torsdag 25. juni 2026 15:17

Vejafgift: Ny minister tilbagetrækker ulovlig bødemodel

By-, Land- og Transportministeriet har nu anerkendt, at bødemodellen for den kilometerbaserede vejafgift er ulovlig. Men bødeniveauerne er fortsat for høje, flere situationer er uafklarede, og der er endnu ikke taget hånd om de ulovligt udstedte bøder, påpeger direktøren for International Transport Danmark.

Brancheorganisationen for vejgodstransport International Transport Danmark (ITD) stævnede i efteråret 2025 Transportministeriet og Skatteministeriet med krav om en lovlig og proportional bødemodel for den kilometerbaserede vejafgift.

 

Nu trækker ministeriet den hidtidige model tilbage og indfører med et nyt cirkulære en differentieret bødemodel, der tager højde for visse omstændigheder.

 

“Nu har ministeriet anerkendt, at bødemodellen er ulovlig, og det tager vi selvfølgelig positivt imod. Vi har dog en række uafklarede knaster. Blandt andet er bødestørrelserne stadig meget høje, og der tages ikke stilling til en række scenarier, der stadig udløser urimelige bøder,” siger Stefan K. Schou, adm. direktør i International Transport Danmark.

 

Fra den 26. juni 2026 skal Færdselsstyrelsen fastsætte vejafgiftsbøder ud fra de konkrete omstændigheder ved overtrædelsen. Den nye model opererer efter tre satser, der lyder på 9.000 kr., 4.000 kr. og 2.000 kr.

 

Dermed gøres der op med den hidtidige model, hvor bøden blev udstedt efter fast sats, uanset om der var tale om en mindre fejl eller kørsel helt uden betaling af vejafgift. Bøden var først 4.500 kroner og blev den 1. juli 2025 forhøjet til 9.000 kroner.

 

Krav om annullering af ulovlige bøder står fast

Den nye bødemodel for den kilometerbaserede vejafgift tager ikke hånd om de tusindvis af bøder, der allerede er udstedt efter den ulovlige bødemodel.

 

International Transport Danmark kræver derfor, at alle ulovligt udstedte bøder bliver annulleret. Sker det ikke, fortsætter organisationens retssag mod Transportministeriet og Skatteministeriet.

 

“Danske vognmænd skal ikke bøde for, at myndighederne valgte at gennemtvinge en ulovlig bødemodel. Derfor kræver vi – som vi hele tiden har gjort – at alle ulovligt udstedte bøder annulleres. Hvis det ikke sker, står vores stævning af Transportministeriet og Skatteministeriet fortsat ved magt,” siger Stefan K. Schou.

 

Ifølge vejafgifter.dk blev der i 2025 udstedt og fastholdt 46.425 bøder. Af disse mener International Transport Danmark, at langt hovedparten er udstedt ulovligt.

SENESTE ITD NYT
fredag 14. august 2026

Der er stadig plads på Arbejdstilsynets virksomhedsforløb

Vil I styrke sikkerheden for jeres chauffører? Der er stadig ledige pladser på Arbejdstilsynets virksomhedsforløb i Kolding og Slagelse i efteråret. På forløbene får I konkrete værktøjer og inspiration til, hvordan I kan forebygge ulykker og skabe en tryggere hverdag for jeres chauffører.

Der er stadig plads på Arbejdstilsynets virksomhedsforløb >
torsdag 13. august 2026

Ændringer i vejarbejdet på E45/E20 ved Kolding fra næste uge

Fra mandag den 17. august 2026 skal du være opmærksom på flere ændringer i vejarbejdet på E45/E20 ved Kolding. Frakørsel 63 Bramdrupdam bliver spærret i sydgående retning i knap tre uger, og samtidig vil der være aften- og natarbejde på motorvejen under broen ved Vejlevej.

Ændringer i vejarbejdet på E45/E20 ved Kolding fra næste uge >
onsdag 12. august 2026

Deltag i online workshop om udstationering af chauffører

Den 9. september 2026 afholder IRU en online workshop om reglerne for udstationering af chauffører. Her kan du blive klogere på kontrol, dokumentation og beregning af aflønning. På programmet er blandt andet en paneldebat om efterlevelse og kontrol af reglerne, hvor vores chefjurist Maria Feldberg deltager.

Deltag i online workshop om udstationering af chauffører >