onsdag 14. august 2019 08:52

ITD mødes med transportminister Benny Engelbrecht

Der er en lang række aktuelle transporttemaer på agendaen, når ITD på fredag den 16. august 2019 mødes med landets nye transportminister, Benny Engelbrecht, i Transportministeriet i København.

ITD’s formand Christian Sørensen Madsen, administrerende direktør Carina Christensen og chef for politisk afdeling Jørn-Henrik Carstens mødes på fredag med den nye transportminister, Benny Engelbrecht, og forventningerne til en god dialog med ministeren er høje.

- Vi ser meget frem til vores møde med landets nye transportminister. Vi vil på mødet ikke mindst opfordre ham til at lægge mange politiske kræfter i vejpakkeforhandlingerne, så der snarest muligt sikres nye fælles spilleregler for den europæiske vejgodstransport. Vi har ventet i årevis på, at de ansvarlige politikere får et nyt regelsæt på plads. Vi håber, at Benny Engelbrecht bliver den danske transportminister, der kan skrive ”opgaven fuldført” ud for Vejpakken, siger ITD’s administrerende direktør, Carina Christensen. 

Også klimaet vil blive drøftet på mødet:

- Erhvervet har længe efterlyst en klar politisk strategi for grøn omstilling af de tunge transporter. Det håber vi at få nu. Den grønne omstilling af vejgodstransporten når ikke i mål, hvis erhvervet ikke får nogle klare og målrettede pejlemærker at sigte efter. Transportbranchen er kompleks, og der er mange forskellige køretøjstyper og transportopgaver. Derfor er vores anbefaling, at den kommende regering hurtigst muligt nedsætter en klima- og miljøkommission med et bredt udsnit af repræsentanter fra branchen med henblik på at etablere en klar strategi for grøn vejgodstransport, i forhold til hvilken vej man ønsker at gå i Danmark - og resten af Europa - i forhold til fremtidig klima- og miljøregulering. Der skal ses på det store klimapotentiale, der for eksempel ligger i bedre udnyttelse af infrastrukturen, øget lastekapacitet for lastbiler, modulvogntog, alternative drivmidler og meget mere, siger Carina Christensen.

Infrastrukturinvesteringer – herunder rastepladsproblematikken - vil også blive vendt med ministeren:

- Håndhævelsen af 25-timers reglen har gjort hverdagen vanskelig for chaufførerne, og sanktioneringen af parkering uden for båsene har reduceret antallet af tilgængelige rastepladser væsentligt. Vi står lige nu i en situation med øget pladsmangel og bøder til chaufførerne, som skal holde deres lovpligtige hvil, grundet den nye praksis med at sanktionere parkering uden for de afmærkede båse. Vores håb er, at der snarest kan optimeres på udnyttelsen af parkeringsarealerne, så der opmærkes flere båse – og at myndighederne slækker på den nuværende praksis, så ingen får bøder, så længe de ikke holder til gene for de øvrige trafikanter, og så længe de holder under 25 timer. Der er også en skjult kapacitet i måske at udnytte noget af området, som er reserveret til busser og privatbiler, som typisk ikke benytter rastepladser i stor udstrækning om natten. Dette vil vi drøfte med ministeren, siger ITD’s formand, Christian Sørensen Madsen.

Der vil på mødet også blive en snak om bødestørrelser:

- Trods talrige indsigelser fra ITD valgte Folketinget i starten af maj 2019 at vedtage forhøjede bødesatser for fejl og mangler ved tunge køretøjer. De nye regler flerdobler bøderne til lastbilchauffører og vognmænd, hvis der konstateres alvorlige, sikkerhedskritiske fejl på deres køretøj. I ITD mener vi, at det er en klar ommer. Begrundelsen for stramningen er for tynd, og bøderne rammer helt skævt. Det vil vi gøre ministeren klart opmærksom på. Der skal kunne skelnes mellem bevidst sjusk og fejl, som ikke kan opdages i hverdagen. For det er helt klart i orden med bøder, når der er åbenlyse fejl, som chaufføren kender til eller opdager. Men det er dybt uretfærdigt med bøder for fejl, som chaufføren ikke har en chance for at kende eller kan tjekke selv, siger Jørn-Henrik Carstens, chef for ITD’s politiske afdeling.

Også ITD’s verserende klage over ulovlig statsstøtte til PostNord vil blive vendt på mødet: 
  

- ITD har lagt massivt pres på EU-Kommissionen i sagen om ulovlig statsstøtte til Post Danmark, og det har virket. Vi vil fortælle ministeren, at vi med sagen vil have vished for, at statsstøtten til Post Danmark ikke bidrager til at udkonkurrere private vognmænd. Danske transport- og logistikvirksomheder har ikke noget som helst imod konkurrence. Det er de vant til. Men, de hverken vil eller skal finde sig i at konkurrere med et selskab som PostNord, der med statsstøtte i ryggen kan dumpe priserne på levering af varer og stykgods, slutter Carina Christensen.  

 

 

 

SENESTE ITD NYT
torsdag 28. november 2024

Ændringerne i vejafgiften er vedtaget

Så kom der endelig en afklaring: Folketinget har i dag vedtaget de tidligere varslede ændringer i vejafgiftsloven, som bl.a. indebærer en forhøjelse af dieselafgiften på 52 øre per liter og en midlertidig nedsættelse af den kilometerbaserede vejafgift, der træder i kraft ved årsskiftet.

Ændringerne i vejafgiften er vedtaget >
onsdag 27. november 2024

Færdselsstyrelsen har taget nye systemer i brug til kontrol af køre- og hviletid

Virksomheder, der er indkaldt til kontrol af køre- og hviletidsreglerne, skal fremover anvende en ny virksomhedsportal til indsendelse af data.

Færdselsstyrelsen har taget nye systemer i brug til kontrol af køre- og hviletid >
tirsdag 26. november 2024

Frankrig: Landmænd protesterer igen – uge 48

I denne uge protesterer franske landmandsforeninger endnu engang.

Frankrig: Landmænd protesterer igen – uge 48 >