mandag 02. juli 2018 16:20

ITD: Ikke nok turbo på digitalisering af dokumenter i tredje vejpakkeudspil

EU-Kommissionens udspil om digitalisering af fragtdokumentation i vejpakkens 3. del er et skridt i den rigtige retning, men der er behov for endnu mere fart på digitaliseringsprocessen, mener ITD.

Et væsentligt element i vejpakkens 3. del fra EU-Kommissionen er, at udvekslingen af information mellem virksomheder og myndigheder i stigende grad skal foregå digitalt ved udførelse af vejgodstransport. Man ønsker bedre administrative procedurer og valide data i forbindelse med myndighedskontroller, som for eksempel vejsidekontroller.

 

- Der er stadig alt for store mængder papir i forbindelse med udøvelse af godstransporter. EU- Kommissionens udspil er derfor også et skridt i den rigtige retning. Forslaget sætter nogle overordnede, regulatoriske rammer for øget digitalisering inden for vejgodstransporten. Det er i sig selv en vigtig forudsætning for at udvikle og harmonisere tekniske løsninger, der fungerer i praksis, og på sigt vil give store gevinster for både virksomheder og myndigheder, siger Mads Røddik Christensen, chefkonsulent i ITD.

 

EU-Kommissionens udspil omfatter dog kun den virksomhedsrettede dokumentation i forbindelse med en vejgodstransport, som for eksempel oplysninger fra CMR-fragtbrevet. I følge ITD er det ikke rimeligt kun at stille krav til virksomhederne om at stille godsdata, som i udgangspunktet er afsender og modtagers data, til rådighed digitalt.

 

- Myndighederne bør også selv tvinges til at tænke mere digitalt. Det gælder for eksempel, når én myndighed kontrollerer oplysninger fra en anden myndighed som for eksempel køretøjets registreringsattest, synsrapport, ADR-attest, godkendelse til dyretransport eller lignende. Der er en lang række myndighedsdokumenter, som chaufføren i dag er forpligtet til at forevise i papirform, som skal holdes opdateret og medbringes under kørslen. Den type dokumenter bør EU-Kommissionen sørge for at inddrage i det videre arbejde, så myndighederne kan hente relevante data hos hinanden, siger Mads Røddik Christensen.

 

ITD vil fortsætte indsatsen for øget digitalisering i blandt andet DTLF (EU Digital Transport and Logistics Forum) samt over for øvrige relevante myndigheder i ind- og udland.

 

Arbejdet med 3. del af vejpakken går i gang i efteråret 2018.

 

Foto: Colourbox

SENESTE ITD NYT
onsdag 19. august 2026

Vi inviterer til Åbent Vognmandsmøde den 31. oktober

Nu kan du tilmelde dig Åbent Vognmandsmøde 2026, hvor vi igen samler branchen til en hyggelig dag med spændende oplæg og masser af tid til at snakke med dine kollegaer fra branchen.

Vi inviterer til Åbent Vognmandsmøde den 31. oktober >
tirsdag 18. august 2026

Er du træt af at vente månedsvis på dine egne penge?

Når du søger momsrefusion i udlandet, kan der gå lang tid, før pengene bliver udbetalt. Gennem vores datterselskab VIALTIS kan du få momsrefusionen forudbetalt inden for 48 timer og samtidig slippe for unødigt administrativt bøvl.

Er du træt af at vente månedsvis på dine egne penge? >
tirsdag 18. august 2026

Kørselsforbud i september 2026

Flere europæiske lande har dage med kørselsforbud i september 2026. Du kan finde oversigten på ITD’s hjemmeside.

Kørselsforbud i september 2026 >