mandag 21. november 2022 08:19

Nye bøder for chaufførers arbejdstid kommer på det værst tænkelige tidspunkt

Fra den 21. november falder der bøder, hvis chauffører lægger for mange timer på landevejen. Dermed kan chauffører nu få bøder for at arbejde for mange timer, selvom de i øvrigt overholder køre- og hviletidsreglerne. Det nye bøderegime har været stærkt kritiseret i branchen, og især begrænsninger i natkørsel volder store problemer. ITD opfordrer til, at der bliver luget ud i knasterne i reglerne.

Mandag den 21. november udløber perioden med vejledende kontrol af de nye arbejdstidsregler for chauffører, som betød, at reglerne indtil nu ikke er blevet sanktioneret.

 

Dermed vil myndighederne nu uddele bøder, hvis chauffører lægger for mange ugentlige timer på landevejen, eller hvis de kører mere end 10 timers kørsel, der starter om natten. Kontrollen vil ske som led i kontrollen af køre- og hviletidsreglerne.

 

Og selvom der er blevet lyttet til mange af branchens bekymringer, inden bøderne nu begynder at falde, er det stærkt kritisabelt, at branchen skal underlægges flere bøder.

 

- Transportbranchen er et af de mest gennemregulerede områder, og antallet af bøder, som chauffører og vognmænd kan få for at gå på arbejde, er ødelæggende for branchen. Derfor er det nye regelsæt med flere bøder en torn i øjet på vores vognmænd og chauffører, siger Henriette Kjær, politisk chef i ITD.

 

ITD har lagt et stort pres på myndighederne for at få lettet reglerne, så de belaster branchen mindst muligt. Men der er stadig nogle knaster i reglerne, som rammer branchen hårdt.

 

- Myndighederne har lyttet til mange af branchens bekymringer, men vi må bare konstatere, at reglerne stadig rammer alt for hårdt. F.eks. tvinger begrænsninger i natkørsel mange vognmænd til at flytte kørslen til dagtimerne, hvor der er trængsel. Og det giver ingen mening midt i en energikrise, hvor vi skal begrænse brændstofforbruget mest muligt, siger Henriette Kjær, som håber, at den kommende regering vil tage en diskussion af reglerne.

 

Derudover er der mange vognmænd og chauffører, som må skære gevaldigt ned i deres kørsel for at undgå bøder. Og det giver ingen mening i en tid med chauffør- og kapacitetsmangel. Især når reglerne ikke har noget med trafiksikkerheden at gøre.

 

 - Den nye arbejdstidskontrol kommer desværre på det værst tænkelige tidspunkt. For det tvinger chauffører til at arbejde mindre og på andre tidspunkter, end de gerne vil. Og vognmændene skal samtidig investere i flere lastbiler for at lave det samme arbejde. Det skader den grønne omstilling og virksomhedernes muligheder for at klare sig gennem krisen, siger Henriette Kjær.

 

Den nye kontrol er en del af Vejpakken, som medførte et krav om myndighedskontrol med arbejdstiden for mobile lønmodtagere og selvstændige vognmænd.  

 

SENESTE ITD NYT
tirsdag 15. juli 2025

Østrig - Lukning af Arlbergtunnelen i september

Fem dage i september lukkes Arlbergtunnelen om natten, der etableres omkørsel via B197.

Østrig - Lukning af Arlbergtunnelen i september >
mandag 07. juli 2025

25-timers-reglen afskaffes: Fantastiske nyheder for branchen

Efter længere tids opfordring fra ITD afskaffer Transportministeriet nu 25-timers-reglen. Ophævelsen af parkeringsreglen træder i kraft den 1. januar 2026. “Et nødvendigt opgør med en håbløs regel,” udtaler formand for ITD, John Agervig Skovrup.

25-timers-reglen afskaffes: Fantastiske nyheder for branchen >
fredag 04. juli 2025

Vejledningen er klar: Nu kan du forberede din ansøgning til årets grønne pulje

Der åbnes for ansøgninger til årets pulje til grøn omstilling den 3. september 2025 – læs vejledningen og gør dig klar i god tid.

Vejledningen er klar: Nu kan du forberede din ansøgning til årets grønne pulje >