mandag 19. januar 2026 09:23

Rekordmange transporteffektive vogntog på de danske veje

Antallet af grønne og transporteffektive vogntog på de danske veje fortsætter med at stige. Alligevel bremser de politiske rammer fortsat udbredelsen af de ekstra lange dobbelttrailervogntog.

Både modulvogntog (EMS1) og de op til 34 meter lange dobbelttrailervogntog (EMS2) vinder frem i de danske transportflåder. I dag tæller Danmark i alt 1.763 af de enheder, der kan anvendes i modulvogntog eller dobbelttrailervogntog, viser ITD’s optælling baseret på tal fra bilstatistik.dk. Det svarer til en stigning på cirka 10 procent sammenlignet med året før.

 

De transporteffektive vogntog gør det muligt at flytte mere gods med færre kørsler og bidrager dermed til lavere brændstofforbrug, reduceret CO₂-udledning og mindre trængsel på vejene. Den fortsatte stigning afspejler en klar efterspørgsel i branchen, men de nuværende rammer forhindrer, at det fulde potentiale udnyttes, siger ITD’s køretekniske ekspert, Steffen Johannsen:

 

“Tallene viser meget tydeligt, at vognmændene gerne vil investere i grønne og transporteffektive løsninger. Men desværre udnytter vi langt fra det fulde potentiale. Dobbelttrailervogntogene kan i dag kun køre på et meget begrænset vejnet, der desværre sætter en unødvendig stopper for dobbelttrailervogntogenes gennembrud herhjemme.”

 

Begrænset vejnet bremser udviklingen

Selvom antallet af transporteffektive vogntog stiger, er det godkendte vejnet for dobbelttrailervogntog fortsat begrænset til strækningen Aarhus–Høje Taastrup–Øresundsbroen. Det betyder, at kun få vognmænd i praksis har mulighed for at anvende teknologien, og kun på en snæver del af deres transporter. Det er til stor ærgrelse for branchen, da vogntogene ønskes anvendt vidt og bredt grundet deres mange fordele.

 

“De nuværende regler gør det unødigt besværligt og dyrt at få dobbelttrailervogntog på vejene. Skal vi høste de fulde gevinster, er det helt afgørende, at vejnettet udvides markant. Mange vognmænd ønsker at erstatte modulvogntog med de mere effektive og klimavenlige dobbelttrailervogntog. Derfor er det vigtigt at se på, hvor modulvogntog primært anvendes i dag,” siger Steffen Johannsen.

 

Dobbelttrailervogntog kører i dag på en forsøgsordning, som trådte i kraft den 1. januar 2024, men det godkendte vejnet udgør fortsat kun et par hundrede kilometer. Til sammenligning har Sverige, som åbnede for kørsel med dobbelttrailervogntog blot en måned tidligere, allerede åbnet over 6.000 kilometer vejnet. En væsentlig forklaring er, at Sverige anvender dobbelttrailertyper, som er mindre arealkrævende i sving end den klassiske danske model, og derfor lettere kan indpasses på eksisterende veje. Disse dobbelttrailertyper indgår imidlertid ikke i den danske forsøgsordning.

 

Transportminister Thomas Danielsen har tidligere oplyst, at han arbejder på at indføre svenske standarder for dobbelttrailervogntog parallelt med den danske model. Ifølge ITD kan det reducere behovet for dyre rutetilpasninger og samtidig forbedre mulighederne for, at vognmænd kan anvende køretøjerne mere optimalt. Mange danske vognmænd har nemlig allerede et større antal dobbelttrailervogntog efter svensk model i deres flåde.

SENESTE ITD NYT
fredag 20. marts 2026

Nye krav til luftfragt: Har du styr på godkendelserne?

Den 1. januar 2026 trådte nye regler for sikkerhedskontrolleret luftfragt og luftpost i kraft. Kører du med denne type gods, skal du være opmærksom på, at du fremover skal leve op til en række nye krav. Der er en overgangsperiode frem til udgangen af 2026, men derefter skal kravene være opfyldt.

Nye krav til luftfragt: Har du styr på godkendelserne? >
torsdag 19. marts 2026

ADR Nyhedsbrev marts 2026

ADR Nyhedsbrev nummer 1 2026 indeholder følgende emner: Opdaterede materialer – Egenkontrol af ildslukkere med i prisen for ADR Sikkerhedsrådgivning – Pas på tunnelkoder ved transport af begrænsede mængder (LQ) over 8 tons – Beredskabsstyrelsen om krav til brandbestandighed af orange skilte – ADR kap. 1.3-uddannelse skal repeteres

ADR Nyhedsbrev marts 2026 >
torsdag 19. marts 2026

Langvarigt vejarbejde spærrer central rute i Rumænien for tung transport

Frem til midten af juni 2026 er en central strækning på DN7 mellem Râmnicu Vâlcea og Sibiu lukket for køretøjer over 7,5 ton i dagtimerne. Det betyder omkørsler, potentielle forsinkelser og ændret planlægning af kørslen. Vi giver dig overblikket over restriktionerne samt alternative ruter.

Langvarigt vejarbejde spærrer central rute i Rumænien for tung transport >