tirsdag 16. januar 2018 17:21

ITD mødes fredag med EU-Kommissionen om PostNord-klage

ITD mødes fredag den 19. januar 2018 med EU-Kommissionen i Bruxelles til en uddybning af punkterne i ITD’s klage over ulovlig statsstøtte til PostNord, som transportorganisationen indgav i november.

Den 27. november 2017 indsendte ITD en officiel klage til EU-Kommissionen angående ulovlig støtte til Post Nord Danmark. EU-Kommissionen er nu i fuld gang med at undersøge klagen, og i den anledning mødes ITD sammen med sit advokatfirma Gibson, Dunn & Crutcher LLP med EU-Kommissionen i Bruxelles fredag den 19. januar 2018. Her vil de uddybe klagens hovedpunkter og de forhold, som ITD finder ulovlige og konkurrenceforvridende.

 

- Vi får på mødet mulighed for at uddybe vores forskellige klagepunkter og underbygge vores stærke bekymring over den unfair konkurrence som vores medlemmer i det danske transporterhverv oplever fra et statsstøttet PostNord, hvor private transport- og logistikvirksomheder bliver udkonkurreret af en offentligt støttet aktør. En situation, som kun vil blive forstærket, hvis den danske og svenske stat får ok fra EU-Kommissionen til at gå videre med den nye planlagte statsstøtte, siger administrerende direktør i ITD, Carina Christensen.

 

ITD har rejst i alt 6 klagepunkter vedrørende ulovlig statsstøtte til PostNord:

• Overkompensation til støtte til afskedigelse af tjenestemænd
• Overkompensation (i form af kapitaltilskud) til den befordringspligtige del og til at dække PostNords løbende underskud

 

Tidligere statsstøtte til Post Danmark i form af:

• En statsgaranti til omkostninger for afskedigelse af tjenestemænd
• Et kapitaltilskud fra PostNord til Post Danmark i februar 2017
• Tidligere momsfritagelse af Post Danmark
• Krydssubsidiering i Post Danmark

 

Post Nord Danmark er efter ITD’s opfattelse en virksomhed, som har klaret sig i lang tid alene på grund af forskellige statsmidler som for eksempel statsgarantier og momsfritagelser. ITD mener, at den planlagte støtte går ud over, hvad der er nødvendigt både med hensyn til afskedigelse af tjenestemænd og befordringspligten, og støtter derfor den løbende drift i Post Nord Danmark. Den type støtte forvrider konkurrencen og er forbudt.

 

- Vi vil følge vores klage helt til dørs. Vi har god grund til at klage, og vi har brug for flest mulige konkrete input og eksempler i vores sag mod PostNord. Alle medlemmer, som måtte have yderligere input til sagen, er meget velkomne til at henvende sig til os, siger Carina Christensen. 

 

På mødet med EU-Kommissionen deltager også ITD’s medlemsvirksomhed, Danske Fragtmænd, repræsenteret ved CEO Jørn Skov.

 

Foto: Colourbox

SENESTE ITD NYT
fredag 29. maj 2026

Ekstraordinært kørselsforbud i Ungarn denne weekend

Ungarn har indført et ekstraordinært kørselsforbud for lastbiler over 7,5 ton i weekenden den 30. og 31. maj 2026. Forbuddet indføres på grund af den øgede trafik på vejene, som UEFA Champions League-finalen i Budapest forventes at medføre. Forbuddet gælder i hele landet på specifikke tidspunkter.

Ekstraordinært kørselsforbud i Ungarn denne weekend >
fredag 29. maj 2026

Frakørsel 64 Kolding V spærres natten til den 2. juni

Frakørsel 64 Kolding V på Sønderjyske Motorvej vil være spærret i sydgående retning fra mandag den 1. juni kl. 22.00 til tirsdag den 2. juni 2026 kl. 05.00. Skal du af mod Kolding eller mod Esbjerg ad E20 i det angivne tidsrum, skal du benytte en alternativ frakørsel.

Frakørsel 64 Kolding V spærres natten til den 2. juni >
fredag 29. maj 2026

International Transport Danmark accepterer ny udsættelse af vejafgiftsstævning

Transportministeriet og Skatteministeriet har bedt om mere tid til at revidere bødepraksissen for vejafgiften. International Transport Danmark accepterer udsættelsen, men fastholder kravet om en lovlig bødemodel.

International Transport Danmark accepterer ny udsættelse af vejafgiftsstævning >