mandag 24. marts 2025 08:33

Positivt skifte: Minister vil sikre små vognmænd lettere adgang til grøn pulje

Der var massiv interesse for puljen til grøn omstilling af den tunge vejtransport i 2024. Nu vil transportministeren gøre det lettere for små vognmænd at få andel i de resterende puljemidler – en retning, ITD ser som et vigtigt skridt fremad imod den grønne omstilling af hele branchen.

Transportminister Thomas Danielsen har netop meldt ud, at uddelingen af midler fra puljen til grøn omstilling af vejgodstransporten skal gøres mere simpel og målrettet – og at det skal være lettest for de små vognmænd at få de største tilskud. Det glæder ITD.

Meldingen kommer i kølvandet på den store interesse for puljen i 2024, hvor det nu er offentliggjort, at fire gange så mange vognmænd søgte støtte, som der var midler til. Interessen for grøn omstilling er med andre ord markant – ikke mindst blandt de små og mellemstore virksomheder, der udgjorde mere end 60 % af ansøgerfeltet.

Bureaukrati skal ryddes af vejen, og statslige mastodonter skal selv betale
ITD har længe peget på, at puljen til grøn omstilling har været præget af en række indbyggede problemer – herunder omfattende dokumentationskrav og en først-til-mølle-model, der gør det svært for mindre vognmænd at nå at komme i betragtning, inden puljemidlerne er uddelt.

ITD mener, at Transportministerens udmelding peger i den rigtige retning og viser, at der bliver lyttet til branchens bekymringer. Det er afgørende, at fremtidige puljer bliver mere tilgængelige og mindre bureaukratiske at søge, så grøn omstilling ikke bliver et spørgsmål om administrationsressourcer. ITD’s formand, John Agervig Skovrup, udtaler:

“Generelt er jeg faktisk ikke tilhænger diverse statslige støtteordninger. Vi vil gerne være en branche, der kan klare os selv. Men hvis man ønsker en hurtig omstilling af sektoren, er der brug for investeringer her og nu – og så er det altså vigtigt, at alle har en reel chance for at få andel i midlerne."

I den forbindelse håber ITD også, at 2024 var første og sidste gang, hvor man vil se delvist statsejede virksomheder som Postdanmark og Ørsted, få andel i puljemidlerne. John Agervig Skovrup siger:

”Transportbranchen består af aktører af alle størrelser, og det er naturligvis vigtigt, at de store virksomheder går foran, for de er drivere for branchen og tæller meget i det samlede klimaregnskab. Men at statsejede mastodonter også gives adgang til puljemidlerne, er dybt kritisabelt – og efterlader de små vognmænd med endnu dårlige muligheder for at komme med på vognen”.

Vejen frem: En grønnere branche kræver fair rammer
Den store interesse for støtte understreger behovet for en mere ambitiøs tilgang fra politisk hold. En succesfuld grøn omstilling kræver ikke kun gode intentioner, men også at rammerne fungerer i praksis – og her er det helt centralt, at tilskudsordninger både er enkle, retfærdige og rammer bredt.

ITD vil derfor fortsat arbejde for, at de resterende puljemidler under Grøn Fond – der er afsat i alt 750 millioner til grøn omstilling af den tunge vejgodstransport frem til 2030 - bliver udformet med vognmændenes virkelighed for øje. 

SENESTE ITD NYT
fredag 14. november 2025

EU sætter stopper for Omnibus-usikkerhed

EU-Parlamentet har vedtaget en forenkling af bæredygtighedsrapporteringskravene CSRD og CSDDD. Det er gode nyheder for vognmændene, der nu slipper for yderligere usikkerhed om kravene til rapporteringen.

EU sætter stopper for Omnibus-usikkerhed >
fredag 14. november 2025

Sund & Bælts hjemmesider ramt af nedbrud

Sund & Bælts hjemmesider ligger i øjeblikket stille – herunder Vejafgifter.dk. Du kan dog fortsat købe dine rutebilletter via den direkte underside.

Sund & Bælts hjemmesider ramt af nedbrud >
tirsdag 11. november 2025

Teknisk opdatering kan påvirke køb af rutebilletter den 12. november

Sund & Bælt gennemfører systemopdateringer den 12. november. Du bør så vidt muligt købe dine rutebilletter før opdateringen for at minimere udfordringer.

Teknisk opdatering kan påvirke køb af rutebilletter den 12. november >