torsdag 14. oktober 2021 13:53

ITD: Klimaudfordringerne kan ikke kun løses med flere afgifter

Hvis det står til Klimarådet, så skal omstillingen af den tunge vejgodstransport foregå ved at pålægge erhvervet endnu højere klimaafgifter, men det er ikke vejen frem, lyder udmeldingen fra ITD, der i stedet anbefaler at branchen understøttes til at investere grønt.

I en ny analyse har Klimarådet torsdag den 14. oktober offentliggjort en lang række anbefalinger til regeringen om den tunge vejgodstransport rolle i fremtidens klimaneutrale samfund.

 

Konkret anbefaler Klimarådet, at dieselafgiften skal hæves her og nu til det tyske niveau samtidig med, at der på længere sigt skal indføres en bred CO2-afgift på tværs af alle sektorer på 1.500 kroner.

 

- Vi har gentagende gange påpeget faren ved blot at pålægge erhvervet flere byrder. Det er skuffende at opleve, hvordan erhvervet gang på gang bliver præsenteret for det ene krav efter det andet uden, at der går noget den anden vej. Argumentet er, at vognmændene bare kan sende regningen videre til deres kunder, men helt så simpelt er virkeligheden desværre ikke i et presset marked med meget lav indtjeningsgrad, siger politisk chef i ITD, Henriette Kjær og fortsætter:

 

- Derudover vil en ny CO2-afgift også ramme vores branche hårdt. En CO2 afgift har jo til formål at få borgere og virksomheder til at skifte til nye klimavenlige teknologier. Men de nye teknologier er ikke tilgængelige på nuværende tidspunkt, så vores medlemsvirksomheder kan ikke bare skifte deres dieselbiler ud med el-biler. Derfor ender en CO2 afgift for vores branche blot med at være at gøre transporterne dyrere og ikke grønnere.

 

Selvom Klimarådet ikke peger på en decideret vinderteknologi, så er vurderingen, at blandt andet biogassen ikke skal spille nogen rolle i den tunge vejgodstransport.

 

- Når vi ser på udmeldingerne fra lastbilproducenterne, så er vi sådan set ikke uenige med Klimarådet i, at el-teknologierne på den helt lange bane kommer til at have en stor andel af markedet, men vi er dybt betænkelige ved, at de så kategorisk hælder både biodiesel og biogas af brættet. Som det ser ud i dag, har vi meget svært ved at forestille os en omstilling af branchen udelukkende med el de næste mange år frem, siger Henriette Kjær.

 

Klimarådet er et uafhængigt ekspertorgan, der rådgiver om, hvordan Danmark på den bedste og billigste måde gennemfører omstillingen til et lavemissionssamfund i 2050.

 

Læs hele rapporten fra Klimarådet her.

SENESTE ITD NYT
onsdag 27. marts 2024

En hilsen til medlemmerne fra formandens førerhus

Velkommen til nyhedsbrevet ”Nyt fra formandens førerhus”, som ITD’s bestyrelsesformand, John A. Skovrup, med mellemrum sender ud til medlemmerne.

En hilsen til medlemmerne fra formandens førerhus >
tirsdag 26. marts 2024

Færdselsstyrelsen skærper krav til dokumentation ved lejede eller leasede køretøjer

Færdselsstyrelsen har netop udsendt en vejledning om udlejningskøretøjer. Af den fremgår det, at der ved benyttelse af lejede eller leasede køretøjer skal medbringes visse dokumenter under kørslen.

Færdselsstyrelsen skærper krav til dokumentation ved lejede eller leasede køretøjer >
tirsdag 19. marts 2024

Gratis webinar om registrering af arbejdstid

Fra og med den 1. juli 2024 skal arbejdsgivere registrere medarbejdernes daglige arbejdstid. Derfor tilbyder ITD HjulmandKaptain lige nu et gratis webinar, så du hjemme fra kontoret kan blive klogere på de nye regler, hvordan du lever op til dem samt hvilke medarbejdere, der omfattes af reglerne.

Gratis webinar om registrering af arbejdstid >