mandag 18. november 2019 09:47

ITD: Pakkelevering skal ikke være en del af befordringspligten og PostNords underskudsgivende aktiviteter skal lukkes

Statens aftale med PostNord om varetagelse af befordringspligten, som løber for en treårig periode, udløber med udgangen af 2019. Selvom der således er under to måneder til aftalens udløb, ligger der stadig ingen ny aftale om varetagelse af befordringspligten fra 1. januar 2020.

- Man kunne have forventet, at regeringen i god tid ville sørge for at forhandle en aftale på plads med forligskredsen om befordringspligten fra 1. januar 2020. Nu er timeglasset meget hastigt ved at rinde ud for den gældende aftale, og derfor er det også utilfredsstillende, at der stadig ikke er meldt noget ud om, hvordan befordringspligten skal se ud i de kommende år, og hvem der skal varetage opgaven, siger Carina Christensen, administrerende direktør i ITD.

 

ITD mener, at tiden endnu engang er inde til at indskrænke befordringspligten kraftigt. Borgere og private og offentlige virksomheder kommunikerer i stadig stigende grad elektronisk i stedet for at sende fysiske breve, og som en konsekvens heraf falder antallet af breve fortsat. På pakkeområdet vokser mængderne derimod markant – ikke mindst på grund af den øgede e-handel - og her er konkurrencen blandt landets distributører intens. Befordringspligten anno 2020 og fremover må og skal derfor tilpasses markedssituationen og den faktiske efterspørgsel efter posttjenester i samfundet.

 

- Vi kan konstatere, at PostNord fortsat er i fuld gang med at brede sig til nye forretningsområder – ikke mindst stykgods, hvor markedet fungerer i fri konkurrence, og hvor konkurrencen i forvejen er benhård. Det er kritisabelt, at den danske stat lader det nationale postvæsen udvikle sig til en bred logistikkoncern, som kan sikre indtjening fra nye forretningsområder i direkte og unfair konkurrence med private virksomheder, siger Carina Christensen.

 

Det har da også vist sig på ingen måde at være rentabelt for PostNord at brede sig over mange nye aktiviteter. Indtil videre står virksomhedens aktiviteter uden for befordringspligten for størstedelen af virksomheden underskud. Det store underskud uden for befordringspligten bekræfter det, som ITD hører fra sine medlemmer, nemlig at PostNord vinder kunder på nye konkurrenceudsatte områder ved at dumpe priserne.

 

- I ITD mener vi, at der skal stilles krav til PostNord om, at virksomhedens driftsøkonomi og prisniveauet i de aktiviteter, der drives i direkte konkurrence med ITD’s medlemmer i transport- og logistikerhvervet, skal være fuldt transparente, så alle kan følge udviklingen i selskabet. ITD mener også, at det skal være et krav, at alle de aktiviteter uden for befordringspligten, som PostNord vedvarende har underskud på, skal lukkes helt ned. 

Tiden er også inde til at få indhegnet PostNords aktiviteter på det hårdt konkurrenceudsatte pakkemarked.

 

- I en ny aftale bør PostNords befordringspligt skæres helt ind til benet, så det fremover reduceres til kun at dække enkeltstyksforsendelser af breve op til to kilo. Breve og pakker over to kilo kan dækkes af private aktører, og der er i dag landsdækkende alternativer, der vil kunne tage over, siger Carina Christensen.

Hos ITD venter man i spænding på, at der præsenteres et udkast til en ny aftale om befordringspligten.

 

- Vi tager det for givet, at der ikke kan blive tale om, at PostNord skal have flere penge i forbindelse med en ny aftale om befordringspligten. I efteråret 2017 godkendte politikerne en redningsplan til PostNord til en værdi af cirka 5 milliarder svenske kroner. I den forbindelse meldte PostNord klart ud, at de med de midler ville kunne vende den skrantende skude og ikke ville komme og bede og penge igen. Der må og skal ikke skydes yderligere offentlig kapital ind i PostNord, siger Carina Christensen.

 

SENESTE ITD NYT
fredag 16. januar 2026

Østrig: Brentenberg-tunnelen genåbner

Efter at have været lukket på ubestemt tid som følge af en alvorlig lastbilbrand den 9. januar er Brentenberg-tunnelen på A10 nu åben for trafik igen.

Østrig: Brentenberg-tunnelen genåbner >
torsdag 15. januar 2026

Klar ved tasterne: Puljen til grøn omstilling åbner igen til februar

Fra den 4. februar 2026 kan du søge årets pulje til grøn omstilling af tung vejtransport. Puljen løber frem til 30. september 2026 og gennemføres igen med to ansøgningsrunder. Støtteprocenten afhænger bl.a. af ansøgningstidspunkt og virksomhedens størrelse.

Klar ved tasterne: Puljen til grøn omstilling åbner igen til februar >
torsdag 15. januar 2026

Frankrig: Trafikale udfordringer fortsætter

Der er nye oplysninger om trafiksituationen i Frankrig, hvor de igangværende landmandsprotester nu har ført til flere blokader, demonstrationer med langsom kørsel og kontroller af lastbiler.

Frankrig: Trafikale udfordringer fortsætter >