødt af ulovlige bøder, som de ikke selv har nogen kontrol over, og samtidig pålægges de indsigelsesansvaret. Det er ganske enkelt skandaløst."

 

ITD forfølger sagen og vil i løbet af den kommende uge sende anbefalinger ud til alle berørte medlemmer og vognmænd.

SENESTE ITD NYT
fredag 05. december 2025

Dansk EU-formandskab sikrer opbakning til grønnere vejtransport

EU’s transportministre er blevet enige om en indstilling for højere vægtgrænser for nulemissionskøretøjer og grønne kombinerede transporter. Det giver bedre nyttelast og fleksibilitet – men udnytter ikke det fulde potentiale.

Dansk EU-formandskab sikrer opbakning til grønnere vejtransport >
fredag 05. december 2025

Nye muligheder for øget totalvægt og højde fra 2026 og 2027

Flere ændringer til reglerne om vægt og dimensioner for lastbiler og vogntog er nu fastlagt. Vi i ITD har gennem en længere periode arbejdet for mere fleksible rammer, og nu bliver flere af forbedringerne en realitet. Her får du et samlet overblik over de kommende ændringer og de vigtigste forhold, du bør være opmærksom på.

Nye muligheder for øget totalvægt og højde fra 2026 og 2027 >
fredag 05. december 2025

Mulig tilbagebetaling af tysk vejafgift

Der kan være opkrævet et for højt beløb i tysk vejafgift fra 2022 og frem til i dag. Du skal være opmærksom på, at et muligt krav om tilbagebetaling for 2022 forældes ved udgangen af 2025. Vi står klar til at hjælpe dig med at rejse kravet.

Mulig tilbagebetaling af tysk vejafgift >