fredag 27. november 2020 11:02

Ny Storebælts-rabat er et bureaukratisk mareridt og på kant med EU-lovgivningen

Selvom det er lykkedes ITD at få fjernet kravet om et kontrolgebyr på 6,5 procent per overkørsel for visse køretøjer, er A/S Storebælts nye rabatordning fortsat et bureaukratisk mareridt og på kant med EU-lovgivningen, mener ITD.

Foto: iStock

 

A/S Storebælt ændrer per 1. januar 2021 sin rabatordning til erhvervskunder. Fra at være en ensartet mængderabat omlægges rabatten i en mere grøn retning, hvor køretøjet som minimum skal opfylde Euronorm 6 eller være en el- eller brintbil for at kvalificere sig til rabat. Men det er ikke alle disse køretøjer, der kan få den fulde rabat, da man planlægger at opkræve et kontrolgebyr for ægtheden af anerkendte dokumenter.

 

Efter pres fra ITD har A/S Storebælt ændret deres oprindelige forslag til kontrolgebyr, så der ikke længere skal opkræves et gebyr på 6,5 procent af listeprisen per passage for køretøjer, der er indregistreret i et land, hvor A/S Storebælt ikke kan foretage validering i det pågældende lands motorregister. Det svarede til en halvering af rabatten. I stedet vil A/S Storebælt opkræve et engangsgebyr på 600 danske kroner for disse køretøjer, men det er fortsat en urimelig forskelsbehandling og på kant med EU-lovgivningen, mener ITD.

 

- Vi forstår godt, at man skal dokumentere, at det enkelte køretøj har den krævede Euronorm, men vi stiller os tvivlende overfor, at der skulle være en saglig begrundelse for en ekstra validering af de dokumenter, der indsendes. Det er jo dokumenter, som allerede kendes og accepteres på EU-plan, som fx registreringsdokumenter eller CoC-dokumenter (EF-overensstemmelseserklæring). Der er altså tale om almindeligt anerkendte og accepterede dokumenter, som der ikke er grund til at tvivle på gyldigheden af, siger Henriette Kjær, der er politisk chef i ITD.

 

ITD har kontaktet både A/S Storebælt og Sund & Bælt Holding A/S om rabatten og overvejer at bede EU-Kommissionen vurdere gebyrets lovlighed, hvis ikke ordningen bliver ændret og sikrer lige konkurrencevilkår. Det vil samtidig være oplagt at koordinere rabatten med øvrige miljøbestemmelser på området, så fx de vognmænd, der har investeret i køretøjer, der opfylder alle krav til miljøzoner i danske byer, også er berettiget til Storebæltsrabat.

 

- A/S Storebælt må ændre den påtænkte ordning. Og det haster, da vi nærmer os 1. januar 2021 med hastige skridt. Og det gælder både gebyropkrævningen, og hvordan man rent praktisk håndterer den. Det er kort sagt en ommer, siger Henriette Kjær.

SENESTE ITD NYT
onsdag 19. august 2026

Vi inviterer til Åbent Vognmandsmøde den 31. oktober

Nu kan du tilmelde dig Åbent Vognmandsmøde 2026, hvor vi igen samler branchen til en hyggelig dag med spændende oplæg og masser af tid til at snakke med dine kollegaer fra branchen.

Vi inviterer til Åbent Vognmandsmøde den 31. oktober >
tirsdag 18. august 2026

Er du træt af at vente månedsvis på dine egne penge?

Når du søger momsrefusion i udlandet, kan der gå lang tid, før pengene bliver udbetalt. Gennem vores datterselskab VIALTIS kan du få momsrefusionen forudbetalt inden for 48 timer og samtidig slippe for unødigt administrativt bøvl.

Er du træt af at vente månedsvis på dine egne penge? >
tirsdag 18. august 2026

Kørselsforbud i september 2026

Flere europæiske lande har dage med kørselsforbud i september 2026. Du kan finde oversigten på ITD’s hjemmeside.

Kørselsforbud i september 2026 >