mandag 30. marts 2026 10:58

Genvalgt ITD-formand erklærer krig mod bureaukratiet

Bureaukrati og administrative byrder er vokset markant og presser vognmændenes daglige drift og økonomi. Sådan lød advarslen fra International Transport Danmarks genvalgte formand på organisationens generalforsamling lørdag.

Bureaukrati presser vognmandsbranchen og truer Danmarks konkurrenceevne. Det fastslog International Transport Danmarks genvalgte formand, John Agervig Skovrup, på organisationens generalforsamling lørdag – og varslede samtidig en skærpet indsats mod unødigt bureaukrati.

 

“Selvom branchen får enkelte indrømmelser, så stiger bøvlet, besværet og bureaukratiet. De seneste 10 år har Transportministeriet udstedt mere end 1.000 nye bekendtgørelser. Det koster tid, det koster penge, og det koster lysten til at være i den branche, som vi kender og elsker,” lød det fra talerstolen.

 

Ifølge John Agervig Skovrup er bureaukratiet vokset til et niveau, hvor det ikke længere blot er en irritation, men en reel trussel mod branchens udvikling. Problemet er ikke enkeltstående regler, men en samlet udvikling, hvor nye krav løbende lægges oven på hinanden. Det betyder mere papirarbejde, højere omkostninger og mindre tid til driften – og konsekvenserne er allerede tydelige i branchen:

 

“For mange vognmænd stopper. For mange vognmænd har fået nok af papirarbejdet og administrationen. For mange vognmænd ønsker ikke, at deres egne børn overtager firmaet. Det skal være slut. Vi kommer til at tage kampen mod det bøvl, det besvær og det bureaukrati, der forpester hverdagen for danske vognmænd. Det skal være lettere at være vognmand.”

 

Flere vognmænd giver op

Bag ordene ligger en branche under pres. Vejgodstransporten har i en årrække været mere konkursudsat og mere svingningsfølsom end økonomien generelt, og branchens andel af de samlede konkurser er samtidig vokset markant.

 

Udviklingen kan også aflæses i International Transport Danmarks medlemskreds, oplyser organisationen. Selvom International Transport Danmark fortsat har medlemsfremgang, hænger mange udmeldelser sammen med konkurser, lukninger, opkøb, fusioner og brancheskifte. Og når virksomheder vælger branchen fra, peger de ofte på den samme kombination af bøvl, administration, regler og økonomisk pres.

 

Ifølge brancheorganisationens genvalgte formand bliver kampen mod bureaukratiet et centralt fokusområde for organisationen i den kommende periode. Samtidig vil International Transport Danmark fortsat arbejde for bedre rammevilkår og for løsninger på manglen på arbejdskraft i transportbranchen.

SENESTE ITD NYT
onsdag 07. oktober 2026

CPR-læk: Brug ikke CPR-oplysninger alene til at bekræfte identitet

I lyset af sagen om uvedkommendes adgang til millioner af CPR-numre opfordrer myndighederne nu virksomheder til at skærpe deres identitetskontrol. Bruger I CPR-oplysninger til at verificere personer, bør I supplere med andre former for kontrol.

CPR-læk: Brug ikke CPR-oplysninger alene til at bekræfte identitet >
onsdag 07. oktober 2026

Fra verdenssituationen til transportpolitik på ITD’s vognmandsmøde

Uro i verden, politiske bevægelser på Christiansborg og en transportbranche med meget på spil. Det bliver omdrejningspunktet, når International Transport Danmark (ITD) samler branchen til Åbent Vognmandsmøde den 31. oktober, hvor skarpe oplæg fra markante stemmer og transportpolitisk debat er på programmet.

Fra verdenssituationen til transportpolitik på ITD’s vognmandsmøde >
tirsdag 06. oktober 2026

Husk de obligatoriske opdateringer af din takograf

Har du køretøjer med G2V2-takograf, skal du være opmærksom på, om softwaren i takografen skal opdateres.

Husk de obligatoriske opdateringer af din takograf >