fredag 11. april 2025 14:40

Vejafgift: Hvor bliver konduiten af?

Sund & Bælt følger ikke transportministerens klare udmeldinger om at annullere vejafgiftsbøder, der åbenlyst skyldes tekniske eller menneskelige fejl. Det understreger en ny aktindsigt, som Lastbil Magasinet har fået indsigt i.

I midten af marts 2025 begyndte de første svar på ITD’s mange bødeindsigelser at tikke ind. Hurtigt tegnede der sig et meget nedslående billede: Afvisning på afvisning i bødesager, hvor der åbenlyst var tale om hændelige fejl. ITD kunne derfor hurtigt konstatere, at Sund & Bælt ikke udviste den konduite, som transportministeren gentagne gange har kommunikeret.

 

I midten af februar stod ministeren nemlig på Folketingets talerstol og lovede en høj grad af konduite overfor de vognmænd, der forsøger at overholde loven. I et interview med Avisen Danmark udtalte han yderligere, at alle bøder, der er udstedt på baggrund af tekniske eller menneskelige fejl, vil blive annulleret.

 

På trods af, at ministerens konduiteudmeldinger ikke var - eller er - en holdbar løsning på den uretmæssige bøderegn, tog ITD positivt imod ministerens håndsrækning til de danske vognmænd. Positivismen var dog forgæves. Det står for alvor klart i en ny aktindsigt fra Færdselsstyrelsen, som Lastbil Magasinet har fået adgang til. Tallene viser, at styrelsen pr. 8. april 2025 har færdigbehandlet 2.869 indsigelser. Kun i 602 tilfælde er bøden blevet annulleret. Med andre ord: Vejafgiftsbøder bliver kun annulleret i hver femte af de behandlede indsigelser. Formand for ITD, John Agervig Skovrup, udtaler:

 

“I ITD ser vi samme billede, hvor cirka 76% af de indsigelser, vi har indsendt på vegne af vores medlemmer, er blevet afvist. Derfor er jeg ikke overrasket over de nye tal. Men jeg må indrømme, at jeg er rystet over, at Sund & Bælt simpelthen ignorerer transportministerens lovede konduite. Hvordan kan det lade sig gøre? Det her understreger behovet for at suspendere alle vejafgiftsbøder udstedt til vognmænd, der ikke forsætligt har snydt med betalingen.”

 

Vognmænd efterlades med ansvaret

Den aktindsigt, som Lastbil Magasinet har fået adgang til, viser yderligere, at Færdselsstyrelsen pr. 2. april har modtaget 8.411 indsigelser imod vejafgiftsbøder. Det er indsigelser, som vognmændene selv er pålagt ansvaret for. Problemet er imidlertid, at det er en ressourcekrævende proces, der koster dyrebar tid i vognmandsforretningerne.

 

Derfor har ITD flere gange påpeget, at man bør fjerne ansvaret for indsigelserne fuldstændigt fra vognmændenes skuldre. John Agervig Skovrup uddyber:

 

“Transportministeren anerkender jo, at vejafgiftssystemet er fejlbehæftet i en sådan grad, at det udsteder uretmæssige bøder. Vi har allesammen set eksemplerne. Alligevel pålægges vognmændene ansvaret og forhindres i at passe deres egentlige forretning. Nu tvinges de så også til at tage ansvar for, at myndighederne ikke kan finde ud af at overholde ministerens udmeldinger? Det er jo en helt skæv ansvarsforskubning.”

 

ITD følger fortsat vejafgiftsskandalen tæt og arbejder for større afklaring for vognmændene.

SENESTE ITD NYT
torsdag 29. oktober 2026

Vognmanden: Hvad betyder usikkerheden i landbruget for vognmændene?

Transportbranchen mærker også konsekvenserne af landbrugets usikre fremtid. I det nye afsnit af Vognmanden fortæller Rasmus De Klerk Jørgensen fra HV-Transport om, hvad der er på spil for danske vognmænd og livet i landdistrikterne.

Vognmanden: Hvad betyder usikkerheden i landbruget for vognmændene? >
torsdag 29. oktober 2026

Nye kontaktveje til Toldstyrelsens Kundecenter fra 2. november

Fra den 2. november 2026 ændrer Toldstyrelsen kontaktvejene til Kundecentret for spørgsmål om told og toldsystemer. Fremover kan du benytte en ny kontaktformular til skriftlige henvendelser, mens telefoniske henvendelser samles på ét nummer.

Nye kontaktveje til Toldstyrelsens Kundecenter fra 2. november >
onsdag 28. oktober 2026

Åbent Vognmandsmøde: Husk at tilmelde dig senest i morgen

På lørdag samler vi branchen til Åbent Vognmandsmøde hos Scania i Ishøj. Her skal vi omkring både verdenssituationen, dansk politik og transportbranchen, inden vi sætter os til bords med helstegt pattegris og flødekartofler. Vil du med? Så husk, at sidste tilmeldingsfrist er i morgen, torsdag den 29. oktober.

Åbent Vognmandsmøde: Husk at tilmelde dig senest i morgen >