fredag 29. maj 2026 08:26

International Transport Danmark accepterer ny udsættelse af vejafgiftsstævning

Transportministeriet og Skatteministeriet har bedt om mere tid til at revidere bødepraksissen for vejafgiften. International Transport Danmark accepterer udsættelsen, men fastholder kravet om en lovlig bødemodel.

Brancheorganisationen for dansk vejgodstransport International Transport Danmark (ITD) har indvilget i at udsætte sin retssag mod Transportministeriet og Skatteministeriet om bødemodellen for den kilometerbaserede vejafgift.

 

Sagen var i første omgang sat i bero frem til den 1. juni 2026, mens ministerierne arbejdede på at revidere den omstridte bødepraksis. Nu har Kammeradvokaten på vegne af ministerierne bedt om yderligere tid, fordi arbejdet er blevet forsinket af folketingsvalget og regeringsdannelsen.

 

“Vi har accepteret udsættelsen, fordi vi forventer, at arbejdet med en ny bødemodel fortsætter, når en ny regering er på plads. Det er samtidig afgørende for vores accept, at bødeudstedelsen siden den 18. december 2025 stort set har været suspenderet med undtagelse af de enkelte tilfælde, hvor der er tale om åbenlys snyd,” siger Stefan K. Schou, administrerende direktør i ITD.

 

Ministerierne har ad flere omgange oplyst, at arbejdet med en revideret bødemodel er sat i gang. Det har fungerende transportminister Thomas Danielsen bekræftet over for Altinget, hvor han i februar oplyste, at han er i dialog med branchen om at gå væk fra den såkaldte DTL-model. 

 

Vognmændene venter fortsat på afklaring

Siden vejafgiften trådte i kraft den 1. januar 2025, har bøderne for vejafgiftsovertrædelser været udstedt efter en ensartet sats – først 4.500 kroner og siden den 1. juli 2025 9.000 kroner.

 

Bøderne har dermed ikke taget højde for den enkelte overtrædelses karakter og omstændigheder, herunder om der har været tale om bevidst snyd eller hændelige fejl af menneskelig eller teknisk karakter. Det er efter ITD’s vurdering et klokkeklart brud på EU-rettens krav om proportionalitet.

 

Derfor klagede brancheorganisationen i foråret 2025 til EU-Kommissionen over bødepraksissen og lagde i september 2025 sag an mod Transportministeriet og Skatteministeriet. Siden december 2025 har udstedelsen af vejafgiftsbøder stort set været midlertidigt suspenderet.

 

“Vognmændene skal have en ny og lovlig bødemodel, og de bøder, der allerede er udstedt uretmæssigt, skal annulleres. Vi har gentagne gange anbefalet en trappemodel, hvor bøderne differentieres efter forseelsens karakter. Det vil både være mere rimeligt over for vognmændene og sikre, at bødepraksissen lever op til EU-rettens krav om proportionalitet,” siger Stefan K. Schou.

 

Fra 1. januar 2025 til 30. november 2025 blev der udstedt 50.360 vejafgiftsbøder for cirka 259 millioner kroner. Det er mere end fire gange så meget som de 58,7 millioner kroner, der var budgetteret med på finansloven.

SENESTE ITD NYT
tirsdag 15. september 2026

Tak for turen: Lastbilkaravanen 2026 er kørt i mål

Vi vil gerne sende en stor tak til alle jer, der har været med til at gøre ugen mulig, og som endnu en gang har været med til at give skoleelever landet over vigtig viden om, hvordan de færdes sikkert omkring lastbiler.

Tak for turen: Lastbilkaravanen 2026 er kørt i mål >
mandag 14. september 2026

Ny omkoblingsplads til EMS2-vogntog er åbnet ved Odense

Efter flere måneders forsinkelse er den nye omkoblingsplads for EMS2-vogntog (dobbelttrailervogntog) ved Tietgenbyen i Odense nu klar til brug.

Ny omkoblingsplads til EMS2-vogntog er åbnet ved Odense >
fredag 11. september 2026

Lastbilkaravanen rundede årets tur af i Padborg

Efter fem dage med store lastbiler, musik og trafiksikkerhed for elever over hele landet nåede Lastbilkaravanen fredag til Padborg. Her var Aabenraas borgmester Jan Riber Jakobsen blandt gæsterne, da årets sidste elever fik mulighed for at opleve trafikken fra chaufførens plads.

Lastbilkaravanen rundede årets tur af i Padborg >