FDE Fonden åbner ny uddelingsrunde for projekter i transportbranchen
Efteråret har officielt gjort sit indtog, og det betyder vanen tro, at FDE Fonden har åbnet for årets anden uddelingsrunde. Frem til udgangen af september kan virksomheder, uddannelsesinstitutioner og andre relevante aktører søge støtte til projekter, der kan bidrage til at løfte den danske vejgodstransportbranche.
Der kan blandt andet søges støtte til projekter relateret til uddannelse og videndeling, forskning, rekruttering, grøn omstilling, digitalisering og automatisering, fortællinger om branchen og trafiksikkerhed i transport med lastbiler. Fonden kan desuden yde økonomisk støtte til vognmænd, chauffører og administrative medarbejdere i branchen, som på grund af et færdselsuheld, alvorlig sygdom eller lignende står i en svær situation.
Siden FDE Fondens stiftelse i 2009 har fonden støttet hundredvis af forskellige transportrelaterede projekter, og også denne gang håber fonden, at der kommer nye idéer på bordet fra hele branchen.
”Det er ude i virksomhederne og på uddannelsesinstitutionerne, at de gode idéer opstår, og det er også her, arbejdet med at føre dem ud i livet finder sted. I FDE Fonden er vi glade for, at vi kan være med til at give nogle af idéerne de økonomiske rammer, der skal til for, at de kan blive til virkelighed. Derfor håber vi igen at modtage mange gode og gerne meget forskelligartede ansøgninger,” siger Susanne D. Provstgaard, formand for FDE Fonden.
Fonden opfordrer: Overvej, om du har plads til en snebro
Ved årets første ansøgningsrunde i marts opfordrede FDE Fonden virksomheder og uddannelsesinstitutioner til at søge støtte til etablering af offentligt tilgængelige snebroer. Fonden har siden imødekommet alle modtagne ansøgninger på området.
Men behovet er der stadig. Rundt omkring i landet mangler der fortsat steder, hvor chauffører på sikker vis kan fjerne sne og is fra taget på lastbilen. Derfor håber fonden, at endnu flere vil undersøge, om de har mulighed for at etablere en snebro.
”Vi er meget glade for de ansøgninger, vi modtog i sidste uddelingsrunde, men vi håber, at endnu flere vil gribe muligheden denne gang. Snebroerne er et nødvendigt redskab i arbejdet med trafiksikkerhed i de kolde vintermåneder, og samtidig giver de chaufførerne bedre forudsætninger for at leve op til kravet om at fjerne sne og is. Derfor vil vi gerne opfordre virksomheder og uddannelsesinstitutioner rundt omkring i landet til at overveje, om de har et egnet sted til en offentligt tilgængelig snebro,” siger Susanne D. Provstgaard.
Ansøgning sker via ansøgningsformularen på www.fdefonden.dk senest den 30. september 2026. Her findes også information om ansøgningsprocessen og tidligere støttede projekter. Ansøgere kan forvente svar ultimo november.