fredag 01. maj 2026 11:41

Køkaos ved Kolding: Nye tiltag skal lette lastbiltrafikken

Vejdirektoratet sætter nu gang i flere tiltag, der skal forbedre fremkommeligheden på E20/E45 ved Kolding. ITD tager positivt imod ændringerne, som kommer efter dialog med branchen.

Det aktuelle vejarbejde på E20/E45 ved Kolding har skabt store udfordringer for vognmænd. Siden arbejdet med at udvide motorvejen gik i gang i begyndelsen af marts 2026, har trafikken på strækningen været præget af meget tæt trafik, lange køer og gentagne uheld. Vejdirektoratet vurderede oprindeligt, at vejarbejdet ville give en begrænset forlængelse af rejsetiden. Sådan er det dog ikke forløbet i praksis.

 

International Transport Danmarks medlemmer har i den forgangne periode oplevet store forsinkelser, som har ramt bundlinjen og skabt udfordringer med køre- og hviletid, leveringssikkerhed og planlægningen af næste læs. Når chaufførens tid bliver brugt i kø, skrider hele disponeringen af transporten.

 

Samtidig er problemerne kommet på et tidspunkt, hvor mange vognmænd i forvejen er presset af stigende brændstofomkostninger. Derfor kan selv mindre forsinkelser hurtigt få store økonomiske konsekvenser.

 

“Når en lastbil holder stille i kø, forsvinder en stor del af det grundlag, vognmanden lever af. Chaufføren skal stadig have løn, kunderne forventer stadig levering til tiden, og næste læs venter. Derfor rammer langvarig køkørsel ikke kun planlægningen, men hele økonomien bag transporten. Med andre ord er det en nødvendighed, at trafikkaosset ved Kolding bliver stoppet,” siger John Agervig Skovrup, formand for International Transport Danmark (ITD).

 

Nye tiltag skal forbedre fremkommeligheden

ITD har været i dialog med Vejdirektoratet, der oplyser, at der er sat gang i flere tiltag, der skal forbedre trafikafviklingen på strækningen.

 

Mest konkret er det fra i dag, fredag den 1. maj, lovligt for lastbiler at benytte det yderste spor i sydgående retning. Vejdirektoratet arbejder i den forbindelse, i forlængelse af input fra ITD, aktuelt på bedre skiltning, så bilister kan fordele sig bedre og tidligere.

 

Der arbejdes også på at inddrage mere af midterrabatten i sydgående retning, så der er tre spor på hele vejarbejdsstrækningen. Dét arbejde forventes igangsat i næste uge og vil ifølge Vejdirektoratet foregå om natten.

 

Derudover er der etableret et ekstra spor ved frakørsel 62 Kolding Ø, hvor sammenfletninger ofte giver kø.

 

ITD’s formand tager positivt imod de konkrete justeringer, men siger samtidig, at sagen viser, hvor vigtigt det er at tænke den tunge trafik ind fra begyndelsen, når der planlægges så omfattende vejarbejde på centrale transportkorridorer:

 

“Vi er glade for, at Vejdirektoratet nu justerer på strækningen og kommer med konkrete løsninger, der også har betydning for lastbiltrafikken. Situationen viser, hvor vigtigt det er, at transportbranchen bliver tænkt ind tidligere. Vognmændene og chaufførerne kender hverdagen på vejene, og den viden bør bruges aktivt, når trafikken skal tilrettelægges under store vejarbejder,” siger John Agervig Skovrup.

SENESTE ITD NYT
torsdag 15. oktober 2026

Tyskland, A7: Spærring af sydgående spor

Motorvej A7 spærres i retning mod Hamborg: Det sydgående spor spærres mellem frakørsel Flensburg/Harrislee (2) og frakørsel Flensburg (3) fra den 2. november til den 13. november 2026

Tyskland, A7: Spærring af sydgående spor >
onsdag 14. oktober 2026

Åbent Vognmandsmøde 2026: Fra verdenssituationen til transportpolitik

Verden forandrer sig, dansk politik flytter sig, og transportbranchens fremtid bliver sværere at forudsige. På Åbent Vognmandsmøde får du skarpe perspektiver på udviklingen og mulighed for selv at bringe dine spørgsmål ind i den transportpolitiske debat. Tilmeld dig her.

Åbent Vognmandsmøde 2026: Fra verdenssituationen til transportpolitik >
tirsdag 13. oktober 2026

DIWASS: Ny dato for webinar om transportørens rolle

Energistyrelsens webinar om transportørens rolle i DIWASS har fået en ny dato efter den tidligere aflysning. Webinaret finder sted onsdag den 21. oktober, hvor du bliver guidet trin for trin gennem brugen af systemet.

DIWASS: Ny dato for webinar om transportørens rolle >