mandag 11. november 2019 06:00

Ny kampagne gør 8. klasses elever til trafikambassadører

I dag starter en landsdækkende trafiksikkerhedskampagne, som hedder ”Hovedet med i trafikken”. Den nye kampagne er målrettet teenagere. Risikoen er nemlig langt højere for teenagere for at ende i en alvorlig trafikulykke end de yngre skolekammerater.

Succes med en trafiksikkerhedskampagne for 0.-2. klasser, som hedder Lastbilkaravanen, har nu fået ITD, brancheorganisationen for danske transport- og logistikvirksomheder, til at kaste sig over de ældre elever. Skoler, kommuner og medlemsvirksomheder har ligeledes efterlyst en kampagne for de ældre elever.

 

- Vi har udviklet et koncept, der hedder ”Hovedet med i trafikken”. Her kan vi behandle et livsnødvendigt emne i en uformel tone og involvere de unge med lastbiler, trafiksikkerhed og filmproduktion, og derfor har vi også hyret komikeren Victor Lander, som er kendt fra TV2 Zulu og DR, og han faciliterer dagen, siger projektleder på kampagnen Malene Vitus.

 

Trafikoffer deler oplevelse

Målet med kampagnen er i første om­gang at få eleverne til at forstå, hvorfor de skal ofre sikkerhed lidt mere tid, når de er ude i trafikken.

 

- Det rammer dem, når de hører, hvad en mand i en elektrisk kørestol og med hjælper døgnet rundt tænkte, da han var ung inden ulykken, og der bliver også ret stille, når der bliver fortalt, hvordan det er som betjent at overbringe forældre en besked om, at deres barn er blevet dræbt i en trafikulykke, forklarer Malene Vitus.

 

- Kampagnen indeholder ingen løftet pegefinger. Det er nøje afstemt, at vi giver dem et følelsesladet budskab, som vækker eftertanke, når de færdes i trafikken.

 

Men eleverne gør sig også andre erfaringer. Derfor kommer eleverne også op i en lastbil, hvor de kan opleve trafikken fra en chaufførs sæde og se, hvor en cyklist placerer sig mest hensigtsmæssigt. Den kritiske zone er illustreret med en rød måtte foran højre fordæk.

 

- Når de selv sidder i lastbilen, taler med chaufføren og op­lever den kritiske zone ved højre fordæk, så bliver de klar over, hvilken forskel de selv kan gøre, forklarer Malene Vitus.

 

Eleverne skal lave en film
Det er en hel skoledag, som bliver brugt på projektet, hvor eleverne begynder fra morgenstunden og slutter ud på eftermiddagen med besøg af forskellige gæster og videoproduktion.

 

- Filmen skal vise andre unge på samme alder, hvordan de skal tænke sig om i trafikken. Men inden eleverne er klar til at optage videoen, hører de en rørende fortælling fra en vicepolitiinspektør og fra et trafikoffer, som er LIVE-ambassadør for Rådet for Sikker Trafik, fortæller Malene Vitus og fort­sætter:

 

- Eleverne bliver ambassadører for sikker opførsel i trafikken og deler deres oplevelser og ikke mindst film med andre klasser på skolen, venner, søskende og forældre. Det vigtigste er, at de har hovedet med i trafikken.

 

Vil nedbringe risikoen mest muligt

Det er ITD’s egne medlemsvirksomhe­der, som lægger biler og chauffører til, og blandt medlemmer spiller sikkerhed en vigtig rolle.

 

- Bare én ulykke er en for meget, og derfor arbejder vi stædigt på at nedbringe antallet år efter år. Vi oplever stor opbak­ning fra vores medlemsvirksomheder, når det handler om at låne lastbiler og chauffører til vores arrangementer.

 

Projektlederen lægger vægt på, at ITD har et samfundsansvar for at gøre vejene mere sikre og skabe mere tryghed, og det sker blandt andet ved en kampagne som ”Hovedet med i trafikken".

 

Kampagnen er støttet af FDE Fonden. Se mere på hmit.nu

SENESTE ITD NYT
fredag 25. september 2026

Vejafgift: Alle bøder fra 2025 skal vurderes igen

Alle vejafgiftsbøder, der blev udstedt sidste år, skal nu gennemgås igen. Det gælder også bøder, der allerede er betalt. Hvis den nye vurdering viser, at du har betalt for meget, vil Sund & Bælt eller politiet stå for tilbagebetalingen.

Vejafgift: Alle bøder fra 2025 skal vurderes igen >
fredag 25. september 2026

International Transport Danmark fastholder stævning af staten

Staten annullerer ikke de vejafgiftsbøder, der er udstedt efter en ulovlig bødepraksis. I stedet skal de med tilbagevirkende kraft genvurderes efter den nye bødemodel. International Transport Danmark (ITD) går derfor videre med sin stævning.

International Transport Danmark fastholder stævning af staten >
onsdag 23. september 2026

Storbritannien: Ændringer i toldkontrollen ved Sevington og Holyhead

Fra begyndelsen af 2027 forventes toldkontrollen ved Sevington og Holyhead i Storbritannien at blive flyttet til andre faciliteter. Få overblikket over planerne her.

Storbritannien: Ændringer i toldkontrollen ved Sevington og Holyhead >