torsdag 02. november 2017 09:03

Unge cykler sig til job og uddannelse

Unge i Hedensted Kommune skal gøres nysgerrige på, hvad der er af job- og karrieremuligheder i transport- og logistikbranchen. Det kan ske gennem et cykelprojekt, der afvikles for sjette gang, hvor kombinationen af cykling, virksomhedspraktik og fællesskab skal få unge videre i livet og gerne i arbejde i transport- og logistikbranchen.

De unge har store begrænsninger i deres arbejdsevne og problemer med for eksempel misbrug, angst eller kriminalitet. Cykelprojekterne – der i Hedensted Kommune har kørt siden 2012 - har vist sig at have en god effekt. 72 procent af de unge er enten kommet i job eller uddannelse efter projektperioden.

 

Denne gang gennemføres cykelprojektet i tæt samarbejde med brancheforeningen for den danske vejgodstransport, ITD, der repræsenterer vognmænd, transport- og logistikvirksomheder.

 

- Transport- og logistikbranchen mangler arbejdskraft lige nu og her, men også på sigt skal vi kunne tiltrække kvalificerede medarbejdere til erhvervet. Derfor skal vi gøre de unge mennesker nysgerrige på, hvad der er af muligheder i branchen. Det kan ske gennem cykelprojektet med Hedensted Kommune, og partnerskabet mellem private virksomheder og det offentlige er unikt, og jeg er ikke i tvivl om, at projektets sammensætning med fysisk træning og personlig sparring koblet sammen med virksomhedspraktikker danner grundlaget for en succes, siger Jo Madsen, chefkonsulent i ITD.

 

ITD har omkring 40 medlemmer i Hedensted Kommune og de omkringliggende kommuner. ITD vil sammen med Hedensted Kommunes Ungeenhed sørge for praktikpladser til de omkring 15 unge deltagere, for eksempel som lastbilschauffør, mekaniker eller speditør. Hvis praktikken forløber tilfredsstillende, er der gode muligheder for fast job eller læreplads.

 

Projektet, som kaldes CYK18, løber fra december 2017 til juli 2018. Allerede fra januar består deltagernes hverdag af tre dage i virksomhedspraktik og 2 dage, hvor der trænes både fysisk, socialt og mentalt.

 

- Nogle unge har brug for en helt særlig indsats for at få fast fod på arbejdsmarkedet. Fysisk og psykisk træning kombineret med virksomhedspraktik og mentorstøtte har vist sig at være den rette opskrift for flertallet af de unge, der gennem årene har været med i vores cykelprojekter, fortæller Henrik Alleslev, formand for Udvalget for Beskæftigelse i Hedensted Kommune.

 

Første skridt i CYK18 er, at de unge, som ønsker at være med på cykelholdet, søger om optagelse i projektet. Samtidig går jagten ind på praktikpladser i transportbranchen.

 

Foto: Hedensted Kommune

SENESTE ITD NYT
onsdag 19. august 2026

Vi inviterer til Åbent Vognmandsmøde den 31. oktober

Nu kan du tilmelde dig Åbent Vognmandsmøde 2026, hvor vi igen samler branchen til en hyggelig dag med spændende oplæg og masser af tid til at snakke med dine kollegaer fra branchen.

Vi inviterer til Åbent Vognmandsmøde den 31. oktober >
tirsdag 18. august 2026

Er du træt af at vente månedsvis på dine egne penge?

Når du søger momsrefusion i udlandet, kan der gå lang tid, før pengene bliver udbetalt. Gennem vores datterselskab VIALTIS kan du få momsrefusionen forudbetalt inden for 48 timer og samtidig slippe for unødigt administrativt bøvl.

Er du træt af at vente månedsvis på dine egne penge? >
tirsdag 18. august 2026

Kørselsforbud i september 2026

Flere europæiske lande har dage med kørselsforbud i september 2026. Du kan finde oversigten på ITD’s hjemmeside.

Kørselsforbud i september 2026 >