mandag 17. marts 2025 09:13

Vejafgift: Fejlagtig aflæsning af nummerplade i bødeforlæg

Fejl i aflæsning af nummerplade er ikke isoleret til et specifikt kontrolpunkt. Det viser flere uretmæssige bøder, som ITD er i besiddelse af. Det får formanden for ITD til at opfordre alle vognmænd til at være særligt opmærksomme på korrektheden af både registreringsnummer samt tidspunkt i deres bødeforlæg.

ITD har igennem flere måneder gjort myndighederne opmærksomme på, at der er store systemfejl i det nyligt udrullede vejafgiftssystem. Senest har ITD fremhævet eksempler på biler, der er blevet fejlregistreret ved et nordjysk kontrolpunkt og dermed har modtaget bøder for ikke korrekt betalt vejafgift. Det er sket på trods af, at bilerne på det pågældende tidspunkt holdt stille eller sågar kørte rundt i et andet land.

 

Over en længere periode har ITD endvidere oplyst myndighederne om andre typer af fejlagtige bøder. Det skyldes, at ITD har eksempler på vognmænd, der modtager vejafgiftsbøder for biler, de ikke længere ejer, og i nogle tilfælde aldrig har ejet. Disse tilfælde skyldes fejl, hvor lastbilens nummerplade aflæses forkert. Formand for ITD, John Agervig Skovrup, uddyber:

 

“I nogle specifikke tilfælde har systemet aflæst lastbilers nummerplade forkert. Det resulterer i, at vognmænd modtager bøder for biler, de ikke ejer, fordi systemet bytter om på tal og bogstaver på nummerplader. I nogle tilfælde skyldes det dårlige billeder, og i andre tilfælde kan vi simpelthen ikke blive kloge på, hvorfor fejlen opstår, da nummerpladen fremgår helt tydeligt af fotoet.”

 

I den forbindelse har ITD flere gange opfordret Sund & Bælt til at få tilrettet kontrolsystemet, så disse fejlagtige bøder stoppes, og der ikke udstedes bøder til biler, der på kontroltidspunktet har været afmeldt.

 

Vognmænd bør dobbelttjekke deres bøder for fejl

Ifølge formand for ITD, John Agervig Skovrup, er det dybt problematisk, at vognmænd ikke kan stole på vejafgiftssystemet og samtidig tvinges til at bruge tid og ressourcer på en besværlig indsigelsesproces. Problemet forværres af, at fejlene ikke er begrænset til enkelte kontrolpunkter, men optræder på tværs af systemet. Derfor opfordrer formanden alle vognmænd til at gennemgå deres vejafgiftsbøder grundigt:

 

“På nuværende tidspunkt ser vi ikke noget mønster i, hvorfor fejlen opstår. Derfor må jeg på det kraftigste opfordre alle vognmænd til at være opmærksomme på detaljerne i deres bødeforlæg. Er tidspunkt, nummerplade og lokation korrekte? Er man det mindste i tvivl, er det vigtigt, at man ikke bare betaler, men at der gøres indsigelse. Vi vognmænd skal kunne stole på vejafgiftssystemet.”

 

ITD følger fortsat sagen nøje. Alle medlemmer og kunder, der har Telepass via VIALTIS, opfordres til at sende deres vejafgiftsbøder til ITD’s chefjurist på mail: mfe@itd.dk, så ITD kan håndtere den juridiske vurdering og gøre indsigelser.

SENESTE ITD NYT
onsdag 01. april 2026

Østrigsk kørselsforbud med tre dages varsel skaber kaos

Med blot få dages varsel har Østrig indført kørselsforbud i påsken. Det skaber uforudsigelige vilkår for vognmændene og forsinker transporter på tværs af Europa, advarer International Transport Danmark (ITD).

Østrigsk kørselsforbud med tre dages varsel skaber kaos >
onsdag 01. april 2026

Østrig: Kørselsforbud i påsken og sommeren 2026

Østrig har fastsat en række kørselsforbud i påsken og hen over sommeren for køretøjer eller vogntog over 7,5 ton. Få overblikket her.

Østrig: Kørselsforbud i påsken og sommeren 2026 >
onsdag 01. april 2026

Deltag i webinar og bliv klar til nyt krav om ELO

Snart bliver det obligatorisk at anvende en såkaldt ELO-stregkode ved transporter mellem Frankrig og Storbritannien. Den 7. april har du mulighed for at deltage i et webinar og få styr på de nye regler, før de træder i kraft den 20. april 2026.

Deltag i webinar og bliv klar til nyt krav om ELO >