fredag 03. november 2023 11:41

ITD på turné og trælse politiske udmeldinger

Velkommen til nyhedsbrevet ”Nyt fra formandens førerhus”, som ITD’s bestyrelsesformand, John A. Skovrup, med mellemrum sender ud til medlemmerne. Denne gang fortæller bestyrelsesformanden om den turné, som ITD i de kommende måneder tager på sammen med transportminister Thomas Danielsen. Og der er nok at tale med ministeren om, for nu taler man på Christiansborg også om at indføre en dieselafgift, efter Folketinget tidligere i år vedtog en kilometerafgift.

I november, december og januar måned tager transportminister Thomas Danielsen sammen med ITD på en turné rundt i landet. Ministeren besøger fem byer i fem landsdele, og det er ITD-medlemmer, der har været så venlige at lægge hus til i alle fem byer. Vi besøger Hjørring, Odense, Randers, Køge og sidste stop bliver ”hjemme” hos ITD på Lyren 1 i Padborg, hvor vi holder nytårskur. 

 

Der er gratis adgang til arrangementerne, så gå ind på vores hjemmeside og meld jer til. Vores direktør, Stefan K. Schou, er ordstyrer og interviewer ministeren, men der bliver også mulighed for, at I kan stille spørgsmål direkte til transportministeren. Vi sørger for aftensmad, drikkevarer og kaffe, så I behøver ikke gøre andet end at tilmelde jer og så ellers møde op med gode spørgsmål til ministeren. Jeg håber, at mange af jer kan finde tid til at komme forbi, selvom jeg godt ved, at det ikke bugner med plads i jeres travle kalendere.  

 

Der er rigtig mange ting, som jeg personligt gerne vil høre ministeren fortælle om og forklare. For jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg godt kan blive bekymret, når jeg hører nogle af de meldinger, vi hører fra Christiansborg i forhold til transportbranchen og hele den grønne omstilling.  

 

Vi har netop set en kilometerafgift blive vedtaget, og allerede nu begynder Folketinget at tale om at indføre en dieselafgift. Der tegner sig desværre et billede af, at man kan beslutte hvad som helst politisk, så længe det foregår i den grønne omstillings navn – og hvis man som brancheaktør tillader sig at komme med argumenter imod, så er man modstander af klimaindsatsen.  

 
Derfor bliver debatten unuanceret, og personligt mener jeg, at der fra nogle af de politiske partier er en noget naiv indstilling til, hvilke grønne initiativer det er muligt at indføre her og nu. Forudsætningen for at udøve sin forretning må til enhver tid være, at man på Christiansborg skaber rimelige rammevilkår for aktørerne, og det er der desværre nogle af politikerne, der ikke helt forstår.    
 
Mange vognmænd er lige nu pressede. Vi behøver bare se på regnskaberne fra mange af branchens aktører, hvor selv DSV går tilbage, og det giver desværre et meget retvisende billede på branchens situation her og nu, hvor både store og små aktører er udfordrede. Kriser har vi før oplevet og kommet igennem – og det gør vi også denne gang. Men umulige eller delvist umulige krav fra politikere, der gerne vil profilere sig som grønne, gør altså ikke turen igennem krisen lettere.  

 

I ITD har vi den holdning, at vi gerne vil den grønne omstilling, men teknologien og økonomien skal også følge med, ellers giver det jo ikke rigtig mening. Derfor har vi en kritisk, men også konstruktiv og løsningsorienteret dialog med både politikerne og embedsfolkene. Der er behov for at få fakta på bordet, når der skal lovgives, for vi kan ikke leve med, at politiske beslutninger tager udgangspunkt i følelser. 

 

Det synes vi faktisk ikke er et særligt urimeligt krav, men derimod en ret grundlæggende præmis, hvis vi skal have skabt en grøn omstilling i Danmark, der tager udgangspunkt i et velfungerende og rentabelt transporterhverv.  

 

 

SENESTE ITD NYT
tirsdag 31. marts 2026

Begrænsede åbningstider hos Toldstyrelsen i påsken

Vær opmærksom på, at Toldstyrelsens Vejledning og Servicedesk har ændrede åbningstider i påsken, og at flere toldsteder har lukket eller begrænsede åbningstider i perioden. Toldstyrelsen anbefaler, at du eller din chauffør medbringer en stregkode til angivelsen for at sikre en hurtigere og mere smidig ekspedition.

Begrænsede åbningstider hos Toldstyrelsen i påsken >
mandag 30. marts 2026

DIWASS: Erhvervets bekymringer hørt

Vi har via Miljøstyrelsen gjort EU-Kommissionen opmærksom på vores bekymring for en alt for presset implementering af DIWASS. Vores henvendelse har resulteret i, at EU-Kommissionen nu henstiller til, at medlemsstaterne udviser fleksibilitet og fortsætter med den nuværende praksis for grønlistet affald.

DIWASS: Erhvervets bekymringer hørt >
mandag 30. marts 2026

Næste skridt for digital afhentning i de tyske Nordsøhavne

Fra uge 13 2026 er der taget endnu et skridt i den digitale procedure ved afhentning af containere i Hamborg, Bremerhaven og snart også Wilhelmshaven.

Næste skridt for digital afhentning i de tyske Nordsøhavne >