torsdag 07. maj 2026 14:51

Øget pres på central transportkorridor: ITD kalder på handling

Når vejgodstransporten mellem Danmark og Tyskland i høj grad samler sig på én central forbindelse gennem Schleswig-Holstein, stiger presset på infrastrukturen. International Transport Danmark understreger behovet for nye og forbedrede alternative ruter.

En stor del af vejgodstransporten mellem Danmark og Tyskland er i dag koncentreret om en enkelt central korridor, nemlig motorvej A7, som strækker sig fra den danske grænse ned gennem blandt andet Schleswig-Holstein og Elbtunnellen ved Hamburg. Det skaber pres på vejnettet og udfordrer fremkommeligheden.

 

Den problematik var på dagsordenen, da International Transport Danmark (ITD) deltog i et parlamentarisk møde i Berlin om transportinfrastrukturen i Schleswig-Holstein med fokus på den tyske vestkyst.

 

Her holdt international chef i ITD Maria Feldberg oplæg om vejgodstransporten mellem Danmark og Tyskland og de udfordringer, der følger med den nuværende struktur.

 

”Langt størstedelen af trafikken mellem Danmark og Tyskland går i dag via den tyske motorvej A7. Det betyder, at meget trafik er samlet på én central strækning, som allerede er hårdt belastet, og det øger risikoen for kapacitetsproblemer og forsinkelser. Samtidig forventer vi, at godstransporten vil stige frem mod 2040, hvilket kun vil forstærke presset yderligere,” siger Maria Feldberg.

 

Behov for realistiske alternativer

Presset på motorvej A7 kan ikke mindskes uden reelle alternativer. Her er det særligt afgørende at få etableret en yderligere forbindelse under Elben, som i mange år har været en del af planerne for A20 – en planlagt motorvej langs den tyske vestkyst med en ny forbindelse under Elben – men som fortsat ikke er realiseret.

 

”Det er afgørende med en robust infrastruktur. En færdiggørelse af A20 samt en udbygning af den tyske landevej B5 rummer begge et klart potentiale som alternativer til A7. Det gælder både for transporter til det vestlige Tyskland, men også videre til Benelux, Frankrig og den iberiske halvø. Det vil det lette presset på A7 og dermed skabe bedre vilkår for de transporter, der er afhængige af den rute,” siger Maria Feldberg.

 

Den kommende faste forbindelse over Femern Bælt vil også påvirke transportmønstrene, men den vil ikke kunne stå alene. Der vil fortsat være behov for stærke forbindelser via Jylland, særligt for industrien i Vestdanmark og for transporter til og fra Norge.

 

Mødet blev arrangeret af Regionale Kooperation Westküste og samlede omkring 60 deltagere, herunder flere medlemmer af Forbundsdagen samt repræsentanter fra myndigheder og erhvervsliv.

SENESTE ITD NYT
tirsdag 27. oktober 2026

ITD takker Signe Munk og byder ny minister velkommen

ITD ønsker Signe Munk god bedring og takker for samarbejdet. Samtidig ser brancheorganisationen frem til samarbejdet med hendes afløser, Karina Lorentzen Dehnhardt.

ITD takker Signe Munk og byder ny minister velkommen >
mandag 26. oktober 2026

Polen lemper krav om SENT-registrering for visse typer metalskrot

Fra den 28. oktober 2026 ophæver Polen kravet om registrering i SENT-systemet for transporter af en række typer metalskrot. Ændringen gælder 19 specifikke affaldskoder.

Polen lemper krav om SENT-registrering for visse typer metalskrot >
fredag 23. oktober 2026

Sikkerhedskontrolleret luftfragt: Få overblik over godkendelsesprocessen

På Trafikstyrelsens hjemmeside kan du nu finde en mere udførlig beskrivelse af processen for at blive godkendt som transportør af sikkerhedskontrolleret luftfragt.

Sikkerhedskontrolleret luftfragt: Få overblik over godkendelsesprocessen >