tirsdag 24. februar 2026 16:22

ITD-formand tordner mod reducerede toldåbningstider

Toldstyrelsens sene udmelding om markant reducerede åbningstider skaber stor usikkerhed, presser virksomhedernes planlægning og risikerer at føre til store forsinkelser – selv efter mindre justeringer.

Fra 1. marts 2026 reduceres åbningstiderne markant på en række toldekspeditioner i Danmark. På trods af mindre justeringer, der kommer efter branchekritik, rammer ændringerne især grænseovergangen i Padborg, som er et af Danmarks vigtigste knudepunkter for international vejgodstransport.

 

“I en tid, hvor der er massivt politisk fokus på at styrke dansk og europæisk konkurrenceevne, er det helt skævt at forringe vilkårene ved landets import- og eksportporte. Padborg er Danmarks forbindelse til Europa, og når man skærer så markant i åbningstiderne, risikerer det at skabe forsinkelser og ekstra omkostninger. Det er det stik modsatte, der skal til, hvis vi vil styrke Danmarks konkurrenceposition,” siger John Agervig Skovrup, formand for International Transport Danmark (ITD).

 

I Toldstyrelsens første udmelding den 6. februar 2026 fremgik det, at den samlede ugentlige åbningstid i Padborg blev reduceret fra 149 timer til 82 timer – et fald på 67 timer om ugen. Den 24. februar 2026 har styrelsen justeret åbningstiderne, så toldekspeditionen i Padborg nu holder åbent to timer længere om lørdagen. Frihavnen er i justeringen fritaget for ændringer, og DFDS-terminalen har atter åbent i weekenden – nu fra 9.00-11.00 lørdag og søndag.

 

Kort varsel presser danske vognmænd

Ændringerne af toldekspeditionernes åbningstider meldes ud med meget kort varsel og træder allerede i kraft den 1. marts 2026. For mange virksomheder er ruteplanlægning, bemanding og aftaler med kunder fastlagt langt frem i tiden, og de nye åbningstider skaber derfor stor usikkerhed i driften.

 

“Det er positivt, at Toldstyrelsen har lyttet til branchens kritik og justeret de reducerede åbningstider en smule. Men det forbedrer desværre ikke situationen i Padborg, hvor de nye åbningstider rammer direkte ind i virksomhedernes planlægning og leveringssikkerhed. Samtidig er varslet urimeligt kort og efterlader virksomhederne uden reel mulighed for at tilpasse sig,” siger John Agervig Skovrup.

 

ITD opfordrer derfor til, at åbningstiderne genovervejes, så de i højere grad afspejler virksomhedernes behov og den centrale rolle, som Padborg spiller for dansk og international vejgodstransport.

SENESTE ITD NYT
mandag 16. marts 2026

Midlertidige lukninger af Mont Blanc- og Fréjus-tunnelerne

Hvis du kører mellem Frankrig og Italien, skal du være opmærksom på, at trafikken gennem Mont Blanc- og Fréjus-tunnelerne i den kommende periode bliver påvirket som følge af planlagt vedligeholdelsesarbejde.

Midlertidige lukninger af Mont Blanc- og Fréjus-tunnelerne >
mandag 16. marts 2026

Kørselsforbud i april 2026

Flere europæiske lande har dage med kørselsforbud i april 2026. Du kan finde oversigten på ITD’s hjemmeside.

Kørselsforbud i april 2026 >
mandag 16. marts 2026

Fremover skal du oprette importangivelser i DMS Import

Det nye importsystem DMS Import er nu sat i fuld drift. Det betyder, at du fremover kun kan oprette importangivelser i det nye system.

Fremover skal du oprette importangivelser i DMS Import >