mandag 31. oktober 2022 12:40

Valget nærmer sig sin afslutning, men uden nogen reelle løsninger for branchen

Velkommen til nyhedsbrevet "Nyt fra formandens førerhus", som ITD's bestyrelsesformand, John A. Skovrup, med mellemrum sender ud til medlemmerne af ITD. Det er valgdag i morgen, og vi har gennem fire uger lagt ører til løfter og gaver fra politikerne. Men man skal ikke betale valgløfter med flere afgifter og skatter til virksomhederne, lyder budskabet fra formanden.

Vi har gennem de sidste fire uger lagt ører til alverdens løfter og gaver, men intet er tiltænkt transportbranchen eller virksomheder helt generelt.

 

Man bliver faktisk en smule trist, når man oplever så virkelighedsfjerne politikere stå og love gaver ud til højre og venstre, uden nogen form for ide til, hvor pengene skal komme fra.

 

Jeg har et bud på, hvor de vil finde pengene - nye afgifter og skatter ligger lige til højrebenet!

 

Men politikerne gør bare ondt værre med den tilgang. I svære tider skal man ikke gøre det mere besværligt for virksomheder, men derimod lette byrderne, så der også i fremtiden er skattekroner til samfundet.

 

Men vores egen transportbranche bliver stort set ikke hørt eller set til, medmindre, der skal findes midler til gaverne, som politikerne lover.

 

Senest var det SF, der ville skære i infrastrukturaftalen for at bruge pengene andre steder. Men den gode Anne Valentina Berthelsen (SF) glemmer lykkeligt, hvordan velstand skabes! Det sker ved at varer produceres og sælges. Når varen er solgt, skal den kunne leveres, og det gøres bedst og mest effektivt med lastbil, som kræver god infrastruktur.

 

Politikerne glemmer fuldstændigt, hvor afgørende branchen er, for at opretholde velstandsniveauet i Danmark!

 

Den grønne omstilling af transportbranchen har ikke fyldt så meget denne valgkamp, men den skal nok blusse op igen efter valget. Men vi skal som branche stå fast på, at vi ikke kan løse den opgave, politikerne har pålagt os, uden de rette rammer.

 

Og rammerne er langt fra på plads. Den kilometerafgift, som de ”røde” har planlagt, er ikke gavnlig for grøn omstilling. Den gør det kun markant dyrere at være dansker, og den udstiller det offentliges frås, når der skal bruges en kvart mia. kroner på administration hvert år.

 

Mangel på arbejdskraft er kommet på dagsordenen, men kun inden for de offentlige områder. Vi har som branche gjort opmærksom på denne problemstilling i årevis, men intet er sket. Hvis der skal være penge til alt det, politikerne lover i valgkampen, skal der virkelig skabes bedre rammer for det private erhvervsliv og vore medarbejdere.

 

Vi i transportbranchen kan ikke være tjent med, at vore medarbejdere og vi selv risikerer bøder i 1000 kroners klassen, når vi drejer nøglen hver morgen. Det 42 siders bødekatalog SKAL mindskes, så vi har en reel chance for at rekruttere nye medarbejdere. Samtidig er det en uskik, at vi som den eneste branche bliver kontrolleret på arbejdstidsdirektivet, og at vore medarbejdere straffes for at tage en ekstra tørn i travle perioder.

 

Jeg har personligt været til et par vælgermøder og har haft lejlighed til at spørge politikere ind til netop disse forhold. Og det er ikke opløftende svar, man får på sine spørgsmål. Så vi har til stadighed en stor opgave i at få gjort opmærksom på problemstillingerne.

 

For uden en stærk transportbranche går landet i stå, og vi mangler indtægter til fællesskabet og den højt besungne velfærd.

 

Jeg vil hermed ønske alle en god valgdag i morgen. Jeg håber, I kan finde en kandidat, som rent faktisk vil hjælpe branchen, frem for at spænde ben for os.

SENESTE ITD NYT
fredag 20. marts 2026

Nye krav til luftfragt: Har du styr på godkendelserne?

Den 1. januar 2026 trådte nye regler for sikkerhedskontrolleret luftfragt og luftpost i kraft. Kører du med denne type gods, skal du være opmærksom på, at du fremover skal leve op til en række nye krav. Der er en overgangsperiode frem til udgangen af 2026, men derefter skal kravene være opfyldt.

Nye krav til luftfragt: Har du styr på godkendelserne? >
torsdag 19. marts 2026

ADR Nyhedsbrev marts 2026

ADR Nyhedsbrev nummer 1 2026 indeholder følgende emner: Opdaterede materialer – Egenkontrol af ildslukkere med i prisen for ADR Sikkerhedsrådgivning – Pas på tunnelkoder ved transport af begrænsede mængder (LQ) over 8 tons – Beredskabsstyrelsen om krav til brandbestandighed af orange skilte – ADR kap. 1.3-uddannelse skal repeteres

ADR Nyhedsbrev marts 2026 >
torsdag 19. marts 2026

Langvarigt vejarbejde spærrer central rute i Rumænien for tung transport

Frem til midten af juni 2026 er en central strækning på DN7 mellem Râmnicu Vâlcea og Sibiu lukket for køretøjer over 7,5 ton i dagtimerne. Det betyder omkørsler, potentielle forsinkelser og ændret planlægning af kørslen. Vi giver dig overblikket over restriktionerne samt alternative ruter.

Langvarigt vejarbejde spærrer central rute i Rumænien for tung transport >