lørdag 18. januar 2020 16:43

Netværksdag for transportens kvinder blev en stor succes

ITD’s netværksdag for kvinder i vejgodstransportbranchen blev et tilløbsstykke. 80 kvinder deltog i netværksdagen på Kellers Park i Børkop lørdag den 18. januar 2020, der havde til formål at sætte positivt fokus på at arbejde som kvinde i transport- og logistikerhvervet samt at skabe et netværk for transportens kvinder. Og det kan man roligt sige lykkedes.

Det var en succes, da ITD’s netværksdag for kvinder blev afviklet lørdag den 18. januar 2020. 80 kvinder deltog i arrangementet, hvor formålet var at opbygge et stærkere sammenhold for branchens kvinder. Arrangementet udspringer af den chaufførmangel, som branchen oplever, men netværksdagen er ikke kun for chauffører, for den henvender sig bredt til kvinder i transportbranchen.

 

Den store succes med netværksdagen glæder ITD’s bestyrelsesformand, Christian Sørensen Madsen, fordi der er store gevinster i at få flere kvinder ind i transport- og logistikbranchen.

 

- Ligesom håndværksfagene har vejgodstransporten svært ved at tiltrække kvinderne. Og det gælder alle former for transportjob. Kan branchen og uddannelsessektoren knække koden til at tiltrække kvinder, er der et stort potentiale for ikke kun at imødekomme chaufførmanglen, men også en lang række andre job som speditører, mekanikere, på lageret eller på kontoret, mener Christian Sørensen Madsen.

 

Branchen lider af en alvorlig mangel på chauffører. Aktuelt er der cirka 2.500 ubesatte chaufførstillinger. Og knap halvdelen af chaufførerne kan gå på pension inden for de næste 14 år.

 

- Der er behov for at øge arbejdsudbuddet generelt og i særdeleshed til chaufførjobbene, og ITD ser et stort potentiale i at arbejde aktivt med at ændre dette billede og få flere kvinder til at interessere sig for et job i vejgodstransporten. Og det er vigtigt at tænke kvinder ind i transportbranchen. Fordi flere kvinder i en mandsdomineret branche som transportbranchen kan tilføre kulturen på den enkelte arbejdsplads en masse positivt og også være med til, at branchen som sådan får en vitaminindsprøjtning og inspiration til nye måder at tilrettelægge arbejdet på, siger han.

 

Stort engagement

Netværksdagen for kvinder på Kellers Park i Børkop havde et spændende program med blandt andet foredrag ved Le Mans-racerkører Christina Nielsen, gode råd om kost, sundhed og træning samt workout ved Michelle Kristensen, catwalk med præsentation af arbejdsbeklædning til kvinder samt underholdning ved standupkomikeren Ane Høgsberg.

 

Og det er ikke tilfældigt, at dagen var sammensat med et bredt og varieret program, hvor der også blev god tid for deltagerne til at snakke sammen og hygge sig.

 

- Vi er meget glade for, at 80 kvinder deltog, for det viser et stort engagement, at så mange gerne vil bruge en lørdag på at være sammen for at være med til at skabe et værdifuldt netværk. Vi håber, at kvinderne fik lidt inspiration, de kan bruge i deres hverdag, samt at de fik nogle kontakter, som de kan bruge i fremtiden, siger Trine S. Plesner, der er chef for ITD Arbejdsmarked.

 

- Og et stærkt netværk er noget, som kvinderne i branchen selv efterlyser for at styrke fællesskabet. ITD’s Kvindepanel har det forløbne år brugt tid på at finde frem til udfordringerne, men i høj grad også løsningerne til at gøre branchen endnu mere tiltrækkende for kvinder. Et af tiltagene er ønsket om at skabe et netværk for kvinder, og der er en række andre tiltag på vej, siger hun.

 

Netværksdagens indhold

80 kvinder deltog i ITD’s netværksdag for kvinder, der fandt sted på Kellers Park i Børkop lørdag den 18. januar 2020.

 

Programmet indeholdt blandt andet foredrag med Le Mans-racerkører Christina Nielsen, gode råd om kost, sundhed og træning samt workout ved Michelle Kristensen, virtual reality-spil for at forhindre højresvingsulykker, catwalk med præsentation af arbejdsbeklædning til kvinder samt underholdning ved standupkomikeren Ane Høgsberg.

 

SENESTE ITD NYT
torsdag 29. oktober 2026

Nye kontaktveje til Toldstyrelsens Kundecenter fra 2. november

Fra den 2. november 2026 ændrer Toldstyrelsen kontaktvejene til Kundecentret for spørgsmål om told og toldsystemer. Fremover kan du benytte en ny kontaktformular til skriftlige henvendelser, mens telefoniske henvendelser samles på ét nummer.

Nye kontaktveje til Toldstyrelsens Kundecenter fra 2. november >
onsdag 28. oktober 2026

Åbent Vognmandsmøde: Husk at tilmelde dig senest i morgen

På lørdag samler vi branchen til Åbent Vognmandsmøde hos Scania i Ishøj. Her skal vi omkring både verdenssituationen, dansk politik og transportbranchen, inden vi sætter os til bords med helstegt pattegris og flødekartofler. Vil du med? Så husk, at sidste tilmeldingsfrist er i morgen, torsdag den 29. oktober.

Åbent Vognmandsmøde: Husk at tilmelde dig senest i morgen >
tirsdag 27. oktober 2026

ITD takker Signe Munk og byder ny minister velkommen

ITD ønsker Signe Munk god bedring og takker for samarbejdet. Samtidig ser brancheorganisationen frem til samarbejdet med hendes afløser, Karina Lorentzen Dehnhardt.

ITD takker Signe Munk og byder ny minister velkommen >