fredag 03. juli 2026 10:33

Mindst tre ud af fire vejafgiftsbøder vil stadig være på 9.000 kroner

International Transport Danmarks gennemgang af 1.050 vejafgiftsbøder fra 2025 viser, at mindst 800 af bødesagerne – svarende til 76,2 procent – fortsat vil udløse den nye bødemodels højeste sats på 9.000 kroner.

Den nye vejafgiftsbødemodel ser kun ud til at få begrænset betydning for størstedelen af de vognmænd, der rammes af fejl. Det viser en analyse, hvor brancheorganisationen International Transport Danmark (ITD) har gennemgået 1.050 vejafgiftsbøder fra perioden januar til april 2025.

 

“Det er positivt, at ministeriet har indført differentierede bødeniveauer, men vores analyse viser, at den nye model i praksis risikerer at få en meget begrænset effekt. Når mere end tre ud af fire sager fortsat ender på 9.000 kroner, er den højeste bøde stadig hovedreglen frem for undtagelsen,” siger Stefan K. Schou, adm. direktør for International Transport Danmark.

 

I 800 af de gennemgåede sager – svarende til 76,2 procent – havde Sund & Bælt ikke registreret data fra køretøjets vejafgiftsboks på den dag, hvor bøden blev udstedt. De vil derfor fortsat udløse en bøde på 9.000 kroner efter den nye bødemodel. I alle tilfælde var der knyttet en boks til bilen, og der var løbende registreret vejafgift, men med manglende data på en eller flere dage.

 

I 231 sager, svarende til 22 procent, var der registreret data på dagen, men det er ikke muligt at undersøge, om dataene blev sendt seks timer før/efter kørslen. Derfor må andelen af bøder på 9.000 kroner forventes at være højere endnu. I de resterende 19 sager var der betalt vejafgift, men boksen var tilknyttet en anden nummerplade.

 

Sekstimersregel fastholder høje bøder

Efter den nye bødemodel er bøden som udgangspunkt fortsat 9.000 kroner, hvis køretøjet har en aktiv vejafgiftsaftale, men myndighederne ikke har modtaget kørselsdata inden for seks timer før/efter kontrollen. Er der modtaget data inden for perioden, men ikke på selve kontroltidspunktet, er det vejledende bødeniveau på 2.000 kroner.

 

Det betyder for eksempel, at en teknisk fejl fortsat kan udløse den højeste bøde på 9.000 kroner. Det kan også gælde i situationer, hvor et køretøj har holdt stille i længere tid eller kort efter en kontrol forlader Danmark.

 

“En aktiv boks eller en rutebillet og et reelt forsøg på at betale korrekt bør have afgørende betydning. Det er urimeligt, at en teknisk eller hændelig fejl fortsat kan udløse den samme bøde som bevidst snyd. Den højeste bøde bør være forbeholdt dem, der bevidst eller gentagne gange undlader at betale,” siger Stefan K. Schou.

 

Den nye bødemodel trådte i kraft den 26. juni 2026 og opererer med vejledende bødeniveauer på 2.000, 4.000 og 9.000 kroner. ITD opfordrer regeringen til at ændre modellen, så førstegangsfejl mødes med vejledning eller en advarsel, og så bøden i højere grad afspejler overtrædelsens karakter.

SENESTE ITD NYT
mandag 26. oktober 2026

Polen lemper krav om SENT-registrering for visse typer metalskrot

Fra den 28. oktober 2026 ophæver Polen kravet om registrering i SENT-systemet for transporter af en række typer metalskrot. Ændringen gælder 19 specifikke affaldskoder.

Polen lemper krav om SENT-registrering for visse typer metalskrot >
fredag 23. oktober 2026

Sikkerhedskontrolleret luftfragt: Få overblik over godkendelsesprocessen

På Trafikstyrelsens hjemmeside kan du nu finde en mere udførlig beskrivelse af processen for at blive godkendt som transportør af sikkerhedskontrolleret luftfragt.

Sikkerhedskontrolleret luftfragt: Få overblik over godkendelsesprocessen >
torsdag 22. oktober 2026

Nye kørselsregler for lastbiler på E45/E20 ved Kolding fra i dag

Vejdirektoratet oplyser i dag, den 22. oktober, at lastbiler fra dags dato ikke længere må benytte det overledte spor gennem vejarbejdet på E45/E20 Sønderjyske Motorvej ved Kolding i sydgående retning.

Nye kørselsregler for lastbiler på E45/E20 ved Kolding fra i dag >