onsdag 07. maj 2025 11:15

Nu får eTrailere grønt lys på danske veje

Mandag udsendte Transportministeriet endnu en grøn nyhed til branchen, da vognmænd fremover kan få tilladelse til at køre med eTrailere på de danske veje. En nyhed, der på visse områder kan gavne effektiviteten og mindske branchens CO2-udledning, vurderer køreteknisk ekspert Steffen Johannsen.

Den grønne omstilling af transportsektoren tager endnu et skridt fremad. Mandag den 5. maj offentliggjorde Transportministeriet, at Færdselsstyrelsen nu giver mulighed for, at vognmænd kan søge om tilladelse til at køre med eTrailere i Danmark.

 

En eTrailer svarer i princippet til en almindelig sættevogn — med den vigtige forskel, at dens midterste aksel er elektrisk drevet. Det betyder, at traileren selv kan fremdrive en stor del af sin egen vægt og dermed aflaste lastbilens energiforbrug. Ovenikøbet fungerer teknologien i kombination med lastbiler med alle former for fremdriftsteknologi, forklarer chefkonsulent og køreteknisk ekspert hos ITD, Steffen Johannsen:

 

“Vi har kendskab til udenlandske forsøgsordninger, der viser, at eTraileren reducerer en dieseldrevet lastbils brændstofforbrug med rundt regnet 40 procent, hvilket reducerer CO2-udledningen markant. Det er lovende resultater, der dog ikke kan overføres 1:1 til danske forhold. En eldrevet lastbil vil på samme måde bruge mindre strøm, fordi motoren belastes mindre. Det forlænger rækkevidden og sparer chaufføren for spildtid ved ladestationerne — og det er særligt vigtigt i en tid, hvor ladeinfrastrukturen stadig er under udvikling.”  

 

En efterspurgt branchenyhed

Ud over de miljømæssige gevinster har eTraileren også trafikale og driftsmæssige fordele. Den elektriske sættevogn har ved hjælp af den ekstra drivaksel en hurtigere igangsætning, en bedre igangsætning på glatte veje og en højere gennemsnitshastighed på bakker, hvilket har en positiv effekt på trafikflowet. Steffen Johannsen understreger dog, at man skal være opmærksom på eTrailerens egenvægt:

 

“Da den tunge batteripakke er placeret under bugen på sættevognen, vil man også opnå en jævn og fordelagtig vægtfordeling på vogntoget. Dog skal man naturligvis også holde sig for øje, at teknologien er forholdsvis tung, hvilket vil reducere den maksimale tilladte nyttelast på vogntoget.”

 

De mange fordele ved den elektriske sættevogn er netop årsagen til, at ITD gennem flere år har ønsket en mulighed, der tillader eTrailere i Danmark.

 

“Som et led i den grønne omstilling af branchen har vi vedvarende anmodet myndighederne om at tillade eTrailere i Danmark. Derfor er det glædeligt, at vognmændene imødekommes og allerede fra dags dato kan søge om tilladelse til at benytte eTrailere på det danske vejnet,” afslutter Steffen Johannsen.

SENESTE ITD NYT
mandag 30. juni 2025

Vejafgift: Bøderne stiger, men retssikkerheden halter stadig

I morgen stiger satsen for vejafgiftsbøder til det dobbelte. ITD advarer om, at den allerede urimelige sanktionsmodel nu vil ramme lovlydige vognmænd endnu hårdere.

Vejafgift: Bøderne stiger, men retssikkerheden halter stadig >
fredag 27. juni 2025

ITD indgår eksklusiv speditøraftale med Q8Truck – giver medlemmer rabat på diesel

Som ITD-medlem kan du nu få rabat på diesel hos Q8Truck-stationer samt Q8 og F24 – rabatten afhænger af årligt forbrug.

ITD indgår eksklusiv speditøraftale med Q8Truck – giver medlemmer rabat på diesel >
torsdag 26. juni 2025

“Vognmanden” tager temperaturen på branchens grønne omstilling

Andelen af ellastbiler i Danmark er kun steget med 0,3 % på et år. Men hvorfor går branchens omstilling fra diesel til el ikke hurtigere? Det ser værterne på ITD’s podcast “Vognmanden” nærmere på i den nye episode, hvor de har inviteret Dennis Hartung i studiet.

“Vognmanden” tager temperaturen på branchens grønne omstilling >