mandag 07. april 2025 12:17

Længe ventet lovændring tillader modulvogntog med aerodynamiske førerhuse

Fra 2026 bliver de CO2-besparende aerodynamiske førerhuse tilladt til modulvogntog. ITD, der gentagne gange har gjort opmærksom på problemet, glæder sig over den nye politiske aftale.

ITD har over en periode på flere år arbejdet for at skabe politisk opmærksomhed på branchens behov for at tillade aerodynamiske førerhuse i kombination med modulvogntog. Derfor er ITD’s formand, John Agervig Skovrup, meget positiv over for Transportministeriets udmelding om at lovliggøre de 30 cm længere førerhuse i kombination med modulvogntog. Han uddyber:

 

“Vi vognmænd har længe været klar til den her lovændring. Som et led i branchens grønne omstilling har mange af os allerede købt ind på de aerodynamiske førerhuse, og derfor er det selvfølgelig problematisk, at det ikke har været muligt at kombinere dem med modulvogntogene. Jeg er sikker på, at jeg taler på mange vognmænds vegne, når jeg siger, at den her positive nyhed har været længe ventet.”

 

Det fremgår af Transportministeriets pressemeddelelse om lovændringen, at tilladelsen først vil træde i kraft i 2026. Det tydeliggøres dog ikke, hvornår i 2026, hvilket bekymrer formand for ITD, John Agervig Skovrup:

 

“Mange vognmænd har allerede investeret i de mere klimavenlige lastbiler og har dermed behov for lovændringen nu og her. Jeg er helt med på, at rutescreeningen og de eventuelle vejtilpasninger kan være tidskrævende, men mon ikke det kunne gøres lidt hurtigere? Jeg vil derfor opfordre til, at myndighederne sikrer en effektiv og smidig proces.”

 

Aerodynamiske fronter reducerer modulvogntogenes CO2-udledning

Et aerodynamisk førerhus er designet til at reducere en lastbils luftmodstand. Det giver et mindre brændstofforbrug og dermed en lavere CO2-udledning, hvilket kan reducere det samlede energiforbrug med op til fem procent. Det er positivt for klimaet såvel som for den enkelte vognmand. Aerodynamiske førerhuse er dog op til 30 cm længere end et standardførerhus, og derfor har de i kombination med modulvogntog overskredet den nuværende længdegrænse for modulvogntog på 25,25 meter.

 

Transportministeriet understreger i deres pressemeddelelse, at de op til 30 cm længere modulvogntog ikke vil påvirke trafiksikkerheden på de danske veje. Det er partierne, der står bag den eksisterende forsøgsordning med modulvogntog, der står bag den nye aftale. Udover Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) er det Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre.

SENESTE ITD NYT
torsdag 16. juli 2026

E45/E20 ved Kolding: Ændringer i vejarbejdet fra uge 34

Vejdirektoratet har orienteret os om kommende ændringer i vejarbejdet på E45/E20 nord om Kolding. Fra uge 34 bliver frakørsel 63 Bramdrupdam spærret i sydgående retning, og der skal udføres aften- og natarbejde under broen ved Vejlevej.

E45/E20 ved Kolding: Ændringer i vejarbejdet fra uge 34 >
tirsdag 14. juli 2026

Østrig: Nye sommerkørselsforbud på A10

Kører din virksomhed international transport gennem Østrig, skal du være opmærksom på nye kørselsforbud for tunge køretøjer på A10 Tauernmotorvejen.

Østrig: Nye sommerkørselsforbud på A10 >
mandag 13. juli 2026

Frankrig: Skovbrande lukker motorveje og veje

Kører din virksomhed international transport i Frankrig, bør du i øjeblikket holde dig opdateret om en række skovbrande, der påvirker trafikken og har ført til flere vejlukninger.

Frankrig: Skovbrande lukker motorveje og veje >