tirsdag 22. oktober 2019 14:29

ITD: Stop lovændring om urimelige bødetakster for fejl på køretøjer

ITD opfordrer transportministeren til at stoppe den kommende lovændring om en flerdobling af bøderne til vognmænd og chauffører for fejl på køretøjer, inden de træder i kraft den 1. januar 2020. Begrundelsen for ændringen er usaglig og udokumenteret, og de nye bøder vil ramme transporterhvervet helt urimeligt hårdt.

Trods utallige indsigelser fra ITD og branchens øvrige organisationer valgte Folketinget i foråret at vedtage nye regler, der flerdobler bøderne til lastbilchauffører og vognmænd, hvis der konstateres alvorlige, sikkerhedskritiske fejl på deres køretøj. Begrundelsen for forslaget er dog både usaglig og udokumenteret, og ITD opfordrer nu transportministeren til helt at stoppe de nye høje bødesatser før ikrafttrædelsen.  

- Der er brug for, at den nye transportminister træder i karakter i denne sag og udviser rettidig omhu. Mange af de fejl, der konstateres ved køretøjer, er konstruktionsbetingede eller betinget af køretøjets anvendelse eller belastningsgrad. Det er forhold, som chaufførerne og vognmændene ikke har en chance for at kontrollere. Fejlene skyldes oftest ikke manglende vedligeholdelse, og i de fleste tilfælde kan fejlen ikke konstateres af chaufføren eller vognmanden. Derfor er det også forkert og helt urimeligt at straffe chaufføren og vognmanden for fejl, som de ikke har mulighed for at kende til eller kan tjekke selv. Folketinget bør indse i tide, at her har de lavet en skævert, og lovændringerne bør stoppes, siger Carina Christensen, administrerende direktør i ITD.

ITD tager arbejdet omkring færdselssikkerhed meget alvorligt og bruger mange ressourcer på forebyggende indsatser. ITD samarbejder for eksempel med Politiet, Færdselsstyrelsen, Vejdirektoratet, Rådet for Sikker Trafik og andre brancheorganisationer om at øge sikkerheden for alle på vejene. En samlet branche har som led i det arbejde gennem lang tid efterspurgt detaljeret adgang til Politiets statistikker. Netop for at få et overblik over omfanget, typerne af fejl på køretøjerne, og hvor der eventuelt skal gøres en ekstra indsats. 

- ITD har været med i det arbejde, som Færdselsstyrelsen igangsatte i 2018 med henblik på at kortlægge kritiske fejl og mangler på især bremsesystemer. Denne undersøgelse er endnu ikke afsluttet, og derfor var det alt, alt for tidligt at begynde at lovgive om skærpede sanktioner og højere bøder i foråret. Vi mangler stadig fakta på bordet i den her sag, og derfor mener ITD, at der må skelnes klart mellem bevidst sjusk og fejl, som ikke kan opdages i hverdagen. De nye regler er fremsat på baggrund af en antagelse af, at der skulle være et incitament til ikke at vedligeholde køretøjerne. Det stemmer ikke overens med virkeligheden i erhvervet, og derfor er loven forkert skruet sammen, siger Jørn-Henrik Carstens, chef for ITD’s politiske afdeling.

ITD vil nu sende et brev til transportministeren med opfordring til at droppe lovændringerne og de markant højere bødesatser.

EKSEMPEL:  

Et eksempel kan være en tom trailer, som chaufføren på sin inspektionsrunde har tjekket efter for synlige fejl, kontrolleret om trykluftsanlægget er tæt, dækkene intakte, lyset virker og så videre. Kontrollen af køretøjets bremser begrænser sig til en visuel kontrol af bremsekomponenterne. Chaufføren har ikke en chance for at vurdere, om den tomme trailer bremser 20, 30 eller de krævede 45 procent. ITD mener, at mange af de fejl, man ser hos især påhængskøretøjerne, også forekommer på relativt nye køretøjer, som stadig er omfattet af garantien eller er omfattet af en servicekontrakt. Her har ejerne ikke noget incitament til at spare på vedligeholdelsen, hertil kommer at man ikke selv har mulighed for at teste bremserne korrekt og derfor sætter liden til de årlige periodiske syn og tjek i forbindelse med serviceeftersyn.

 

SENESTE ITD NYT
tirsdag 23. juni 2026

FDE Fonden sender millioner ud til transportprojekter i hele landet

Snebroer, moderne undervisningsudstyr til flere af landets transport- og logistikuddannelser samt arrangementer, der skal bidrage positivt til branchens image og understøtte virksomhedernes tiltrækning af arbejdskraft. I alt 31 projekter modtager støtte for sammenlagt knap 2,3 mio. kr. i FDE Fondens første uddelingsrunde i 2026.

FDE Fonden sender millioner ud til transportprojekter i hele landet >
mandag 22. juni 2026

ITD-formand: Inddrag vognmænd i store infrastrukturprojekter

Myndighederne bør inddrage vognmænd og transportvirksomheder tidligere, når større infrastrukturprojekter skal planlægges. Det skriver ITD’s formand i et debatindlæg i Ingeniøren, hvor han peger på erfaringerne fra vejarbejdet ved Kolding.

ITD-formand: Inddrag vognmænd i store infrastrukturprojekter >
mandag 22. juni 2026

Spanien: Cabotage omfattes af nye krav om elektroniske kontroldokumenter

Fra den 5. oktober 2026 skal kontroldokumenter ved national transport og cabotagekørsel i Spanien være oprettet elektronisk. Det gælder blandt andet fragtbreve. Internationale transporter er ikke omfattet.

Spanien: Cabotage omfattes af nye krav om elektroniske kontroldokumenter >