fredag 04. juni 2021 10:54

Lynetteholmen kan blive katalysator for grøn omstilling af tung transport

Anlæggelsen af den helt nye ø Lynetteholmen ud for København indebærer en gigantisk transportopgave, som danske vognmænd er klar til at løfte – også hvis det skal ske grønt og klimavenligt.

Et bredt flertal i Folketinget har i dag vedtaget en historisk lov om anlæggelsen af en helt ny bydel midt i Københavns Havn, der kan stormflodssikre byen fra nord, og som skaber plads til ca. 35.000 beboere og lige så mange arbejdspladser. Bydelen bliver anlagt som en ø og får navnet Lynetteholmen. Selve anlæggelsen af øen er et gigantisk projekt. Øen kommer til at blive på 2,8 kvadratkilometer, hvad der svarer til knap 400 fodboldbaner, og vil på sigt rumme op til tre millioner kvadratmeter bolig og erhvervslokaler.

 

I alt forventer man at skulle transportere 80 millioner ton jord til anlæggelsen af Lynetteholmen. Udgangspunktet er, at jorden transporteres på lastbiler og uanset kravene, vil danske vognmænd være klar til at levere den løsning, der efterspørges.

 

- Der er grund til at lykønske både København og politikerne med den visionære beslutning om at anlægge en helt ny bydel til 35.000 mennesker. Det er historisk, og vores medlemmer står klar til at bistå med den gigantiske opgave, siger Carina Christensen, der er administrerende direktør i ITD.

 

Anlæggelsen kommer til at strække sig over årtier og har dermed også mulighed for at præge transportbranchens omstilling til mere grøn og klimavenlig transport. Det kan ske ved gradvist at sætte stadig mere fokus på klimavenlig transport i udbuddene af transportopgaverne.

 

- Vores medlemmer vil gerne den grønne omstilling, men vi kan ikke klare det alene. Vi har behov for, at der rent faktisk er nogen, der efterspørger mere klimavenlig transport og har viljen til at betale merudgiften. Her er Lynetteholmen interessant, for det offentlige kan gå ind og vise, at klimavenlig transport nok er dyrere, men til gengæld også prisen værd, siger Carina Christensen.

 

Vælger man en løsning, hvor jordtransporten skal foregå på el-lastbiler, vil det kræve 57 procent flere lastbiler, da hver enkelt el-lastbil med den nuværende teknologi kan fragte mindre jord per transport. Der er altså både fordele og ulemper ved at benytte sig af nulemissionskøretøjer.

 

- El-lastbiler vil for eksempel fjerne CO2-udledningen og reducere støjen, men koster til gengæld mere og medfører flere ture.  Det er vigtigt, at politikerne får et godt og oplyst grundlag at træffe beslutninger på – også når det drejer sig om transport. Groft sagt kan vi jo levere præcis den løsning, man måtte ønske sig, men man skal være opmærksom på, at det har nogle medfødte konsekvenser, før man træffer valget, siger Carina Christensen, der opfordrer politikerne til at inddrage branchen i udformningen af de kommende udbud.

 

- Anlæggelsen af Lynetteholmen har potentialet til at blive en god katalysator for den grønne omstilling af den tunge transport, netop fordi projektet er så stort og strækker sig over så mange år. Det, vil vi gerne medvirke til, sker på den bedst mulige måde, siger Carina Christensen.

SENESTE ITD NYT
mandag 22. juni 2026

ITD-formand: Inddrag vognmænd i store infrastrukturprojekter

Myndighederne bør inddrage vognmænd og transportvirksomheder tidligere, når større infrastrukturprojekter skal planlægges. Det skriver ITD’s formand i et debatindlæg i Ingeniøren, hvor han peger på erfaringerne fra vejarbejdet ved Kolding.

ITD-formand: Inddrag vognmænd i store infrastrukturprojekter >
mandag 22. juni 2026

Spanien: Cabotage omfattes af nye krav om elektroniske kontroldokumenter

Fra den 5. oktober 2026 skal kontroldokumenter ved national transport og cabotagekørsel i Spanien være oprettet elektronisk. Det gælder blandt andet fragtbreve. Internationale transporter er ikke omfattet.

Spanien: Cabotage omfattes af nye krav om elektroniske kontroldokumenter >
fredag 19. juni 2026

Oplysningsfristen nærmer sig: Undgå fejl, når du indberetter til skat

Fristen for at oplyse resultatet for 2025 nærmer sig for både selskaber og personligt ejede virksomheder. Det kan koste både tid og penge, hvis indberetningen bliver glemt eller udfyldt forkert. Her får du overblik over fristerne og de klassiske fejl, du bør undgå.

Oplysningsfristen nærmer sig: Undgå fejl, når du indberetter til skat >