torsdag 21. december 2023 12:23

Julehilsen til medlemmerne

Velkommen til nyhedsbrevet ”Nyt fra formandens førerhus”, som ITD’s bestyrelsesformand, John A. Skovrup, med mellemrum sender ud til medlemmerne. Denne gang vil bestyrelsesformanden gerne ønske alle en rigtig glædelig jul, se tilbage på året der gik, og kigge lidt på året, der kommer.

Det har været et år, hvor særligt kilometer-afgiften og den grønne omstilling har fyldt rigtig meget i debatterne og ude blandt vognmændene.

 

Der skal ikke herske nogen som helst tvivl om, at jeg synes, kilometer-afgiften er en dårlig idé. Og meget tyder på, at politikerne på Christiansborg nu også vil indføre en diesel-afgift, men så til gengæld gøre kilometer-afgiften billigere for vognmændene.

 

Desværre må jeg sige, at det endnu engang lyder til, at vores erhverv både skal betale ekstra til statskassen, og samtidig bøvle med endnu mere bureaukrati – og det er jeg ærligt talt træt af. I forvejen bøvler vi med bureaukratiske gebyrer for registreringer i alverdens registre, hvor tusindkronesedlerne flyver rundt uden egentligt at skabe værdi for andre end det bureaukrati, som sidder og administrerer dem. Vi kan jo i flæng nævne Næringsbasen, Affaldsregistret, dyretransportautorisation, og den lange liste fortsætter…

Skal man finde noget positivt ved det her, så er det, at når jeg har talt med transportminister Thomas Danielsen på vores Danmarksturné, så virker det helt oprigtigt som om, at han gerne vil vores erhverv, og forsøger at finde de bedst mulige løsninger. Jeg noterer mig f.eks. også, at der er blevet lyttet meget til ITD’s forslag og ønsker til vægt & dimensionsbekendtgørelsen.

Jeg vil også lige komme ind på den grønne omstilling, som jo er et meget populært emne blandt politikerne på Christiansborg. Vi kan sagtens diskutere grøn omstilling, og min holdning er da også, at vi skal levere grønne løsninger der, hvor det er muligt, og hvor vi som selvstændige erhvervsdrivende ikke mister penge på det.

 

Men det er jo desværre lige præcis det, der er problemet. For når jeg taler med mine kollegaer om, hvor meget de oplever efterspørgslen efter grøn omstilling ude hos kunderne, er svaret ens fra alle kanter: Der er ingen, som efterspørger det, og de, der efterspørger det, vil ikke betale for det.

 

Så bliver det altså svært at drive forretning, især når den grønne omstilling kan medføre vognmændene en meromkostning på op til 50 %.

 

I størstedelen af Europa har rentestigninger og inflation medført, at økonomien er blevet strammere. Vores branche har i lang tid mærket en afmatning i markedet, men det starter desværre nok først for alvor i januar, hvor mange vognmænd skal forhandle nye priser, og det gennemgående tema kunne godt risikere at blive ”prisnedsættelser”, hvilket bliver meget, meget svært at levere, da vores branche i forvejen er ramt på indtjeningen.  

På de danske og udenlandske veje er det stadig en svær opgave for chaufførerne at finde en p-plads efter klokken 18.00. Danske chauffører får stadig dummebøder, hvis ikke vi holder indenfor p-båsene, mens mange af vores udenlandske konkurrenter bare trækker på skuldrene og lader være at betale. Jeg har sagt og skrevet det før, men jeg vil gerne opfordre politikerne til at droppe p-begrænsningen og i stedet bruge ressourcerne på tungvognspolitiet, som jo senest ved en kontrol på Toldpladsen i Padborg klart viste, at der var rigeligt at komme efter.

Men selvom der er grund til bekymring, så har der heldigvis også været adskillige lyspunkter i året, der gik.


Jeg kan i flæng nævne vores deltagelse ved Transportmessen, det brag af en fest vi havde, da vi fejrede vores 75-års jubilæum, endnu en flot afviklet Lastbilkaravane, hvor vi i år kunne fejre 10-års jubilæum, og hvor masser af børn og Transportministeren kiggede forbi på vores tur rundt i landet, og så selvfølgelig vores store danmarksturné sammen med Thomas Danielsen.

 

ITD og ministeren har besøgt Odense, Køge, Randers og Hjørring, hvor ITD-medlemmer har lagt hus til besøgene. Mange hundrede medlemmer er mødt op for at diskutere transportpolitik med ministeren og samtidig pleje netværket og møde kollegaer. Så en stor tak til Alex Andersen Ølund, Thortrans, BHS Logistics og Vendelbo Spedition, der åbnede deres døre for arrangementerne, og tak til alle jer, der mødte op for at diskutere transportpolitik.

 

Den 8. januar holder ITD så sit sidste arrangement på turen med Transportministeren, og det bliver til en nytårskur i Padborg på Lyren, hvor vi både skal snakke politik og ønske hinanden godt nytår. Det ser jeg frem til, og jeg håber at se rigtig mange af jer til nytårskuren. Husk, at man kan melde sig til inde på ITD’s hjemmeside.

 

Jeg vil gerne sige tak til jer alle sammen for året, der gik, og samtidig ønske alle en rigtig glædelig jul.

 

Vi ses i 2024.

SENESTE ITD NYT
tirsdag 16. april 2024

Kørselsforbud i maj 2024

Flere europæiske lande har dage med kørselsforbud i maj 2024. Du kan finde oversigten på ITD’s hjemmeside.

Kørselsforbud i maj 2024 >
tirsdag 16. april 2024

To virksomheder vinder transportpris

På International Transport Danmarks generalforsamling i lørdags blev FDE Fondens Initiativpris 2024 uddelt. Prismodtagerne blev hhv. transportvirksomheden Brdr. Færch Distribution ApS og projektet Unge på toppen, der begge gør en særlig indsats for at rekruttere unge mennesker til transportbranchen.

To virksomheder vinder transportpris >
mandag 15. april 2024

Fint med nye grønne penge, men nej til mere bureaukrati

Regeringen varslede sidste år, at den hæver dieselafgiften med 50 øre pr. liter diesel. I dag præsenterede regeringen så sin model for, hvordan dieselafgiften skal fungere, herunder 750 mio. kr. til omstilling af den tunge transport frem mod 2030. International Transport Danmark (ITD) kvitterer for dele af udspillet, men er samtidig skeptisk over for udsigten til mere administration og bureaukrati for vognmændene.

Fint med nye grønne penge, men nej til mere bureaukrati >