onsdag 05. april 2017 15:15

ITD: Myndigheder gør det lettere at transportere affald over grænsen

I ITD glæder man sig over, at Miljøstyrelsen har fremsat 18 regelændringer, der skal gøre det mere enkelt at transportere affald på tværs af landegrænser for danske virksomheder.

Det bliver fremover nemmere for danske virksomheder at transportere affald på tværs af landegrænser. Det er resultatet af, at man i regeringens Taskforce for Øget Ressourceeffektivitet har arbejdet konstruktivt med en række ændringer på området for import og eksport af affald.

 

I ITD er man særligt tilfredse med, at man har ændret praksis for varslingsperioden. Med de nye regler sparer affaldseksportørerne én dag, når de varsler myndighederne om transport af affald over grænsen.

 

- Det er positivt, at myndighederne har taget hul på at lette de administrative byrder for virksomheder, der transporterer affald på tværs af landegrænser. Erhvervet har længe været underlagt besværlige myndighedskrav, som i vores øjne har været unødvendige forhindringer for øget vækst og ressourceeffektivitet i branchen. Derfor vil vi også gerne kvittere for de regelændringer, der allerede er lagt på bordet, siger politisk konsulent i ITD, Lasse Kristoffersen og fortsætter:

 

- Vi er meget enige med erhvervsministeren og miljø- og fødevareministeren i, at det skal være nemmere for danske virksomheder at handle med affald på tværs af grænserne. Det handler om at få flyttet affaldet derhen, hvor det er mest hensigtsmæssigt og på den mest ressourceeffektive måde. Det er nødvendigt at skabe de bedste arbejdsbetingelser for branchen, ikke mindst i lyset af det fremadrettede vækstpotentiale i den cirkulære økonomi.

 

Vejgodstransportens brancheorganisation anser de nye ændringer som et stort skridt i den rigtige retning, men pointerer samtidig, at der er behov for en generel digitalisering af affaldsområdet.

 

- Det er stadigvæk et meget tungt system, hvor dokumentationen skal foreligge i papirform. Set fra vores kant skal vi være langt bedre til at udnytte digitaliseringsmulighederne for at lette arbejdsgangene til gavn for både virksomheder og myndigheder. Det er et af de områder, som vi vil arbejde aktivt på at få ændret, når transportforordningen om overførelse af affald skal revideres i EU, siger Lasse Kristoffersen.

 

Myndighederne har allerede implementeret tre af forslagene, og man forventer at offentliggøre datoerne for implementeringen af de resterende primo april.

 

De enkelte ændringer kan findes her.

 

Foto: Colourbox

SENESTE ITD NYT
onsdag 26. august 2026

Ny kontrolpraksis for køre- og hviletid ved undtaget kørsel

Færdselsstyrelsen oplyser, at der er ændringer på vej i styrelsens kontrolpraksis for kørsler, der er undtaget fra køre- og hviletidsreglerne. Fra den 1. september 2026 kan du ved en virksomhedskontrol bruge en tro- og loveerklæring i stedet for at indsende al dokumentation for den undtagne kørsel. Du skal dog fortsat kunne dokumentere, at betingelserne for den undtagne kørsel er opfyldt.

Ny kontrolpraksis for køre- og hviletid ved undtaget kørsel >
onsdag 26. august 2026

Moderaternes transportordfører gæster “Vognmanden”

I det nye afsnit af ITD’s podcast “Vognmanden” er Moderaternes transportordfører inviteret i studiet til en snak om tre emner, der fylder i vognmandsbranchen: vejafgift, infrastruktur og chaufførmangel.

Moderaternes transportordfører gæster “Vognmanden” >
onsdag 19. august 2026

Vi inviterer til Åbent Vognmandsmøde den 31. oktober

Nu kan du tilmelde dig Åbent Vognmandsmøde 2026, hvor vi igen samler branchen til en hyggelig dag med spændende oplæg og masser af tid til at snakke med dine kollegaer fra branchen.

Vi inviterer til Åbent Vognmandsmøde den 31. oktober >