onsdag 01. juli 2026 15:00

Ministeriet bekræfter: Gammel bødepraksis var ulovlig

Bødemodellen for vejafgiften blev ændret, fordi den var i strid med EU-retten, skriver ministeriet til Transportmagasinet. ITD fastholder sin stævning og kravet om, at de bøder, der er udstedt efter den ulovlige praksis, skal annulleres.

By-, Land- og Transportministeriet og Skatte- og Vækstministeriet erkender, at den tidligere praksis med et fast vejafgiftsbødeniveau ikke var i overensstemmelse med EU-rettens princip om proportionalitet. Det bekræfter By-, Land- og Transportministeriet i dag til Transportmagasinet.

 

“Det er en vigtig anerkendelse og en stor foreløbig sejr, at vores stævning og dialogen med Kammeradvokaten har sat de her ting i gang. Vi har hele tiden fastholdt, at en fast bøde på op til 9.000 kroner uden hensyn til overtrædelsens karakter eller omfang var ulovlig,” siger Stefan K. Schou, adm. direktør for International Transport Danmark (ITD).

 

Den nye bødemodel differentierer efter overtrædelsestype og opererer med vejledende bødeniveauer på 2.000, 4.000 og 9.000 kr. Men modellen giver fortsat ikke mulighed for at møde førstegangsfejl med vejledning eller en advarsel, og selv hændelige fejl udløser fortsat en bøde på 9.000 kroner.

 

Gamle bøder skal annulleres

Ministeriet oplyser samtidig til Transportmagasinet, at der arbejdes på en løsning for de bøder, der er blevet udstedt fra den 1. januar 2025 til den 18. december 2025, hvor bødeudstedelsen blev sat i bero. ITD-direktøren understreger, at løsningen ikke bør være at genbehandle bøderne efter den nye model:

 

“Man kan ikke opretholde bøder, der er udstedt efter en praksis, som ministeriet nu selv erkender ikke var forenelig med EU-retten. Bøderne skal derfor ikke blot justeres efter den nye model. De skal annulleres.”

 

ITD’s retssag mod staten er for nuværende sat i bero frem til den 1. september 2026, mens organisationen afventer myndighedernes løsning på de allerede ulovligt udstedte bøder. Bliver bøderne fastholdt, står ITD klar til at fortsætte retssagen mod By-, Land- og Transportministeriet og Skatte- og Vækstministeriet.

 

Du kan læse interviewet i Transportmagasinet her.

 

SENESTE ITD NYT
torsdag 15. oktober 2026

Tyskland, A7: Spærring af sydgående spor

Motorvej A7 spærres i retning mod Hamborg: Det sydgående spor spærres mellem frakørsel Flensburg/Harrislee (2) og frakørsel Flensburg (3) fra den 2. november til den 13. november 2026

Tyskland, A7: Spærring af sydgående spor >
onsdag 14. oktober 2026

Åbent Vognmandsmøde 2026: Fra verdenssituationen til transportpolitik

Verden forandrer sig, dansk politik flytter sig, og transportbranchens fremtid bliver sværere at forudsige. På Åbent Vognmandsmøde får du skarpe perspektiver på udviklingen og mulighed for selv at bringe dine spørgsmål ind i den transportpolitiske debat. Tilmeld dig her.

Åbent Vognmandsmøde 2026: Fra verdenssituationen til transportpolitik >
tirsdag 13. oktober 2026

DIWASS: Ny dato for webinar om transportørens rolle

Energistyrelsens webinar om transportørens rolle i DIWASS har fået en ny dato efter den tidligere aflysning. Webinaret finder sted onsdag den 21. oktober, hvor du bliver guidet trin for trin gennem brugen af systemet.

DIWASS: Ny dato for webinar om transportørens rolle >