onsdag 11. maj 2016 10:10

Aftale mellem Krifa og ITD Arbejdsgiver på plads

Krifa og ITD Arbejdsgiver har indgået aftale om overenskomst på transport- og logistikområdet. Ifølge parterne bygger aftalen på en overenskomst, der har maksimalt fokus på fleksibilitet, og hvor den lokale aftaleindgåelse spiller en væsentlig rolle. Med overenskomsten ønsker ITD Arbejdsgiver og Kristelig Fagforening (Krifa) at fremme et godt samarbejde samt sikre rolige og stabile arbejdsforhold.

Aftalen faldt på plads onsdag den 11. maj 2016, da aftalen blev underskrevet af formændene for henholdsvis Krifa og ITD Arbejdsgiver. Aftalen vil forny danske transport- og logistikvirksomheders tilgang til overenskomster.

 

- Vi er glade for, at vi sammen med Krifa har taget et stort og vigtigt skridt for den professionelle danske transport- og logistiksektor. Vores overenskomst er skabt ud fra et ønske om at skabe mere fleksibilitet i forhold til de overenskomster, der findes i dag. Det handler om at skabe de bedst mulige arbejdsbetingelser for alle parter, og det er vi kommet godt i mål med, siger Gert Jakobsen, formand for ITD Arbejdsgiver.

 

Krifas formand, Søren Fibiger Olesen tilføjer:

- Vi indgår denne aftale for at tilbyde en nutidig og fleksibel overenskomst til de mange chauffører og transportvirksomheder, som i dag ikke har en overenskomst. Med denne overenskomst er vi med til at sikre solide rammer og gode vilkår for langt flere.

 

Krifas og ITD Arbejdsgivers overenskomst er landet på en mindsteløn for chauffører, lagermedarbejdere, mekanikere og øvrige ansatte på 137,00 kr. pr. time. Ud over mindstelønnen skal der i hvert enkelt tilfælde forhandles personlig løn mellem virksomheden og medarbejderen, som baseres på ansvar, erfaring og anciennitet, ligesom diverse tillæg også vil indgå i denne del.

 

- Den overenskomstaftale, vi har indgået, betyder, at den enkelte chauffør, lagermedarbejder eller anden medarbejder i en transport- og logistikvirksomhed vil kunne forhandle sig til en række goder alt efter anciennitet og kvalifikationer. Det betyder, at den erfarne kranfører kan få en bedre løn end den nyuddannede. På den anden side er den nyuddannede sikret en fornuftig mindsteløn. Virksomhederne står også godt med den nye overenskomst. Det, at den enkelte virksomhed får mulighed for lokalt at tilpasse overenskomsten til netop deres behov, er et kæmpe skridt frem, siger Gert Jakobsen.

 

Aftalen adskiller sig også markant fra andre overenskomster ved at bygge på et dialogsyn, der bl.a. betyder, at parterne ikke må anvende kollektive kampskridt, såsom strejke, blokade og lockout, og i stedet tilstræber gennem samarbejde at finde fredelige løsninger af sociale og faglige spørgsmål. Det gælder både ved forhandlinger om overenskomsten, ved tolkning af bestemmelser i overenskomsten og i det daglige samarbejde. 

 

- Vi mener, at arbejdsgiver og arbejdstager er hinandens forudsætninger og ikke modsætninger, hvilket er en holdning, som Krifa og ITD Arbejdsgiver deler til fulde. Forhandlingerne har netop vist, at vi kan nå rigtig langt med dialogen og skabe gode vilkår i moderne rammer for alle parter, siger Søren Fibiger Olesen.

 

Arbejdsglæde og trivsel er et nyt, men vigtigt element i den nye overenskomstaftale. Krifa og ITD Arbejdsgiver har givet hinanden håndslag på, at man ved siden af overenskomsten vil arbejde på at fremme arbejdsglæde, som betegnes som en ny tilgang til overenskomster.

 

- Vi vil gå nye veje med denne overenskomst, og vi har haft den gode arbejdslyst som målsætning hele vejen. Derfor har vi sammen afsat en pulje, som skal forbedre trivslen for danske chauffører og således sætte nye standarder for trivsel og arbejdsglæde. Det betyder blandt andet, at vi vil undersøge og analysere trivslen for chauffører og herefter arbejde med konkrete initiativer, som skal forbedre arbejdslysten, siger Søren Fibiger Olesen.

 

Overenskomsten mellem Krifa og ITD Arbejdsgiver er gældende fra 15.05.2016 til 30.06.2017.

 

Kontakt:

  • Søren Fibiger Olesen, formand for Krifa, mobil: 2544 4008
  • Gert Jakobsen, Formand for ITD Arbejdsgiver, mobil: 2020 8966

 

Fakta om overenskomstaftalen mellem ITD Arbejdsgiver og Krifa 

SENESTE ITD NYT
fredag 27. juni 2025

ITD indgår eksklusiv speditøraftale med Q8Truck – giver medlemmer rabat på diesel

Som ITD-medlem kan du nu få rabat på diesel hos Q8Truck-stationer samt Q8 og F24 – rabatten afhænger af årligt forbrug.

ITD indgår eksklusiv speditøraftale med Q8Truck – giver medlemmer rabat på diesel >
torsdag 26. juni 2025

“Vognmanden” tager temperaturen på branchens grønne omstilling

Andelen af ellastbiler i Danmark er kun steget med 0,3 % på et år. Men hvorfor går branchens omstilling fra diesel til el ikke hurtigere? Det ser værterne på ITD’s podcast “Vognmanden” nærmere på i den nye episode, hvor de har inviteret Dennis Hartung i studiet.

“Vognmanden” tager temperaturen på branchens grønne omstilling >
onsdag 25. juni 2025

ITD klager over mørklægning af vejafgiftsdata

Sund & Bælt nægter at give offentligheden indsigt i tallene bag transportministerens påstande om, at vejafgiften fungerer, som den skal – og vil heller ikke oplyse, hvordan det digitale kontrolsystem bag afgiften er blevet testet. Nu har ITD fået nok og har indgivet en formel klage over den manglende transparens.

ITD klager over mørklægning af vejafgiftsdata >