Automatisering
Automatisering og effektivisering breder sig hastigt til transport- og logistikerhvervet samt forsyningskanalerne. Dette stiller krav til alle virksomhedens funktioner omkring produktions- og handelsprocesserne. Robotter, kunstig intelligens og selvkørende enheder er alt sammen muligheder, der på sigt kan forbedre konkurrenceevnen og sikre sammenhæng i forsyningskæden.
Mange transport- og logistikvirksomheder er allerede i fuld gang med at høste fordele ved at automatisere egne processer. Automatiseringen vil i de kommende år forandre vilkårene i transport- og logistikerhvervet markant, og det er ITD's ambition, at Danmark skal blive en teknologiførende nation inden for automatiseret transport og logistik.
ITD vil løbende nøje overvåge udviklingen inden for automatisering af transport og logistik i andre lande, herunder udviklingen i selvkørende/førerløs vejgodstransport og logistik, ligesom ITD arbejder politisk for at fremme 5G-infrastruktur.
ITD arbejder for at:
- Danmark bliver en frontløber inden for udvikling, test og anvendelse af autonom teknologi inden for vejgodstransport og logistik, herunder som accelerator i nye forretningsmodeller.
- hjælpe danske vejgodstransport- og logistikvirksomheder med at få fokus på, hvor og hvordan de i fremtiden kan øge automatiseringen af deres processer og systemer, herunder ved brug af robotter, kunstig intelligens og selvkørende/førerløse enheder.
- der nedsættes tværfaglige arbejdsgrupper med repræsentanter fra erhvervslivet, relevante myndigheder og teknologieksperter, for at samarbejde om teknologiparat lovgivning vedrørende selvkørende/førerløse køretøjer.
- der udpeges strækninger, hvor ny teknologi inden for autonom vejgodstransport kan testes under virkelige forhold og danne grundlag for en samlet erfaringsdatabase.