Analyse og forskning

Hvis Danmark i år 2030 skal have styrket sin position som et internationalt kraftcenter inden for vejgodstransport og logistik, kræver det, at der i de kommende år sker en gradvis styrkelse af forskning og analyse på området.

 

Det er dog afgørende, at der samtidig sker en fokuseret indsats for at omsætte analyse- og forskningsresultaterne til konkrete værk- tøjer, der kan bruges af virksomhederne til at skabe udvikling og innovation for at kunne omstille sig til den nye teknologiske virkelighed.

 

For at understøtte behovet for øget analyse og forskning i dansk vejgodstransport og logistik vil ITD blandt andet iværksætte følgende tiltag:

 

ITD vil i højere grad indsamle, opbevare og analysere oplysninger om erhvervets udvikling i Danmark og EU. ITD vil fungere som et analyse- og videnscenter for dansk vejgodstransport og logistik.

 

ITD vil arbejde for, at der udarbejdes en opdateret og styrket strategi for transportforskning i Danmark, som gør Danmark til et europæisk forskningshub inden for vejgodstransport og logistik med fokus på bedre logistikkoncepter og udvikling af konkrete styringsværktøjer, der kan understøtte og forøge effektiviteten i vejgodstransport- og logistikvirksomhederne.

 

ITD vil politisk arbejde for, at der etableres et partnerskab mellem universiteter med ekspertise indenfor vejgodstransport- og logistik, transporterhvervets uddannelsesinstitutioner, myndigheder, virksomheder og transport- og erhvervsorganisationer med henblik på løbende at tilpasse prioriteringer af forskningsindsatser til de områder med størst erhvervsmæssigt potentiale.

 

ITD vil understøtte, at der igangsættes dansk forskning i fremtidige muligheder inden for den smarte takograf version 2 og GPS-signalerne. Danmark bør arbejde på at få størst muligt ejerskab på GPS-signalerne fra smart-takografen ved at indhente data, forske i dem og udvikle dem til nye innovative forretninger.