onsdag 12. oktober 2022 13:31

De kommende kørselsafgifter for lastbiler er en bureaukratisk klods om hjulet på transportbranchen

De kommende kørselsafgifter for lastbilafgifter er blevet solgt som en grøn afgift, der vil få flere ellastbiler på vejene. Men i realiteten er kørselsafgifterne blot endnu en skatteskrue med enorme omkostninger til administration, og hvis primære effekt er at begrænse transport, øge omkostningerne ved lastbilkørsel og forsinke den grønne omstilling. ITD advarer derfor mod at føre kørselsafgiften ud i livet.

En grøn afgift, der skulle give flere grønne lastbiler på vejene. Det var argumentet fra regeringen og skatteminister Jeppe Bruus, da aftalen om en kørselsafgift for lastbiler blev indgået.

 

Men kørselsafgiften er i virkeligheden en bureaukratisk skat med beskeden CO2 effekt, som først og fremmes vil give sorte tal på bundlinjen for staten i stedet for grønne lastbiler på vejene.

 

Det mener ITD, som har afgivet deres høringssvar på lovforslaget om den kilometerbaserede afgift.

 

-Vi har sagt det før og siger det igen. De planlagte kørselsafgifter for lastbiler er en skatteskrue, hvor indtægterne enten vil gå til administration eller til at fylde statskassen op, frem for at gå til den grønne omstilling af lastbilerne, siger Stefan K. Schou, Adm. direktør i ITD.

 

I lovforslaget fremgår det blandt andet, at staten hvert eneste år skal bruge 275 mio. kroner alene på at administrere kørselsafgiften. Og det er helt uacceptabelt, at staten vil bruge så mange penge alene på at kradse penge ind, mener ITD.

 

-I valgkampen er et opgør med bureaukrati blevet en mærkesag for de fleste partier, også Socialdemokratiet. Men samtidig vil den socialdemokratiske regering indføre en skat, der koster over kvart milliard om året alene i administration. De 275 mio. kroner hvert år kunne jo i sig selv finansiere den grønne omstilling af branchen. Men i stedet vil man bruge dem på papirarbejde, og det er  en helt forkert prioritering, siger Stefan K. Schou.

 

Samtidig vil kørselsafgiften forsinke den grønne omstilling, for det er kun en håndfuld el-lastbiler ud af de 43.000 lastbiler på de danske veje, som vil kunne få den billigste vejafgift. Resten vil skulle betale den høje pris, lyder det fra ITD.

 

-Regeringen ved lige så godt som os, at 99 pct. af de danske lastbiler kører på diesel, og at de stadig vil gøre det, hvis kørselsafgiften indføres i 2025. Derfor vil stort set alle vognmænd kun have én mulighed, og det er at betale afgiften og fortsætte i diesellastbilerne. Så den eneste effekt det har på den grønne omstilling, er at den forsinkes. For det betyder at vognmændene vil have mindre økonomisk råderum til at investere i el-lastbiler, siger Stefan K. Schou.

 

ITD opfordrer derfor til, at den kommende regering tager et grundigt kig transportbranchens høringssvar, når den indtager ministerkontorerne efter valget. For kørselsafgiften er ikke den eneste afgift, der ligger og venter.

 

-Der er et væld af afgifter og byrder, som ligger og venter de kommende år. Fx en CO2 afgift på transport og et nyt kvotesystem for transportsektoren. Og så befinder vi os midt i en energikrise, som vi slet ikke ved hvor ender. Derfor håber vi, at den nye regering vil se på kørselsafgiften endnu engang og overveje, om det virkelig er den vej man vil gå, siger Stefan K. Schou og tilføjer.

 

-For det vil få alvorlige konsekvenser, hvis man fortsætter med at kvæle erhvervet med den ene afgift efter den anden.

SENESTE ITD NYT
onsdag 27. marts 2024

En hilsen til medlemmerne fra formandens førerhus

Velkommen til nyhedsbrevet ”Nyt fra formandens førerhus”, som ITD’s bestyrelsesformand, John A. Skovrup, med mellemrum sender ud til medlemmerne.

En hilsen til medlemmerne fra formandens førerhus >
tirsdag 26. marts 2024

Færdselsstyrelsen skærper krav til dokumentation ved lejede eller leasede køretøjer

Færdselsstyrelsen har netop udsendt en vejledning om udlejningskøretøjer. Af den fremgår det, at der ved benyttelse af lejede eller leasede køretøjer skal medbringes visse dokumenter under kørslen.

Færdselsstyrelsen skærper krav til dokumentation ved lejede eller leasede køretøjer >
tirsdag 19. marts 2024

Gratis webinar om registrering af arbejdstid

Fra og med den 1. juli 2024 skal arbejdsgivere registrere medarbejdernes daglige arbejdstid. Derfor tilbyder ITD HjulmandKaptain lige nu et gratis webinar, så du hjemme fra kontoret kan blive klogere på de nye regler, hvordan du lever op til dem samt hvilke medarbejdere, der omfattes af reglerne.

Gratis webinar om registrering af arbejdstid >