onsdag 03. juni 2026 12:48

ITD til nyudnævnt transportminister: Godstransporten skal højere op på den politiske dagsorden

International Transport Danmark (ITD) ønsker Signe Munk tillykke med udnævnelsen som transportminister og minister for land og by. Nu skal regeringsgrundlagets løfter om bedre erhvervsvilkår omsættes til konkrete løsninger for vognmændene.

ITD ser frem til et konstruktivt samarbejde med Signe Munk, der som ny minister får ansvar for både transportområdet og ressortområdet land og by. Det udtaler administrerende direktør Stefan K. Schou, der fremhæver godstransport som en afgørende faktor i at sikre forsyningssikkerheden og sammenhængskraften i hele landet.

Samtidig roser ITD-direktøren den nye regering for et regeringsgrundlag med mange gode intentioner om bl.a. at styrke elnettet og nedbringe erhvervslivets administrative byrder. Han vurderer dog, at de konkrete løsninger for vejgodstransporten fortsat mangler at blive foldet ud. 

"Først og fremmest vil jeg gerne sige tillykke til hele den nye regering og tak for et regeringsgrundlag med mange potentielt positive elementer. Jeg vil dog ikke lægge skjul på, at vi mener, at transportområdet burde have fået en mere fremtrædende plads. For selv om transport er en grundlæggende forudsætning for vækst og velfærd, fylder den overraskende lidt i regeringens politiske kurs,” siger Stefan K. Schou.


I forhold til den grønne omstilling af vejgodstransporten glæder han sig over tiltag som en akutplan for elnettet, men understreger, at ambitionerne skal følges op af løsninger, der virker i praksis: 

“Det er positivt, at regeringen har fokus på elnettet, konkurrenceevnen og færre byrder for erhvervslivet. Det er vigtige dagsordener for danske vognmænd. Nu er opgaven at sikre reel effekt ude i virkeligheden.”

Godstransport får Danmark til at hænge sammen

Som minister for både transport og for land og by får Signe Munk ansvar for at sikre, at mobilitet ikke kun handler om persontransport og kollektiv trafik. Godstransporten er en forudsætning for, at både byer og landdistrikter kan fungere.

Derfor bør regeringens serviceeftersyn af Infrastrukturplan 2035 også have blik for den tunge trafik, mener Stefan K. Schou:

“Hvis Danmark skal hænge sammen, skal godstransporten også hænge sammen. Fokus i forbindelse med IP35 bør derfor være på at sikre fremkommelighed for den tunge trafik, rastepladser, godskorridorer og adgang til havne, terminaler og andre centrale transportknudepunkter.”

Nye afgifter må ikke blive svaret
Regeringen vil bede ekspertgruppen for omlægning af bilafgifter komme med anbefalinger til, hvordan elektrificeringen af lastbiler og varebiler kan fremskyndes.

Det kan være et skridt i den rigtige retning, hvis arbejdet fører til bedre rammer for ladeinfrastruktur, depotladning og investeringer i el-lastbiler, vurderer Stefan K. Schou. Men han advarer samtidig imod at pålægge vognmandsbranchen yderligere afgifter: 

“Den grønne omstilling kræver investeringer og praktiske løsninger – ikke mindst tilstrækkelig strøm og ladeinfrastruktur dér, hvor vognmændene har brug for det. Ikke bare nye regninger til et i forvejen presset erhverv. Hvis regeringen vil have flere el-lastbiler på vejene, skal den sikre de rammer, der gør det muligt at investere i dem.”

Stefan K. Schou understreger, at regeringen også overtager ansvaret for at sikre en lovlig og proportional bødemodel for den kilometerbaserede vejafgift. ITD har tidligere klaget til EU-Kommissionen og lagt sag an mod Transportministeriet og Skatteministeriet, fordi bødemodellen efter ITD’s opfattelse ikke skelner tilstrækkeligt mellem fejl og bevidst snyd.

Beredskab kræver transport

Regeringsgrundlaget lægger op til, at Danmarks nye "totalberedskab" skal udvikles i tæt samarbejde mellem myndigheder, kommuner, virksomheder og civilorganisationer. Her bør vejgodstransporten ifølge ITD's direktør tænkes tydeligt ind: 

“Transportbranchen er en væsentlig del af Danmarks beredskab. Det gælder i hverdagen, og det gælder i kriser. Derfor ser vi frem til dialogen med Signe Munk og resten af den nye regering om, hvordan danske vognmænd får bedre og mere konkurrencedygtige rammevilkår.”

SENESTE ITD NYT
torsdag 29. oktober 2026

Vognmanden: Hvad betyder usikkerheden i landbruget for vognmændene?

Transportbranchen mærker også konsekvenserne af landbrugets usikre fremtid. I det nye afsnit af Vognmanden fortæller Rasmus De Klerk Jørgensen fra HV-Transport om, hvad der er på spil for danske vognmænd og livet i landdistrikterne.

Vognmanden: Hvad betyder usikkerheden i landbruget for vognmændene? >
torsdag 29. oktober 2026

Nye kontaktveje til Toldstyrelsens Kundecenter fra 2. november

Fra den 2. november 2026 ændrer Toldstyrelsen kontaktvejene til Kundecentret for spørgsmål om told og toldsystemer. Fremover kan du benytte en ny kontaktformular til skriftlige henvendelser, mens telefoniske henvendelser samles på ét nummer.

Nye kontaktveje til Toldstyrelsens Kundecenter fra 2. november >
onsdag 28. oktober 2026

Åbent Vognmandsmøde: Husk at tilmelde dig senest i morgen

På lørdag samler vi branchen til Åbent Vognmandsmøde hos Scania i Ishøj. Her skal vi omkring både verdenssituationen, dansk politik og transportbranchen, inden vi sætter os til bords med helstegt pattegris og flødekartofler. Vil du med? Så husk, at sidste tilmeldingsfrist er i morgen, torsdag den 29. oktober.

Åbent Vognmandsmøde: Husk at tilmelde dig senest i morgen >